Den glade juletummel

Julen er som bekendt fyldt med ritualer. Ting man gør sammen på bestemte tidspunkter. Fruen og jeg sætter pris på blandt flere ting, at bruge nogle sene eftermiddagstider her midt i december måned til at købe julegaver til den stadigt voksende familie. Gode gammeldags julegaveindkøb i rigtige julepyntede butikker. Det er svært hyggeligt. Hyggeligere end at sidde med sin mobiltelefon og fedte rundt på en hjemmeside og bestille fra et fjernlager, for nogle dage senere at stå i kø i den lokale pakkeudlevering, hvor den arme kioskejer fortvivlet roder rundt i bunkerne af bestilte julegaver. At gå rundt der i byens gader med lang indkøbsliste og stadigt mere bugnende poser, for til sidst totalt belæsset at kante sig ind af sin hoveddør, hører sig simpelthen til, ligesom brunkagebagning, juletræshentning og julekortskrivning.

Julegaveindkøb i den oplyste midtby hensætter mig altid i den her sikken-voldsom-trængsel-og-alarm stemning, og derfor var det også en lidt knugende fornemmelse, at gå på gavejagt, dagen efter corona-nedlukningen. Rådhuskroen, hvor der altid er fyldt med julefrokostgæster sådan en eftermiddag ind under jul, lå tom og mørk hen, cafeerne og barerne ned af Frederiksgade ligeså. Ingen øllede glade mennesker, ingen pjattet ungdom i flok, ingen sangkor, ingen opstemte julefrokostselskaber, ingen mulighed for at gå inden for et lille listigt sted, tætpakket med glade mennesker, til en kop gløgg eller kaffe.

Sådan er det jo i år. Det kan ikke være anderledes. Vi skal slå den her forbandede corona ned og holde afstand og gå med maske og tildækkede ansigter og passe på. Men hold da op, hvor bliver det lige pludselig klart, hvad vi savner og mangler så bitterligt, og som vi skal være rigtigt glade for at få tilbage, når det engang bliver hverdag og normalitet igen. For hvad er en jul uden det her samvær og fornemmelsen af fællesskab? Lad gå at vi må undvære den blidt dalende julesne. Det er de andre, det store fællesskab, vi dårligst kan undvære.

Hvad er det, der står som de lysende juleminder for hver af os? Er der ikke det venlige kaos, hvor mange var til stede: Bedsteforældre, småbørn i bunker, ”puslinger i hver en vrå”, rodet i stuerne, halløj på arbejdspladsen, de fyldte gader, gaverne man glemte i skyndingen, juletræet der væltede, køen uden for slagteren, når anden skal hentes. Stærkest i min egen erindring står min barndoms landsbykirke ude på det østlige Djursland, hvor vi godt nok også sad tæt juleaften. Jeg ser dem for mig endnu, de brede svedige rygge (varmeanlægget kørte for fulde omdrejninger), generationerne der masede sig sammen på de faste bænke, graveren der sammenbidt bar bænke ind, knæfaldet der blev inddraget til siddepladser for bredbagede bondekoner og så salmens ord om, at ”nu glædes gamle og unge”. Alle stemte i - helt uden at tænke på smittespredning

Sådan bliver det ikke i år rundt omkring i stiftets kirker. Vi holder åbent og holder gudstjenester i julen. Men også her holder vi afstand. Vi sidder ikke tæt. Derfor skal der, i de fleste kirker reserveres plads på forhånd. Præster og betjening knokler for at få det afviklet på bedste måde. Der står håndsprit i våbenhuset, vi tager mundbind på og får duggede briller, når vi går ind og ud. Men vi hører juleevangeliet, hvor englen, der kommer med en engleflok, siger til hyrderne, der klumper sig sammen på marken: ”Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket”.

”Hele folket”, ja. For jul er noget, vi er sammen om at fejre. Julens kerne er samværet, det store samvær. Gud, engle, dyr og mennesker i glad og hellig tummel. I år bliver det så på vågeblus, og alle vi der er så heldige, at mærke samværet og fællesskabet blandt familie og venner, kan så give det en tanke, hvor vigtigt det er, at vi, som vi nu bedst kan, også i julen er der for dem, der i deres næromgivelser ikke har så mange at være sammen med, og som i dobbelt forstand kan føle sig udenfor. Julens budskab omfatter på enhver måde også dem. Måtte vi gøre vores til, at de også mærker det.