Biskoppens klummer
Nyheder

Hvordan jeg, uden at vide det, blev en del af Systemet

Reflektion, februar 2022

Det er blevet lidt sværere at komme ud af sengen om morgenen. Jeg føler mig både tung og lidt mere stiv i det. Det værker rundt omkring. Så er der et hold i venstre skulder, så en ømhed i højre knæ. Jeg ser dårligere. Jeg hører dårligere. Jeg sover dårligere. Det er nok alderen, tænker jeg.

Men jeg er begyndt at overveje, om det måske også har at gøre med, at jeg i stigende grad bliver en del af Systemet. Og her tænker jeg ikke på Systemet sådan i den klassiske marxistiske halvfjerdserjargon som et udtryk for det bestående, som bedst bekæmpes med kasteskyts og paroler.

Nej, her i 2020erne, går der ret beset flere systemer på Systemet, og systemerne er, vel at mærke, ikke sådan nogle, man bare selv vælger at være en del af. Du glider nærmest ind i dem, uafvidende. Og så efter det meste af et menneskeliv - i hvert fald for sådan en som mig - har de lagt sig lag på lag omkring dig, beslaglagt dig, gjort dig tung og uflyttelig, stivbenet, blind, døv, indskrænket. De har gjort dig til deres. For så vidt uden at du nogensinde behøver finde ud af det.

Og nu, efter denne indledende eufemistiske tågetale, skifter jeg lige et par gear ned og bliver, håber jeg, en smule mere konkret. Skal jeg i en ruf karakterisere mig selv, er jeg en grånende, godt gift bedstefar med mit på det tørre. Ikke noget at klage over dér, sådan i store træk. Ja, faktisk er der endog rigtig meget at være taknemlig for.

Men i en systemkritisk optik er der andet og mere at sige om den ting. For her optræder jeg også, om jeg vil det eller ej, som en henholdsvis hetero- og CIS-normativ. D.v.s. én, der, som jeg indrømmer at være det, er ganske godt tilfreds med den seksualitet eller det køn, jeg nu engang har fået. Men som, som det så også hedder sig, gør, at andre, der afviger fra denne norm, føler sig ekskluderede.

Jeg er hvid, mand, kristen og privilegeret vesterlænding. Dertil er jeg en vælger med hang til demokratisk-liberal konsensus og med en vis kritisk distance til teorier om en global elites sinistre sammensværgelser. Og endelig er jeg en privilegieblind boomer. Sådan en, der er født mellem 1946 og 1964, og har været en ubekymret deltager i det økonomisk amokløb, der har slidt den her klode i stykker, som jeg nu står for at overlevere til mine børn og børnebørn. Jeg er og bliver, som sagt, et veritabelt system-menneske, hvad enten jeg kan få øje på det eller ej.

Og ja, jeg er mig fuldt bevidst om, at jeg, med salmedigter Kingos ord, er en syndedægge, der, selv når jeg vil det gode, griber fejl og raver i blinde og gør fortræd. Jeg er helt på det rene med, at jeg kan være et panser af selviskhed. Jeg ved så udmærket at jeg hører til de stærkt priviligerede, og jeg kan jo med mine egne øjne se og mine egne ører høre, at stadigt flere sårede sjæle og frustrerede grupper i samfundet er vrede på det etablerede og på systemerne, der bærer mig, fordi de ikke føler sig rummede af dem.

Men hvad der nogle gange forskrækker mig, selvom det måske ikke burde, er vreden, der også følger med. En ting er selvfølgelig eksesserne, vi så med Trump og stormen på Capitol, og dét, som måske engang vil udspille sig, når klimadesperat ungdom begynder at gå til yderligheder. Noget andet er den kolde stille vrede, hvormed de andres synspunkter affærdiges.

I et lillebitte tweet, der var en reaktion på mine små tanker om dette anliggende i en anden landsdækkende avis for ikke så længe siden, lød det i al korthed “Han er i kraft af sit hverv irrelevant. Det er ham, der skal tilpasse sig de unge og ikke omvendt, hvis hans ideologi skal overleve. Adapt or die”. Sådan! Det er da klar besked.

Jeg er på det rene med, at der kommer en tid, hvor man skal vige pladsen, nyde sit otium, stikke piben ind og holde sin kæft. Men i dette korte tweet øjnes konturerne til en politisk tendens, en bevægelse måske ligefrem, hvor  man ligesom på forhånd, med sin system-indplacerethed, er diskvalificeret som en slags prop, forhindring eller barriere, der forhindrer det nye i at komme til. Derfor: Tilpas dig eller dø!

Men det har jeg nu ikke tænkt mig lige med det første og agter derfor fortsat, og om Gud vil, rigtigt mange morgener endnu at svinge de stive ben ud af sengen og dertil tillade mig at anlægge det alternative storsyn på systemerne, at de nogle gange også har med traditionens vingefang og rummelighed og historiens og menneskelivets opsparede erfaringer og visdom at gøre, og at lige netop dét måske også, et eller andet sted, kan vise sig nyttigt at have med i oppakningen ind i de bevægede tider, der altid venter lige henne om hjørnet.