Biskoppens klummer
Nyheder
biskop Henrik Wigh-Poulsen sidder i sin lænestol

Vil myndighedernes tunge hånd dele os op i følgere og skeptikere?

Eksistens, februar 2021

 

Vi bor i byen, tæt på vandet. Så på disse frostbidende februardage med lav, kold vintersol over Aarhus, mens midtbyen ligger død og stille hen, er der trængsel på fortovet uden for vores vinduer. Ud vil vi! Ud! Om end ikke som Bjørnson over de høje fjelde, så i hvert fald væk fra de beklumrede stuer, hvor vi færdes i vores corona-ensomhed. Og så går vi, mand af hus. I weekenderne er det nogle gange, som om en national vandrebevægelse, en genfødt wanderbewegung, har grebet vores folk.

Langs kystvejen, gennem skoven og tilbage langs stranden går vi i gåsegang. Fire mobile kaffeboder kan der nogle dage tælles på den relativt korte strækning mellem Tangkrogen og Varnapalæet. I Mindeparken og Marselisborgskovene hersker jævnligt parkeringskaos. Nogle advarer om faren for nedslidning af de folkekære naturområder, og de lokale aviser oplyser flittigt om alternative vandreruter i det østjyske.

Det er som om den her unisone folkelige bevægelse afspejler den samfundsmæssige konsensus, vi lydigt har fulgt i det pandemi-år, som snart er gået. Ved enigt at holde afstand og lukke ned og lade os teste har vi bevæget os sammen, i mere end en forstand trasket enigt afsted, i flok og rad. En ret enestående bedrift når man tænker over det, og når man betragter de dagligt faldende smittetal. En bedrift som måske vil præge vores måde at tænke stat, samfund og fællesskab på i årtierne, der kommer. En styrket stat og et, skal man kalde det, mere militant samfundssind, kan sagtens blive udkommet af det store corona-chok, ja, er vel allerede ved at blive det. Den nuværende regering viser vejen, skal jeg da lige love for, mens de liberale i blå blok er i krise.

Så selvfølgelig rører friheds- og oprørstrangen på sig. Det kan ikke være anderledes. Det danske traditionelle småanarki, kolonihave-individualismen og den gode gamle folkelige Olsen-Banden-trods i forholdt til stat og systemer er udfordret, hvilket for tiden kommer til udtryk, om end endnu på ret så beklemte måder.

Og her tænker jeg ikke så meget på de sidste ugers forargelses-historier, ikke mindst på de sociale medier, om hele familier, der i et akut anfald af corona-kuller og frihedstrang, trodsede forbudsskiltene og begav sig ud på tilsyneladende frosne søer (måske bare en ny forældregeneration uden erindring om vintervejr som ikke fik lov til at gøre deres egne erfaringer med livsfarlige lege på naboens branddam). Jeg tænker heller ikke på familierne med indkøbsabstinenser, der shopper amok i Bilkas afdeling for varmt undertøj og hvæser af butikseleverne, når de beder dem om at holde afstand. Ej heller på festsulten ungdom der fyrer den af i lejede lokaler og tager benene på nakken, når politiet tropper op og spørger: ”Hvad foregår der her?”.

Det er mere, den der snigende mistænksomhed i forhold til ”systemet”, regeringen og al lovlig øvrighed iblandt os, der begynder at blive luftet og så småt at få stemme. Også ud over Mændene i Sorts, fodboldbøllernes, sølvpapirshattenes og anarkisternes, snævre kreds. For det er da bemærkelsesværdigt, at en tredjedel af danskerne, ifølge TV2s undersøgelse sidste weekend, mener, at myndighederne holder information tilbage vedrørende Coronavirus. Tolv procent mener tillige, ifølge samme undersøgelse, at myndighederne bruger virusberedskabet til at indskrænke folks frihed på lang sigt.

Det er faktisk en del, og det tyder alt andet lige på, at beredskabets tunge hånd på danskerens skulder, der indtil nu har fået os nogenlunde gennem et slidsomt og smitsomt år, mere end risikerer, at føde en mere eller mindre formuleret skepsis i forhold til stat og styre. Pludselig står vores af gode grunde højt besungne tillidsbaserede andels-, højskole-, forenings-, folkelige forsamlings-Danmark måske ikke helt så sikkert på benene længere. Små revner og sprækker begynder at vise sig, som andre steder og i andre lande er blevet til rene kløfter, når de rene gakkede konspirationsteorier pludselig tager over, og som i USA bliver en fare for demokrati, retsstat og fællesskab.

Man kan sagtens forestille sig, at corona-dagsordenen, når den er ovre, så småt bliver til en klima-dagsorden, hvor myndighedernes tunge hånd bliver liggende, hvor den allerede ligger. Spørgsmålet er så: Vil vi, som lige nu, traver rundt som gale på gade og sti, i stigende grad dele os yderligere op i skeptikere og følgere, eller hver især kæmpe med de her to indre stemmer? Når jeg fra mit vindue ser forsagt derud på de vandrende folkemasser, fornemmer jeg i hvert fald, at noget er ved at bryde op og forandre sig. Men det kan jo bare være, at det bare er mig.