Facebook afspejler den folkelige forskellighed

En nogenlunde vellykket sommerhusferie kan måles på, om du henover de par uger den varer, bliver en lille smule mere mentalt tilbagestående, udvikler et mindre alkoholproblem eller opdyrker en social fobi eller to. Måske er det derfor, at ferieperiodens foretrukne medier er de sociale, hvor man uden de store anstrengelser rækker ud efter mobiltelefonen for lige at tjekke ud, hvad vennekredsen spiser på hvilken lille italiensk sidegaderestaurant, hvor de bader og går tur i det overbefolkede danske sommerland, og hvor lidt de i det hele taget orker og gider noget som helst andet end at drikke rose i solnedgangen.

Måske du selv oppebyder dine sidste intellektuelle reserver og lader høre fra dig med et billede fra liggestolen i det lejede hus på Rømø. Hvis du da ikke, mens regnen høvler ned derude på verandaen, og du alligevel er inde på “Fjæsbogen”, læser de nyeste opdateringer, for så ellers at give den gas i kommentarsporet neden under med indignerede indlæg, sure bøvs, vredesudbrud, hånleende smileyer eller regulære tilsvininger, hvor du for alvor demonstrerer, at der er opnået fuld plade, hvad ovennævnte kriterier for den vellykkede sommerhusferie angår.

Henover sommermånederne har der, måske af samme grund, været en del fokus på tonen på Facebook. Dansk lokalpolitik, Radio Loud, X-Factor Utøya-tragedien, vaccinationer, hjemsendelsen af syriske flygtninge. Ingen anledning er for lille eller for stor til at give voldsomme dønninger på de digitale mødepladser. Og dét ikke sjældent med et ordvalg som ville være utænkelig, hvis man mødtes ansigt til ansigt og med et raseri, der ligesom kommer et andet sted fra, og som - fornemmer man - blot finder en anledning til at sætte nye og spektakulært grimme blomster.

I hvert fald er foragten for dem, der måtte mene noget andet end en selv, nogle gange til at tage og føle på, når tirader, der minder om mellemøstlige forbandelser, fyger de formastelige om ørerne, og man så overlegent som muligt og på maleriske måder sår tvivl om sin modparts åndsevner og tilregnelighed.

Hvad sker der? Er det som “vejvrede” i trafikken, en anledning til i nogenlunde anonymitet at lukke op for vredens porte? Er det befrielsen fra et indre tryk, låget der ryger af skraldespanden, et generelt dannelses-nedbrud eller måske ligefrem udtryk for en hastig forvitring af de civilisatoriske lag, der stadigvæk gør, at vi kan gå hen og købe smør i Brugsen uden umiddelbar fare for at blive pandet ned?

Det kan man så tænke lidt over og kildre sin altid mobiliserbare undergangsfrygt ved samme lejlighed. Men man kan jo også overveje, hvorvidt beklagelser over “tonen i debatten” nogle gange mere er udtryk for, at du føler dig kørt over af tidens tog eller forlængst er stået af på en perron, hvor det ikke kommer længere.

For i bund og grund - chikane, ringeagtsytringer og tilsviningerne upåtalt - er der vel også tale om netop en debat, hvor mange har en mening og en vilje til at bringe den til torvs. Måske dækker vreden og de harske ytringer også over en fornemmelse af ikke at blive hørt og taget alvorligt sådan i det store politiske billede.

Der er i hvert fald ofte udpræget konsensus-lede at spore, når det går hedt for sig på Facebook og Twitter. Dét, mange fornemmer som den herskende tone på bjerget i alt, hvad der angår flygtninge, sundhed, ligestilling, tro og klima, får i særlig grad nogen på frakken. Her ryger de største finker af panden, og nogle gange stikker det så helt og aldeles af, hvad grovheder og intimideringer angår.

Dette sidste skal ingen selvfølgelig finde sig i. Og en oplagt reaktion er da også, at du, når dyret på den måde lukkes ud af hulen, gyser og skynder dig ud af tråden, hvilket jeg selv er tilbøjelig til. Eller at du, hvis du er dén, det går ud over, stikker piben ind, holder din kæft og fremover bliver væk fra den offentlige debat.

Men tonen i debatten på de sociale medier må på den måde aldrig blive en demokratistopper, der spærrer for forståelsen af, hvad den i bedste fald også kan være, nemlig en demokratistimulator, hvor den folkelige forskellighed afspejles og kommer til orde, hvad enten man sympatiserer med holdningerne eller ej.

Derfor skal der også lyde en stor tak til de gode folk, der rundt omkring på trådene faktisk tager handsken op, ignorerer tonen, holder sig til sagen, og på en ordentlig og respektfuld måde lader argumenterne tale. Jeg synes faktisk, det er beundringsværdigt og noget nær en borgerdyd.

Og hvad min egen folkekirkelige baggård angår, sender jeg også taknemlige tanker til dem, der ikke lader sig kyse, men tager den debat, som jeg tror, at rigtigt mange af de vrisne og vrede i virkeligheden gerne vil. Vi skylder at lade hørte fra os, så sandt som mange gerne vil lytte. Også de skråsikre holdninger til trods.

I det hele taget er det noget typisk for tiden, at der kaldes på bevægelsen væk fra siloerne, fortifikationerne, den store fede konsensus på bjerget og ud i det åbne, hvor meninger brydes. Man udsætter sig selv, sætter sig selv og det man kommer med i spil, og nyt opstår. Hvilket i øvrigt er ånden i, hvad man i mangel af bedre (oh gys!) kalder samskabelse.

Men, rolig nu! Derom en anden god gang. For mens dette læses, har jeg taget tøj på, pakket bilen og står sikkert med et tomt udtryk i øjnene ved flaskecontaineren i Ørsted. Parat til, med digter Jensens ord, igen at melde mig “som borger på torvet” og så i øvrigt holde en længere pause fra Facebook.