Ventetid

Jeg håber, at når den her klumme læses, er der kommet en smule mere afklaring omkring genåbningen af vores samfund. For nu, hvor den her klumme skrives, ligger trætheden og utålmodigheden tungt over os alle. Efter nogle uger med blå himmel, skarp frost og fantastiske solopgange, er tøvejret sat ind. Det regner, det er småtåget, og vi længes som gale efter normalitet, mens vi utålmodigt venter på, at hverdagene vender tilbage med skolegang, åbne butikker, kollegaer, håndtryk, krammere og samvær med mere end fem af gangen.

Vente og længes. Det er jo ikke noget, vi er vant til. Tværtimod er omgående behovsopfyldelse kommet mere og mere på dagsordenen. I hvert fald hvad vores forbrug angår. Du skal ikke vente længe på at få den vare, du bestiller, hvad enten du bor i byen med de mange specialbutikker eller ude i det store opland. Når og hvis Amazon får fodfæste på det danske marked, vil de fleste forbrugsgoder nærmest bare være et fingerknips væk. Vi skal ikke længere vente på, at der kommer en båd med bananer.

Det samme med internettet der omgående leverer en hvilken som helst information, du har brug for. Fotos, vi før skulle vente en uge på, før de blev fremkaldt, tager, lagrer og deler vi på stedet. Musikken vi før sparede op til, når der kom en ny LP, henter vi ned og afspiller vi, når og hvor vi har lyst. Film kan købes og beses, i samme øjeblik vi hører om dem. Jeg er 60 plus og har derfor ret til at mindes og besvære andre med mine erindringer, og det er faktisk ret påfaldende, hvor meget man engang skulle længes efter og vente på det, man gik og ønskede sig.

Det har corona-tiden som bekendt ikke ændret ved. På den måde buldrer vi afsted som før. Pakkepostbilerne og Wolt-budene myldrer travle rundt på gader og vej, og Netflix har reddet mangen en aften i de små hjem. Men bag alle de her omgående behovsopfyldelser har der luret en større og dybere trang og længsel, end vi er vant til. Vi er lige nu ude i en anderledes seriøs ventetid, der gør noget ved os og får os til inderligt at længes efter det, vi ellers har taget for givet: hverdagen, normaliteten, fællesskabet med andre mennesker.

I vores kirker og i de tekster de bygger på, er der masser af erfaringer med at vente på og længes efter bedre tider. Lige nu befinder vi os i det, vi kalder fastetiden. Før i tiden faldt den sammen med den tid, hvor forråd og livsfornødenheder begyndte at slippe op, og kulden bed. Fasten var på den måde også en tid, hvor man havde øje for, hvad et menneske virkelig behøver og har brug for ud over de mest umiddelbare behov. 

Man kan sige, at vi alle sammen oplever en fastetid lige nu, og at det hjælper os til, ligesom i kirken, at fæstne vores øjne på noget godt, varigt og værdifuldt bag ved flygtigheden. Vi ser, at det der holder, ikke nødvendigvis er, hvad vi putter i hovedet og forkæler os selv med, når vi har lyst til det, men det vi får og har fået sammen med vores medmennesker, alle de uendeligt mange gode gaver vi får lige ned i hatten, dag ud og dag ind, og al den opmærksomhed på og omsorg for hinanden dét kalder på. Det er en værdifuld erfaring at gøre sig og tage med sig ind i tiden, der kommer, når vi ikke længere skal holde afstand, og det hele forhåbentligt begynder at falde på plads igen.

I en af de salmer vi gerne synger i kirken i fastetiden, lyder det: ”Trange tider, langsomt skrider”. Sådan kan man godt have det lige for øjeblikket. Men salmen minder os også om, at det spirer nede under sneen, og at noget andet bryder frem, og at det alt sammen ender godt. Den salme er god at synge lige nu. Prøv det, lyt efter og lær!