Biskoppens klummer
Nyheder
Biskop Henrik Wigh-Poulsen i sin lænestol

Eksil i griseland. En flugt fra den brogede verden

Kristeligt Dagblad, Refleksion december 2021

Det kan godt være, at Boris Johnson fik læsterlige indenrigspolitiske tæv, da han for nogle uger siden holdt sin nu berømte og berygtede Gurli Gris-tale til en konference for britiske erhvervsledere. Men han vandt trods alt en smule af min sympati.

For de ikke indviede kan jeg oplyse, at Gurli Gris er en populær tegnefilmsfigur for børn i de helt små størrelser. Hun ligner, med Boris Johnsons ord, en hårtørrer malet af Picasso. Handlingen og intrigerne i hvert afsnit får vores egen Bamse og Kylling til at fremstå som ren Strindberg. Men - og det er alt afgørende - de små størrelser elsker det. Og så gør deres forældre og bedsteforældre det også. Især når de omtalte små, trætte efter dagens tummel, går i dvale foran kassen, hvor Gurli, hendes søskende og far og mor (grissebasser i forskellige størrelser) øffer løs i båndsløjfe.

Jeg forstod så inderligt den britiske premierminister, da han med inden- og udenrigspolitiske problemer til op over begge ører, sikkert uden erindring om hvem der sad og lyttede til ham dernede på stolerækkerne, og med tydeligt rod i manuskriptet, i hast retirerede til et gyldent minde om et nyligt besøg i Gurli Gris Land (en britisk pendant til Lego-Land).

Som en der selv har haft sådan en lille opbragt, og nu foran tv’et henslumrende, Gurli Gris-fan på skødet, mens alverdens bekymringer svandt ind til intet, og ens gamle farfarhjerte svulmede, sympatiserer jeg stærkt med “BoJo”s flugt i ånden til det tegnede griseland. Did hen hvor ingen problemer bor, hvor gaderne er sikre, skoledisciplinen er i top, og busserne kører til tiden.

Så kan man selvfølgelig muntre sig over, at afstanden mellem den gode Johnsons egen Brexit-vision og den britiske virkelighed netop nu, minder ikke så lidt om forskellene på tegnede grise og levende mennesker. Men har vi det ikke alle med, i så mange forhold, at gå i lejlighedsvist griselands-eksil, når den uoverskuelige virkelighed med alle dens besværlige mennesker og sammenstyrtende imperier banker på?

Jeg kan i hvert fald få øje på en del oplagte eksempler i tiden, hvor en besværlig verden gøres enkel og males lyserød, og man kan være i fred med sig selv og sine meningsfæller. Det tænker jeg, læseren også kan. Men lad mig i flæng nævne de aktuelle diskussioner om dels køn og identitet, dels coronavaccinationer. Begge steder går der vældigt let griseland i den, om jeg så må sige.

For når skuespilleren Eddie Readymayne, der dygtigt og med elegance har spillet en filmrolle som transkønnet i ”Danish Girl”, efterfølgende går ud og angrer, at han har gjort det, er det tydeligvis resultatet af et gryende verdensbillede, hvor andre, især hvide heteroseksuelle mænd eller “cis-normative” (så vidt jeg har forstået begrebet), skal passe morderligt meget på med ikke at kloge sig på andres kønsidentiteter. Den store verden reduceres til små overskuelige zoner, safe-spaces eller Gurli Gris-lande uden kontakt med en kompleks og broget og mangefacetteret virkelighed, hvor tingene sjældent går op i klokkeklare identiteter, fordi levende mennesker nu engang kæmper, skændes, tager fejl, krydser grænser, blander farver og ikke altid ved, hvem de er, hvor de hører til, og hvor de vil hen.

Og når gode folk i disse bevægede dage stædigt fastholder, at de ikke vil udsætte sig selv eller deres børn for vacciner og på den måde tage en for folkesundheden, så er det måske nok, fordi de er bange for at gøre noget forkert, eller fordi de ikke helt har tillid til sagkundskaben og myndighederne. Men kan det ikke også meget let blive til en flugt ind i et alternativt, lyserødt tegneserieunivers, hvor de andre, de udsatte, de svage, de syge og de gamle med deres angst, svaghed og vaklende helbred holdes lidt på afstand som noget for mig og mine egne uvedkommende?

Jeg kunne sagtens opregne endnu flere eksempler på flugten fra verdens bøvl og brogede mylder og ind i hjerternes og de rene viljers Gurli Gris Land. Tiden flyder over med dem. Sjældent, omend nogensinde, har vi været så uvillige til på en lang række områder, politisk, kulturelt eller i troens anliggender, at bevæge os ud og lade os bevæge og flytte rundt med af “de andre”. Vi bliver helst, hvor vi er og lukker døren mere eller mindre stilfærdigt til den brogede og virkelige virkelighed derude. Vi lader os helst ikke forpligte af den og beskylder frejdigt de andre for at have forladt den. Akkurat som jeg, indrømmet, selv gør i nærværende klumme.

Kan være Boris Johnsons tale var lidt af en katastrofe. Men som han stod der og bladrede desperat i sit manuskript og med vilde øjne ligesom så ind i en anden endimensionel tegneserie-virkelighed, hvor verdens larm ikke kan nå hen, fik flugten også et såre menneskeligt ansigt. Jeg er bange for, at vi er rigtigt mange, der et eller andet sted, forstod ham alt for godt. Øf!