Biskoppens klummer
Nyheder

Det helt store udtræk

Aarhus Stiftstidende, februar 2022

Nogle ville måske kalde det for et show. Vi andre, der er fortrolige den slags, vil nærmere kalde det højtideligt. Måske ligefrem storslået! Det handler om ordination af nye præster, og sådan en finder sted i domkirken fem-seks gange om året en torsdag sidst på eftermiddagen.

Ordinationen - man kan også kalde det præsteindvielsen - er folkekirkens måde at byde nyuddannede præster velkommen på. Efter at de har fået deres eksamen og gennemgået en praktisk efteruddannelse, efter et menighedsråd har “kaldt” på dem, dvs. meddelt at de gerne vil have dem som deres præst, efter at biskoppen har indstillet, kirkeministeren sagt ja, og biskoppen eksamineret dem, skal de så ordineres eller indvies ved en gudstjeneste i domkirken.

Lyder det som en noget indviklet ansættelsesprocedure? Ja, det gør det! Lyder det lidt som noget fra et tidligere århundrede? Ja, i høj grad? Lyder det som et show? Ja, men et dybt meningsfuldt og, som sagt, storslået et af slagsen.  For jeg kan forsikre den ærede læser, at her sættes alle sejl. Her giver folkekirken den gas.

Først er der jo rummet i sig selv. De fleste kender til Aarhus Domkirkes majestætiske indre og interiør, hvor byens, stiftets, landets og hele kristendommens historie i den grad taler med, ja ligesom synger i et flerstemmigt kor med billeder, formuer, farver, figurer. Ikke mindst når eftermiddagsmørket falder på udenfor, og lysene tændes.

Dertil kommer en, som regel anseelig, flok af de nye præsters kollegaer i ornat, der går i procession anført af biskoppen i den grønne dronningedesignede bispekåbe, ledsaget af korsang- og orgelspil i verdensklasse (jeg overdriver ikke!) og endelig en masse feststemte kirkegængere fortrinsvis fra de nye præsters sogne rundt omkring fra i stiftet. Sammen synger vi og lytter til teksterne fra Bibelen og beder for de nye præster. Jeg tør godt påstå, at der ikke er mange faggrupper, der begynder deres ansættelse på den måde.

Men hvad er det så de nye præster skal, som kalder på sådan et brag af en velkomstfest?

Ja, de skal først og fremmest omsætte noget meget gammelt til spillevende nutid. Fortiden eller historien betyder meget for de fleste af os. Det er jo det, vi kommer af og bygger på, og som vi orienterer os ud fra. Ikke mindst i kirken, hvor hele vores udgangspunkt og eksistensberettigelse er to tusind år gamle tekster.

Så når vi på så mange måder fastholder det gamle i kirken, er det jo udelukkende fordi, at det har den allerstørste betydning for os, der lever i dag. Og her er det de nye præsters opgave at gøre det gamle hørt på ny, sådan at den, der i 2022 sidder nede på kirkebænken, kan sige til sig selv: “Det er mit liv, der tales om her”. Og sådan at det liv, der måske før var fyldt med gammel ragelse: vrede, sorg, bekymring, mismod, nu, med præstens udlægning af de gamle ord, i stedet bliver fyldt med håb, trøst og mod. At gøre det gamle nyt. Det er, hvad det handler om i rigtigt meget af det, en præst foretager sig.

Og, spørger jeg, er det ikke også derfor vores domkirke, ligesom mange andre af byens kirkebygninger, betyder så meget for de fleste os? At den, og de, står der som et pejlemærke, noget vi holder af og som vi er trygge ved, og som i den grad hører med til byen og os der bor i den?

Var det bare en skal om noget død historie og show og skuespil, tror jeg ikke vores hjerte ville hænge helt så meget ved den gamle bygning.

Man kan sige, at det der har holdt de her gamle sten sammen så længe, er jo, at dét, der sker og siges herinde, ikke er noget fjernt og ligegyldigt for vores liv, som vi lever det nu og her. Den gamle kirke med de gamle ord og den pulserende by der udenfor, hører sammen. Det er ikke to adskilte verdener. De præster, der indsættes under pomp og pragt og hele det historiske udtræk en torsdag eftermiddag i domkirken, er alle på vej ud, rundt omkring i stiftet for at være der og bringe nyt til alle jer og os, der bor derude.

Alene derfor holder vi ordination med det helt store udtræk.