Biskoppens klummer
Nyheder

Hva' så, bessefar!

Kirkeligt set - december 2019

 

Jeg er lige blevet farfar, ligesom min kone er blevet farmor. Og vi har det rigtig godt med det begge to. Jeg indrømmer straks, at vi ud over den spontane glæde, da vi for syv måneder siden fik meddelelsen om, at et barnebarn var på vej, også fornemmede en vis forlegenhed. For var vi virkelig blevet gamle? Vi bearbejdede det på ægtefolks vis med munter hån, spot og latterliggørelse. ”Hva så, bessefar”, sagde min kone, når jeg under morgenbarberingen stod og så mig selv kritisk an i spejlet. “Hva så bessemor”, replicerede jeg, når hun prøvede et par bukser henne hos sin tøjpusher.

Bedstefar og bedstemor! For sit indre øre hører man jo lyden af slæbende sutsko, distræt pibeudkradsning og knitrende spinlon-kjoler. Man husker sine egne bedsteforældre, der modsat morforældrene, af en eller anden grund, var gamle på den gammeldags måde. Jeg husker min egen bedstefar sidde der, tung i sin stol, og tale et vestjysk, jeg ikke forstod et pluk af, mens bedstemor tavst dækkede op med mågestellet inde ved siden af. Som vores nye titler nærmede sig, anede vi, konen og jeg, stokken og støttestrømperne i horisonten. Vi snørede sammenbidt løbeskoene, og hentede i ungdommeligt agilt trav endnu en salat henne fra det hippe sted i Jægergårdsgade.

Men så en skønne dag melder hun sin ankomst, den lille ny. Som en morgenrøde lige midt i den mørkeste, tristeste vinter. Spæd, ubrugt og med den fineste lille åndedræt. Et barn er altid en gamechanger, en perspektiv-forskyder. Alt bliver nyt. For de unge mennesker, der bliver forældre med alt, hvad dertil hører. Men bestemt også for vi bedsteforældre, der nu i timevis kan udveksle indforståede erfaringer og betragtninger med andre småbimse bedsteforældre eller uhæmmet fremvise fotos af vidunderet på mobilen til sagesløse mennesker, der tilfældigvis kommer inden for vores rækkevidde.

Et af de mange fotos, der er lagret i mobilens hukommelse, forestiller såmænd bedstefar og bedstemor der dagen efter fødslen sidder hengivent og betragter guldklumpen. Hun er for en stund venligst udlånt af forældrene. For en uge siden havde jeg, for mit eget vedkommende, bemærket skaldepanden og alt det andet, der med stadigt større tydelighed fortæller mig, at jeg ikke længere er 40 og dertil en kommende bessefar. Men nu hun var her, den længe ventede, og lå der så herligt håndgribeligt, tænkte jeg: “Nå ja, men sådan er det nu. Jeg ER bedstefar, og jeg kan med sindsro være og se ud som en sådan!”.

Den erkendelse giver ro på. Og jeg tænker, at det er en lektie vi i vores uendeligt selvoptagede generationer har rigtig godt af. Alle os der bilder os ind, at vi med næb og klør skal bekæmpe alle tegn på aldring og strække ungdommen ud over alle fornuftens grænser. Lad os dog falde til i vores form og være vores alder og gradvise forfald bekendt. Vi har i den grad haft vores tid og får forhåbentlig lidt endnu sammen med de nye, vi nu skal vige pladsen for. “Tider skal komme, tider skal henrulle, slægt skal følge slægters gang”, som vi sang det i kirken henover julen. Så meget der er at sige tak for! Og med så meget større eftertryk vil bessefar her af hjertet ønske jer alle et godt nytår, mens bessemor sidder derhenne i hjørnet med striktøj og knold i nakken og nikker huldsaligt dertil!