Om mundbind og sølvpapirshatte

Nogle gange skal der blot et par verselinjer, til at få en smule orden i det kaos, man befinder sig i. Lige for tiden er det TV-2-sangen fra min ungdoms Aarhus om at vente “bag de altid duggede ruder”, som runger i mit baghoved og yder en vis støtte, når jeg indtil flere gange om dagen, ude fra kulden og med mundbind på, vælter orienteringsløs ind i varmen - hos bageren, Føtex eller i sognegården - med akut fremkaldt brillekondens. Desperat navigerer jeg efter skygger og stemmer, og, med risiko for at rage varer ned fra hylderne eller få uønsket og ikke anbefalet nærkontakt med fremmede mennesker, må jeg tålmodigt vente et minuts tid, indtil verden antager kendte former, og jeg igen kan orientere mig i den. Så nogenlunde da.

Men er det ikke sådan, at vi i disse dage generelt bevæger os rundt i en sær afstand til vores omverden, bag i mere end en forstand duggede ruder? Og er det ikke, spørger jeg retorisk, hvad der kendetegner tidens politiske samtale herhjemme og ude, at vi på samme måde, som vi går og gisner om, hvem der gemmer sig bag de andre hospitalsblå halvmasker, bruger rigtig meget tid og energi på at gisne om, hvad der mon i grunden foregår, eller ikke foregår, i det halvskjulte bag de offentlige politiske dagsordner, præget, som de jo er, af den verserende nødretstilstand?

Minksagen er et godt eksempel på, hvordan vi syntes at ane, at noget har været skjult, gravet ned og foregået bag de omtalte duggede ruder. Fornemmelsen af ikke at have fået hele sandheden, har i hvert fald givet frit slag til at udlægge og granske motiver, ikke mindst af den mere personlige slags: Magtbrynde, arrogance, krokodilletårer, kuede embedsmænd, bissede departementschefer eller, for den sags skyld, stærke lederevner, når ukendte og farlige farvande skal besejles. En pandemi giver ingen mening. Det gør personlige motiver og karakterer der imod. Så hvad er det for nogle, der gemmer sig deromme bag ved, spørger vi og kniber øjnene sammen for bedre at kunne se.

I USA hvor tendenserne jo altid trækkes lidt skarpere op, er mange overbeviste om, bag pandemi, maskepåbud og vaccinationsvarsler, at se sinistre sammensværgelser, der involverer et broget persongalleri af demokratiske politikere, Bill Gates eller George Soros konfronteret af helten Trump. Konspirationsteorier kaldes fænomenet, og vi ser dem også blive luftet flittigt ved demonstrationer i Tyskland og Frankrig, hvor folk fra yderste venstre- og højrefløj sammen med diverse repræsentanter fra det alternative overdrev, protesterer mod flokken af magtgale og manipulerende politikere, der knægter deres hævdvundne. frihed til at smitte andre.

På sære måder er der indgået en underlig uhellig alliance mellem mundbindet, som er pålagt os, med hvilket vi signalerer afstand og får duggede briller, og så tidens anden populære beklædningsgenstand, sølvpapirshatten, der indikerer, at du et et fribårent menneske, der modsat vi andre flokdyr, ser ind til tingenes egentlige, og for verdens øjne, skjulte, personbårne sammenhænge.

Forstå mig ret. Jeg påstår ikke at vores hjemlige corona-relaterede diskussioner har det store til fælles med gakkede teorier om skjulte magtklikers dystre hensigter, men det lugter nu en lillebitte smule derhenad, når en kompliceret  og i sagens natur stærkt udfordret politisk proces koges ned til  et spørgsmål om statsministerens personlige karaktertræk og egenskaber, hvor hun i opslag på de sociale medier skildres som henholdsvis kær nordkoreansk leder, topnazist eller for den sags skyld mor Mette der så suverænt bærer os gennem krisen.

Konspirationsteorier er i sagens natur som regel både dumme og potentielt livsfarlige. Men de er også, i bund og grund et tegn på afmagt, en kollektiv tumlen rundt bag duggede ruder, hvor man desperat famler efter noget genkendeligt, fatteligt og forståeligt, det vil sige andres personligt motiverede bestræbelser på at få magt og indflydelse over os. Man kan måske kaldekonspirationsteorier for global sladder, en ondsindet hvisken-tisken ved stammens bålplads.

Jeg er sikker på, at det personlige kommer til at spille en stadigt større rolle i politik. Og på sin vis er det forståeligt. Det gør sagen mere vedkommende og forståelig, samtidigt med, at det afspejler en fordring om ordentlighed og ansvar hos beslutningstagerne. Men når det netop kommer til det, der netop ikke kan styres, det være sig den nærværende pandemi og, henne om hjørnet, den truende klimakatastrofe, skal vi passe morderligt på med ikke at træde over grænsen ind i konspirationernes tosseland, bag de altid duggede ruder alene at gøre det til et spørgsmål om, at – det er ganske vist – derinde i skyggerne er nogen ude på noget med os.