Biskoppens klummer
Nyheder
biskop Henrik Wigh-Poulsen sidder i sin lænestol

Vi skal passe på vores fællesskaber i den her ensomme coronatid

Eksistens, januar 2021

 

Jeg har haft en del mødevirksomhed på det sidste. Og som det jo er for tiden, er den foregået på en digital platform. De fleste kender rumlen: Vi møder ind det aftalte tidsrum, mødeleder giver ordet op, og deltagerne markerer, når de har noget de vil meddele. Vi glor på grynede billeder af hinandens trætte fjæs, og husker hinanden på at tænde mikrofonen, når det er vores tur. Vi kender efterhånden vores mødefæller i beskårne billedrammer og får et temmeligt fortroligt forhold til hinandens bogreoler, næsebor og sommerhuslofter. Med mindre vi da slukker for web-kameraet og straks pådrager os mistanken om, at vi gør os andre ærinder imens.

En god bekendt fortalte mig, at ifølge hans herreekviperingshandler, er der aldrig blevet solgt så få benklæder som nu. Den viden skal man passe på ikke at lade sig forstyrre af, når man sidder og småkeder sig til et af de timelange digitale møder. Ligesom man skal passe på ikke at lade sig irritere mere end man plejer af de andres meninger og udseende. For det er der en nærliggende fare for i den endimensionelle skærmverden, hvor dine samtalepartnere bliver fjerne og tavse beskuere, der med et klik forvandler sig til rene meninger og anskuelser.

En af de få gode ting, der er at sige om vores pandemi og deraf følgende afstandskrav, er, at vi på en meget bastant måde bliver klar over, hvad vi savner. Og lige netop, hvad møder angår – og her udstrækker jeg det til at handle om møder i almindelighed – fornemmer vi nok, at det fysiske nærvær er med til at holde os fast på, at vi er så uendelig meget mere end fladtrykte typer eller meningsrepræsentanter på en skærm. Det kan sagtens være, at vi i så mange forhold er nogle halvkedelige og småtrælse typer, men det fysiske fællesskab husker os på, at vi sandelig er fælles om at være det.

For, for at holde sig selv og hinanden fast på det for tiden truede fællesskab, er vi pinedød nødt til at kunne se, høre og fornemme, hvordan vi hver især klør os i håret, rykker rundt på stolen, fortæller dårlige vittigheder, bliver arrige, forsonlige, keder os, kort sagt er til stede i rummet med alt, hvad der nu engang er os. Med andre ord: Hvis vi skal rumme hinandens forskelligheder, skal vi også være tilstede med vores forskelligheder. Som min gamle far yndede at citere med lån fra Kingo: ”Vor næstes fejl vi skjule må med kærlighedens kåbe”. Og det er nu engang lettere, når vi er samme i rum med de andre syndere på andet end en skærm, og når vi hver især kan være os selv, blandt andre.

At være eller blive sig selv sammen med de andre, eller hvordan vi dannes blandt andre, derude i tilværelsens tummel, det er jo også, hvad de gode klassiske danske dannelsesromaner på mange måder handler om. Gad vide, hvordan de var blevet skrevet i en corona-tid? Godt nok endte Per Sidenius i Pontoppidans Lykke-Per i isolation og ensomhed, men det var som bekendt som forhutlet vejassistent i Thy, ikke på en skærm til et Teams-møde.

Hans samtidige forfatterkollega, Jakob Knudsen, anfægtede i øvrigt, hvad han så som Pontoppidans pointe, at man bliver sig selv i afsondretheden fra de andre ved på kierkegaardsk vis at vælge sig selv. Tværtimod, skriver Knudsen, vi bliver først os selv i hengivelse til et andet menneske. Vores selv bliver først til i mødet med et andet selv.

Den indsigt skjuler der sig en prædiken, eller faktisk en hel del prædikener, i. Men her blot nævnt som endnu en indfaldsvinkel til forståelsen af, hvorfor den her forbandede corona-distance eller ensomhed tærer på vores fællesskaber, gør os til forhærdede solister, der bruger uforholdsvis meget tid og energi på at grunde og gå forkert i forhold til hinanden, når vi nu kunne have skiltes med større forståelse og fornemmelse for hinandens forskelligheder.

Mon ikke hoben, der forleden trængte ind i den amerikanske kongres og gjorde halløj, på samme måde har fået næret deres forskruede ideer og konspirationsteorier i ensomheden bag skærmen? Og er det ikke den samme ensomhed, der er brændstof for alverdens ophidsede værdikrigere og deres fladtrykte, endimensionelle opfattelse af deres modstandere, som de ikke finder en samtale eller en smule forsøg på forståelse værd.

Vi skal godt nok passe på vores fællesskaber nu. Vi har alt muligt håb om at kunne ses igen til foråret, men meget kan gå skævt inden da. Så selvom vores gudstjenester er nok så korte og nok så små, så er bare dét, at de er der, og at de findes, og vi her kan sidde på kirkebænken sammen med få andre, som en lille løfterig spire, et spædt varsel om forår og fællesskab engang.