Og hvor foregår teologien så nu?

Jeg har på det sidste fornøjet mig med at læse to nyligt udkomne erindringsbøger om nyere dansk teologis guldalder om og af henholdsvis Jørgen K. Bukdahl og Ole Jensen (Niels Gunder Hansens Tanker af en anden verden og Ole Jensens Og så alligevel). Begge har været godt selskab. Og det får unægteligt en anden dimension, når du selv har en alder, hvor udgivne erindringer så småt begynder at tangere dine egne.

Da jeg begyndte på det teologiske fakultet året efter Bukdahls død og fire år efter Ole Jensens doktorgrad, gik der stadigt frasagn om dem begge. Mange var de lærere og ældre studerende, der begræd Bukdahls, den unge lysende begavelses bortgang, eller med lys i øjnene fortalte om et dramatisk og tv-transmitteret disputatsforsvar ved den viltre doktorand, der siden hen var blevet miljøbevidst domprovst i Maribo.

Flere af de i begge erindringsbøger så levende skildrede bipersoner var endnu etablerede undervisere og forskere på Aarhus-fakultetet i 80ernes begyndelse. Vi så på dem med ærefrygt og blev af andre gjort fortrolige med rygterne, intrigerne og meritterne, der fulgte deres renomme. Vi lyttede med andagt nede på bageste række, indtil de så småt takkede af, eller vi fandt vores egne veje. Dengang ind i litteraturen, æstetikken og det postmoderne med Hans Hauge som velvillig samtalepartner på Engelsk Institut længere henne af gangen på Nordre Ringgade.

Og nu sidder man så her små 40 år senere og tænker over, hvad der siden hændte, hvilke sving og drejninger det tog undervejs, og hvor teologien er nu og i hvilken forfatning. Sådan er det jo med gode erindringer. De kaster et indirekte lys over din egen tid. Du lægger bogen fra dig og begynder selv at huske efter.

Den nemme betragtning vil så være, at det siden gik den vej, som hønsene skraber. Ak, hvor forandret, hvilken tilbagegang og elendighed, tænker du og mindes dengang, auditorierne vist nok dirrede af forventning og erkendelsesfryd. Ja, dengang der var præstekonventer til, hvor bølgerne vist nok gik højt, og der blev diskuteret igennem til efter midnat, hvor man ikke skulle ud og løbe næste morgen, og der altid var tid til en længere middagssøvn dagen efter.

Men som sagt, det er den nemme betragtning, forfaldsfortællingens bekvemme og ureflekterede kassation af alt, der siden fulgte. Nej, den omtanke der bør ledsage enhver velfortalt og vedkommende erindringsbog, indbyder snarere til, at overveje, hvor det gror og sætter frugt henne i dag, som det groede og satte frugter dengang i studerekamre, auditorier og tykke afhandlinger.

Vi er hverken på bjerget (universitetet) eller på marken (folkekirken) blevet dummere, mere ligeglade eller overfladiske siden dengang, men vores omverden er ikke længere den samme. Så langtfra endda. Og følgelig befinder vi os med vores teologiske ballast og interesser ved nogle andre fronter, involveret i andre kampe, som her og nu er svære at sætte navn på, da vi nok generelt er mere optagede af og dygtige til at beskrive kølvandsstriben end skumsprøjtet omkring boven.

Nærværende dagblads kirkeredaktør beskrev for nyligt, hvordan fagteologerne forsvinder fra sammenhænge, hvor de før færdedes og bidrog til den offentlige debat: skoleverdenen, medierne og det politiske liv ikke mindst. Teologistudiet er som andre universitetsstudier ramt af besparelser, fremdrifts- og andre reformer og dermed en manglende mulighed eller motivation for de studerende til at gå nye veje. På den måde kan der sagtens tales om en jævnet olymp eller et parnas bragt ned i første sals højde, selvom lærere og undervisere har samme niveau, som de vel altid har haft.

Men man kan måske også med famlende ord og mangel på overblik (her er vi tilbage ved skumsprøjtet ved boven) pege på en ny bred tendens med en offentlighed, hvor man ikke længere passer sit eget i veldefinerede mere eller mindre adskilte enklaver, men tværtimod afkræver universitet såvel som folkekirke en relevans og en legitimitet, der kan være både anmassende og anfægtende, fordi den ikke lader os i fred med vores eget, værnet bag traditionens trygge grænser. Vi kaldes på af så mange forskellige i så mange forskellige sammenhænge. Som sådan i langt større nærkontakt med vores omverden og ikke kun den indforståede flok.

Så hvor sker det i dag? For mig at se, og for kirkens vedkommende, dér hvor præsterne gør dagligt møde ved fronten for at fortælle, forkynde for og undervise en på en gang nysgerrig, interesseret, ligeglad, kritisk, lidenskabeligt optaget, distanceret, tunghør og opmærksomt lyttende omverden. Viden, uddannelse og budskab skal omsættes og give mening, men du får ikke noget foræret på forhånd. Der skal knokles og gås nye uforberedte veje. Hele tiden.

Det lyder måske ikke videre spektakulært og akademisk ophøjet. Sikkert heller ikke særligt dybt, men pladsen er begrænset i min bette klumme, så lad dette være en bold lagt i en blød bue ind i feltet til videre overvejelse.

Men mon ikke de alligevel dukker op en dag, erindringsbøgerne fra vores tid, hvor netop den historie fortælles, og hvor navne og personligheder og begivenheder skiller sig ud, kølvandsstriben pludselig tegner sig, og vi, der endnu er i live, nikker dertil, mens øjnene dugges og læberne ber.