De små formater

Dalgas Avenue, hvor jeg bor, er lige pludselig blevet en meget befærdet vej. Sådan en corona-ramt lørdag i januar er den næsten lige så befærdet som strøget. Det er som om, det halve af byen trækker ned mod vandet og ud mod skoven, hver for sig og i grupper og klynger med afstand: familier med stue-kulrede børn, små venindeflokke, motionister, studerende, der savner auditoriet, ægteparrene, der er trætte af småskænderierne trænger til åbne vidder og frisk luft og debatterer med høj røst. Ud, vi vil ud.

Og så er der også et andet fænomen, jeg har bemærket. Rundt omkring ved stranden og i skoven, og såmænd også på nogle af byens torve og pladser, mødes man – så mange som man nu må – og lejrer sig ved kommunale borde og bænke, på træstammer og medbragte havestole og nyder medbragt kaffe, kage og madpakke og den gode snak. Man kan vel næsten tale om en ny kultur, en ny forsamlingskultur, hvormed man trodser corona-ensomheden og corona-trummerummen og finder sammen, som man nu kan. Næsten ligesom under sydligere himmelstrøg, hvor man jo tit sidder der i grupper, spytter i en kop kaffe, kigger sig omkring og lader dagen digte sig selv.

Pludselig sidder vi - normalt anderledes målrettede og formålstjekkede nordboere - på samme måde dér i vores varme jakker og snakker og glæder os over de små fællesskabers varme. Nu hvor stadion, museer, shopping centre, biografer og spisesteder er lukkede, finder vi sammen på nye måder. Vi kan ikke undvære det. Vi må mødes. Selvfølgelig må vi det. Det er jo så basalt som noget.

Jeg trænger også til at gå for tiden. Jeg trænger til at finde mig selv efter julen, hvor nye corona-restriktioner ramte hårdt og pludseligt lillejuleaften, og vi måtte aflyse julens gudstjenester. Nu åbner vi så igen, samtidig med at samfundet har lukket endnu mere ned. Vi følger stadig sundhedsmyndighedernes anvisninger til punkt og prikke, men det kan være svært at overskue for de mange mennesker, menighedsråd, præster og betjening, der i det daglige arbejder hårdt og samvittighedsfuldt med at bære vores folkekirke. Så vi er, ligesom alle andre i vores samfund, en smule slidte og retningsforvirrede lige nu.

Men første søndag efter helligtrekonger åbnede vi kirken for gudstjenester igen. Små korte gudstjenester vel at mærke. Med plads til endnu færre, med endnu større afstand mellem kirkegængerne og ingen fælles salmesang. Jeg bevægede mig hen i en af nabolagets kirker spændt på, hvordan det ville fungere, når det hele på den måde var skåret ned til et minimum.

Så sad vi der i det store rum. Vi kunne næsten ikke se hinanden. Organisten spillede på et flygel, det lille kor sang, og så trådte præsten frem og hilste os med den urgamle hilsen: ”Nåde være med jer og fred fra Gud vor far og herren, Jesus Kristus”. Jeg har hørt de ord mange gange og selv brugt dem. Men lige nu, midt i denne tid, der tærer på os, og hvor vi sidder hver for sig, hørte jeg ordene, som jeg aldrig har hørt dem. De ramte lige i hjertekulen.

Det er svært at forklare helt hvorfor. Men pludselig var der, nu hvor alt muligt andet var barberet væk, en særlig nærhed på færde. Vi hørte på en helt anden måde, at præsten talte direkte til hver af os. Ordene sank ind. Vi få, der var kommet, sad forsamlede i kirkens gamle rum og hørte de gamle ord, som er sagt til alle dem, der har siddet før. Vi blev en del af et langt større fællesskab, som pandemien aldrig nogen sinde kan røre ved. Det gjorde godt.

Jeg gik opløftet – eller med et gammeldags ord – opbygget hjem, og igen bemærkede jeg indtil flere af de her grupper af venner, familie, naboer, der sad på bænke og ved borde og drak kaffe og snakkede og hyggede sig. Som små fællesskaber, der nu, hvor de store fællesskaber er sat på stand-by eller blevet digitale, giver os en smule varme og glæde i en kold og ensom tid. Fuldstændig det samme som jeg oplevede ved den lille korte gudstjeneste i kirken. Det var ikke det store, men det bragte bud om det store, som vi ikke kan undvære. Når tiden er, som den er, må vi nøjes med de små formater. Men det er uendeligt bedre end ingenting.