Byen og Kirken

Pladen på alterbordet i Aarhus Domkirke er en gravsten over en af kirkens første biskopper. Han hed Jens Assersen og døde i 1306. Assersen var en indflydelsesrig mand med magt og myndighed i en politisk ustabil tid, medlem af Kong Erik Menveds råd og af fornem familie. Man kan læse, at han gjorde meget for at forbedre skoleforholdene i Aarhus.

Når jeg, hvad jeg er så priviligeret at gøre fra tid til anden, står foran domkirkens alter, kan jeg godt lide, at lægge hænderne på min fjerne forgængers gravsten. Den køler så dejligt, hvis man nu skulle stå og være en smule ophedet og anspændt i situationen.

Og når man på den måde står og har en slags mærkbar nærkontakt med en længst afdød forgænger, så er det også som om historien bliver mere håndgribelig. Man tænker på alle dem, der virkede her, alle dem, der gennem tiden har stået her ved altret, alle dem, der er kommet her i kirken og har siddet nede på bænkene, alle de børn der er blevet døbt her, de døde, der har ligget her. Så mange kom forbi og ydede hvert deres. Nogle satte sig synlige spor. Andre var bare forbipasserende. Nu æder de muld.

Rummets gravsten, epitafier, billeder, håndværk, orgel, ja hele bygningsværket, fortæller jo den samme histore, om tiden der går, og generationer der kom og gik. Ligesom salmerne vi synger, teksterne vi læser, ritualerne vi følger. De har århundreder på bagen. Det er historiens lange lys, der hersker herinde. Ligesom i så mange andre af byens og landets gamle kirker. 

I kirkens rum bliver ens eget lille liv bliver lige sat i perspektiv. Derfor, tror jeg, sænker de besøgende umiddelbart stemmen, når de kommer ind i rummet ude fra gaden. Man føler, med et lidt gammeldags ord, andagt. Man bliver lige sat lidt på plads.

Jeg har talt med mange århusianere, som stolt beretter om, hvordan de har et særligt forhold til domkirken,. Måske er de døbt eller konfirmeret herinde. Måske er deres egne børn døbt her. Måske deres forældre eller bedsteforældre er kommet her i forskellige sammenhænge. Akkurat som det gælder for alle vores andre gamle kirker, så knytter vores lille personlige historie sig i kirkens rum til den store historie. De fleste af os, tror jeg, har sådan en kirke, og ofte flere kirker, der rummer lidt af fortællingen om enhver af os, og sætter den i et større perspektiv, ja, det største overhovedet.

Nogle gange, når jeg står ved Jens Assersens gravsten, kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvodan domkirkens rum og al den historie der er herinde, er sammenvævet af både  den store, store historie, kirken er bygget på, hvor lag har føjet sig til lag gennem århundrederne, og så de mange små, individuelle historier, vi hver især bærer på.

Og jeg kan ikke lade være med at tænke på kontrasten til byen der ligger der udenfor de tykke mure. Herude har gaderne og torvene og husene, som bekendt,  undergået kolossale forandringer. Det er vel nærmest kun udsigten til Mols, Helgenæs og Samsø og himlen over den, der ligner sig selv. For hvor kirken på den måde, stor tungt og urokkeligt, så er byen uden om i konstant og restløst forandring. Det er byens natur.

Derfor er vi så optagede af den, og måden den vokser på. Derfor diskuterer vi dens udvikling: De nye høje huse, der skyder op, de gamle huse der forsvinder, de trafikale udfordringer, musik i parkerne, nye forretninger, nye spisesteder, trends og tendenser, alt det der optager os, når vi lever i eller kommer ind til byen.

Kirkens rum og byens rum. Så forskellige de er, og så forskelligt deres forhold er til tiden, der går, er, så hører de sammen. Hvad var kirken uden byens borgere, der føler, at de hører hjemme her, og som kommer her for at få kastet nyt lys fra gamle ord ind over deres liv, hvor det leves nu og her? Og hvad var byen uden den gamle kirkebygnings massive tilstedeværelse dér ved bugten og åen, hvor det hele begyndte som en konstant påmindelse til os om, hvad vi kommer fra både som borgere og som mennesker? Byen og kirken udgør på den måde vores dobbelte borgerskab.