Det unyttiges velsignelser

Jeg ved ikke helt hvorfor, men jeg er begyndt at lave træmænd. Det vil sige: Jeg finder en stub på vores mere eller mindre tilvoksede sommerhusgrund, lejrer mig på en stol med sav og mejsler og ser, hvad der sker, når stubbens form og materiale udsættes for mine små skabende evner. Som regel kommer der et ansigt ud af det. Alt andet end stor kunst, men efterhånden står der en håndfuld spredt rundt omkring i området, halvt i skjul mellem træer og buske, og ser henholdsvis tavst stirrende, grublende eller let vanvidsramte ud.

Selvfølgelig overvejer jeg af og til, hvorfor det er netop er den slags masker eller grotesker, jeg forsøger at vriste ud af den mørnede stub. Er det min indre hedenske hulemand, der rører på sig? Er det en undertrykt paganisme, der inde i det grønne tusmørke undslipper en kirkens mand, når han holder sommerferie og går mentalt i bakgear? Er det vætter, tomter eller andre af underverdenens lunefulde eksistenser, der så småt begynder at myldre frem omkring mig?

I første omgang har jeg slået mig til ro med, at de nok mere er i familie med de groft tilhuggede kampestenshoveder, der af og til lader sig se mellem landsbykirkernes kvadrer og i korrundingerne. Ansigter, som nogle mener, netop skulle afværge de onde magter og deres anslag. Det giver såmænd god mening, da vi netop denne sommerferie gik rundt indenfor med nogle lige lovligt tunge bekymringer. Måske holder de også lidt englevagt, de her ubehjælpsomme træmænd.

Lige meget hvad, er det nu ikke så meget, hvem træmændene er, og hvad de ligner, der betyder noget, men den helt egen fornøjelse det er at sidde der i vildnisset og hakke og snitte og skære, mens myrerne bider, myggene stikker og klægen, det evolutionære fejlskud, suger blod fra mine efterhånden byldede ben. Måske handler det bare om for en kort stund at glemme sin verdens-bemestrende, menings-mobiliserende, alting-bedømmende fremdrift, ja glemme sig selv og så bare se, hvad der sker under ens uøvede hænder.

Var det ikke også, hvad vores dronning sagde i sin nytårstale for to-tre år siden? At vi af og til bør gøre noget unyttigt, noget, der ikke er behov for, noget, der ikke er nødvendigt, noget, der taler til vores fantasi, og som gør verden lidt større. Det kom naturligt til os, dengang vi for mange år siden sad ved køkkenbordet og faldt ind i os selv med blyant og farvekridt over et stykke papir, eller hvad det nu kunne være. En tilstand, som jeg - da jeg lidt forlegent lagde det første snit i stubben - kunne mærke, at jeg i den grad havde savnet.

Der er mange, der har sagt til mig, at det er godt og sundt med en hobby, når bekymringer og spekulationer skal spændes fra. “Ja, ja”, har jeg tænkt. Men den er god nok. Undskyld min dybt banale konstatering i denne ellers så noble og tænksomme eksistens-klumme, men I havde godt nok ret. Emil fra Lønneberg forsvandt ind i brændeskuret og snittede små figurer, når der var faderlig tugt og revselse i farvandet. Fra nu af vil jeg længes efter igen at kunne sidde derude i krattet og snitte løs, men sol og skyer veksler, og bygerne trækker henover fjorden.

Og så var det, at jeg også læste en række tanketunge essays af den norske forfatter Karl Ove Knausgaard, bl.a om kunsten og litteraturen som dét ufærdige og tilblivende, der ligger uden for vores forsøg på at lægge verden til rette, definere den og begrænse den. I en omtale af fotografen Stephen Gill beskriver Knausgaard Gills evne til med sine fotografier fra en natlig skov at skildre verden, som den ser ud uden os, uden vores indblanding og meninger. Knausgaard finder i hans motiver dragningen mod det “menneske-løse”, som er uden for os, og som peger hen på en næsten religiøs dimension.

Det er nu ikke lige dér, jeg er med mine få kluntede træmænd. Men ok, når vinden suser i birketæerne, og der er gået et par timer inde i vildnisset, uden at jeg rigtigt bemærkede det, og råkalven pludselig kommer brasende gennem underskoven, en hund gør i det fjerne, og en solsort står og ser på en, så har man da været et sted, hvor man i arbejdsdagenes højfrekvente løb ikke kommer så tit. Et sted som man nogle gang længes tilbage til, fordi verden lige udvidede sig lidt og blev en lille smule større.

Godt at kunne gå derind i det momentant jeg-tilsidesættende tusmørke, godt at kunne tænke på muligheden af det, nu hvor hverdagene vender tilbage, og kampen kalder.