Biskoppens klummer
Nyheder

Vi skal blive bedre til at lade os kalde på

Kirkeligt set - januar 2020

Det er godt at blive kaldt på. Når jeg - for nu at tage udgangspunkt i noget jeg kender til - er på vej ud af en tangent, kendes det vældigt godt, at konen kalder mig tilbage med besked om at klappe i og klikke ud af den rille, jeg er kørt fast i. Sidder jeg selvhøjtideligt og muler, er jeg nærtstående venner og frygtløs familie taknemmelig, hvis de kalder mig ud og tilbage til virkeligheden med en rask omgang hån, spot og latterliggørelse. Og kaldes jeg på, i embeds medfør, et sted ude fra det vidstrakte stift, er det måske ikke altid med nænsom røst, men i sidste ende er jeg ikke så sjældent dømt til en omgang probat horisontudvidelse (selvom jeg ikke på forhånd kan garantere alles umiddelbare tilfredshed).

Så igen: Det er godt, sundt og nærende at blive kaldt på og blive kaldt ud af de andre og til livet med dem. Så meget bedre end at fede den i egne små dunkle indelukker grundlagt på vaner, opmuret af urokkelige synspunkter og tækket med ufravigelige meninger.

Derfor er det også så vigtigt at holde fast i, at vi i en evangelisk luthersk folkekirke kalder på vores præster. Menigheden, der består af folk, som de er flest, forskellige og sammensatte og med varierende præferencer, kalder, som det hedder, ud af deres midte en præst, der skal forkynde evangeliet og forvalte sakramenterne og være der for dem i lyst og i nød. Ikke som en meningsmæssig monolit. Det giver sig selv. Men som den der fortsat lader sig kalde på, kalde ud i tumlen, udenfor murerne, ud i omskifteligheden, ud i  foranderligheden. På den måde at lære og lade sig bevæge er nødvendigt for så meget desto tydeligere at kunne forkynde budskabet om ham der kalder på os.

Det er selvfølgelig aldrig lige let at forlade gamle bastioner. Man vænner sig rasende hurtigt til dem. Det er heller ikke sådan, at du nødvendigvis møder ægtefællen, velmenende venner eller folk i almindelighed med smil og taknemligheds tårer, når de mere eller mindre nænsomt kalder dig ud af dine vaners og synspunkters velforede hule. Det kan være en prøvelse, en øvelse, men også anledning til et grandiost nytårsfortsæt, som nærværende klumme som årtiets første vel bør munde ud i.

For hvis der er noget, der netop nu karakteriserer vores fælles folkekirkelige hverdag, så er det kaldet. Kaldet, ikke forstået alene som menighedens kald af deres præst, men som det kald der hele tiden lyder fra mange forskellige sider, formuleret på forskellige måder, udtalt af mange forskellige og hele tiden med sigte på at få os i tale.

For der ER mange, der kalder. Skolerne, universiteterne, sygehusene, hospicerne, arresterne, de kommunale institutioner og initiativer, hvor præsterne med deres viden, baggrund og tilgang er stadigt mere efterspurgte. De kirkelige diakonale institutioner, der efter mange år i tæt samvirke med kommuner og velfærdsstat også savner at mærke deres kirkelige rødder. Teatrene og festivalerne der søger alvor og dannelse og ståsted at spille op med og imod. De landlige lokalområder der kalder på nærvær og engagagement, samspisning og fællesskab. De nye og opskydende bydele hvor samtalesultne og sangglade yngre generationer og borgere i almindelighed gerne vil være med.

For slet ikke, med en større perspektivudvidelse, at tale om klimaspørgsmålet, som vi alle kæmper som bæster for at finde vores fødder i og indstille vores hoveder på. Samtidigt med at vi har en klar fornemmelse af at være i en uoverskuelig problemstillings vold, dømt til at blive agterudsejlede og beskyldt for svigt og laden stå til af noget, der allerede nu ligner konturerne til et nyt ungdomsoprør. NB, Kirkeministeren kalder på en folkekirkelig positionering og bevægelighed også her.

Vi kaldes også på, som folkekirke, præster og menigheder, af en international og mellemkirkelig krise, med generel indskrænkelse af religionsfrihed og ikke mindst de kristenforfølgelser, hvis omfang bliver stadigt større, og som kræver andet og meget mere end intern værdipolitisk positionering og gensidige beskyldninger om ikke at gøre nok.

Endelig er der alle hverdagens kald og krav om nærvær rundt omkring i sognene i en stadigt mere individualiseret virkelighed med krav og forventninger ad legio, fordi vi alle sammen går så mange forskellige veje. Der er ikke længere kun een måde at gøre tingene på.

At blive kaldt på er et vilkår, et kæmpeprivilegium, men sandelig også en ditto udfordring. Både i forhold til dig selv og din indre huleboer og i forhold til dem, der kalder og forventer at blive hørt. Så det kunne være et nytårsfortsæt, at blive endnu bedre til at lade os kalde på og endnu skarpere til at lytte efter og indrette os med de mange kald? Det er lettere lovet end gjort, men det er en folkekirkelig kerneopgave og spidskompetence, som vi i stigende grad må indrette os med og indstille os på, før vi igen går i selvforsvar eller forsvinder ind i hulen. Godt nytår.