Byens udsigt over bugten

Det er tydeligt, ikke mindst i denne avis spalter, at sagerne om de høje huse og byens udvikling optager rigtigt mange af os. Emnet vækker stærke følelser, og det kan, har det vist sig, flytte mange lokalpolitiske stemmer. Og det måske mere end nogensinde før.

Lur mig, om sindene ikke også vil komme i kog i forbindelse med den planlagte havneudvidelse, som er i offentlig høring i disse uger. Ganske vist er havnen derude, med dens enorme erhvervsarealer, ikke byen, hvis gader vi kender så godt, og hvor vi reagerer, når kendte bygninger rives ned, eller nye huse skyder op og bemægtiger sig byens skyline. Her er det mere udsigten over bugten, der er på spil, når kraner, industri og bygninger på det efter planerne stærkt udvidede havneterræn kommer til at dominere horisonten.

Diskussionen vil som sædvanligt forløbe af to baner. Politikere og erhvervsfolk vil argumentere med nødvendig vækst og udvikling. Havnen har vokseværk. Den er stadig mere søgt, beskæftiger mange og kalder desperat på udvidelse. Her overfor står rigtigt mange borgere, der som i tilfældet med byens hastige forandring, synes, at den by som de holder af, efterhånden ikke længere er til at kende. Og nu trues så også byens ikoniske udsigt fra stranden og kystvejen over mod Mols.

For en ting er, at byens gader og hele ansigt forandres markant i disse vækstende og kapitalstærke tider. Noget andet er, at den uforanderlige kystlinje derude, der fra den tidlige middelalder, gav Aarhus ly og læ til at vokse sig stor og stærk, nu pludselig også tabes af syne eller skubbes i baggrunden af hensyn til nutidens udviklingskrav og vokseværk.

Penge og vækst skal der til. Sådan er det bare. Ikke mindst for at vi kan finansiere den velfærd der betyder så meget for os alle nu og i de kommende år. Men vores hjerte hænger nu engang også ved det, vi kender, og det, der var. Det kan sagtens være, at det er både ulogisk og selvmodsigende, men det er et faktum, som i nogen tid har præget det politiske billede. Både i det nære og i det store globale perspektiv. For vi lever altså også af det genkendelige, af historie, traditioner og pejlemærker og tryghed i en tid, hvor vi synes, at alting forandres, og hvor selv klimaet er af lave.

Der har været skrevet og talt meget om, hvordan vælgehavet i mange lande rundt omkring os er i opbrud, fordi mange har det skidt med den udvikling, som de fleste seriøse politikere af gode grunde taler for og driver på. Mange vælgere føler sig ganske enkelt på den forkerte side af væksten og udviklingen, synes ikke rigtigt, at den har med dem at gøre, eller at det bare går alt for hurtigt.

Og i lande med en mindre udtalt sammenhængskraft end den vi trods alt kender til herhjemme, kan det komme til udtryk på voldsomme måder. Som vi f.eks., så det med De Gule Veste i Frankrig, med Trumps kernevælgere i USA, eller som vi kan frygte, det bliver tilfældet med nye klima-kampklare generationer.

Dér er vi heldigvis ikke endnu. Der er langt fra den franske provins og det amerikanske midtvesten til Aarhus gader. Men jeg tror virkelig, at vi alle - borgere som politikere - med de her eksempler for øje - også fremover må være meget opmærksomme på ikke at færdes i to forskellige virkeligheder, hvor den ene part i alt stræber efter vækst og udvikling, mens den anden part lukker sig inde i tilbageskuende modvilje mod samme.

Viljen til at fastholde samtalen, forstå, lytte og gå i møde er vigtig som aldrig før. Også hvad byen her angår. Kampen for eller imod fortætning og udsigt står måske ikke allerøverst på den politiske dagsorden. Men den har dog med vores fælles hverdag at gøre, og derfor er den vigtigt nok.

Og med dette fromme ønske sendes en glædelig jul og et velsignet nytår til alle jer, der læste min klumme helt til ende.