Den glade vandringsmand og de gode fællesskaber

Vi går en del, fruen og jeg. Vi spadserer. Sammen og hver for sig. Man tænker godt, når man går. Indtryk, iagttagelser, ærinder, og hvad en gåtur ellers fører med sig, er gode og sunde forstyrrelser i en hverdag præget af møder, samtaler og stillesiddende skærmarbejde. Vores gåture kan være mange slags, lige fra et hurtigt ærinde henne i Føtex til en tre fire timer lørdag formiddag i skoven og langs stranden med vandresko og madpakke. Især det sidste har vi dyrket med stigende intensitet det sidste års tid, når en arbejdsuge med væg til væg møder og en del rejseri har skullet fordøjes. Det er vist, hvad man på godt dansk kalder “grounding”: ud i vejret, ud på stierne og få noget andet ind i hoved og krop end snak omkring konferencebordet.

Nå, men der går vi altså, glade og fro ad de mudrede stier, vi her i byen er så privilegerede at kunne dreje ind på så tæt ved midtbyen. Vi sender en venlig tanke til den lille kaffevogn, der på privat initiativ er opstillet ved dyrehaven, og så går det ellers mod Moesgaard med raske skridt: ud til campingpladsen, op af den lange trappe til Ørnereden (“Stairway to heaven”, kalder jeg den), ad den smukkeste skovsti og markvej ud til iskiosken og så langs stranden, over høfder, forbi bådlaugene, tilbage til Dalgas Avenue, hvor en god middagslur venter.

Og jeg skulle hilse og sige, at det ikke er en fornøjelse, vi har for os selv. En del af glæden ved gåturen er de mange, vi møder. Hvad der hele tiden minder os om, at vi, heller ikke hvad den her fornøjelse angår, har opfundet snapsen til silden, men at vi tværtimod er trådt ind i et allerede eksisterende fællesskab af andre midaldrende med hang til frisk luft og fritidstøj. Vi hilses på med smil og stor venlighed af alle de andre bedstefædre- og mødre med ransel på ryg og varm kaffe i termokanden. For ti år siden ville jeg have hadet det. Nu føler jeg mig taget imod.

Sådan er det jo med de gode fællesskaber. De er der allerede på forhånd. Deres dør er åben, og de fortæller os, at vi her er fælles om noget stort og godt, som vi, uden nødvendigvis at snakke det ihjel, glæder os over.

Det kan sagtens være, at vi generelt blevet større individualister, og at vores muligheder er så mange, at det nogle gange kan være angstfremkaldende. Men fællesskaberne, som du træder ind i, kan i den grad opleves som en befrielse.  En befrielse fra dårligt humør, fra selvoptagethed, fra hverdagsbekymringer og ensomhed.

Man tror det måske ikke, når man sidder for sig selv og muler. Men når den lille bevægelse op fra sofaen, ud af fordøren, ud på gader og stier er taget, så erfarer du igen og igen, at verden kan ændre sig og blive ny i mødet med de andre. Om det så blot er en hilsen eller en lille ordudveksling.

Det er såre banalt, men du skal hele tiden lære det og erfare det på ny. Gåturene ved skov og strand, en tur på stadion søndag eftermiddag, løbeklubben, litteraturstudiekredsen, frivillighedsarbejdet, eller, skulle jeg igen hilse og sige, i kirken, i menigheden, ved gudstjenesten og de mange arrangementer i sognegården, alt dét løfter dig ligesom ud af dit eget og ind i en større sammenhæng. For kirkens vedkommende den størst tænkelige overhovedet.

Nå, men prøv selv efter. Og måske skulle jeg lige tilføje, at livet med vandring, samtaler og en lille udendørs rugbrødsmad ved frokosttid bestemt ikke kun er for generationerne med knæbind og læsebriller. Tvært imod har jeg iagttaget, at det er blevet lidt af, hvad man med et andet godt dansk ord, kalder en “trend” blandt yngre folk også.

Og lad mig så slutte min klumme for denne gang med tilfreds at konstatere, at de mudrede stier i byens næromgivelser endnu ikke er blevet en del af en lokalplan eller et velment kommunalt projekt udsat for events og oplevelser, men at de får lov til at ligge der og passe sig selv og give en masse af os en god dag derude, hvor bølger, måger og træer bare er.