Sol og skygge

Det er en underlig kontrastfyldt tid. Mens dette skrives har sommeren i den grad taget revanche, de studerende er ved at vende hjem, og ude langs kystvejen er der tykt af mennesker på vej til og fra stranden. Stemningen er høj, pulserende næsten. Men samtidig stiger smittetrykket og minder os om, at COVID-19, den bandit, stadig er hos os og ikke sådan uden videre slipper sit tag. Det kan være svært at rumme begge dele, sommerglæden og livslysten og så frygten for en pandemi, der raser videre med uformindsket styrke og truer især de udsatte og skrøbelige. Solen skinner som ikke længe set, folk bader, fester og hygger sig, men inde i skyggerne lurer en trussel mod folkesundheden og vores fællesskab.

Der er skrevet meget om, hvad det her kan gøre ved os på sigt. Men nu er det som om, vi for alvor og ret konkret er begyndt at ane konturerne af en hverdag med corona og smitterisiko. Vi troede dybest set, at det var en kortvarig forskrækkelse, og at det nu henover sommeren gik den rigtige vej. Men nu dette: mundbind i den offentlige transport, ingen festuge, lukkede spillesteder, nødlidende restauranter, afspærrede stolestader i kirkerne, stadig fastholdelse og skærpelse af gældende regler og forskrifter. Jeg ved ikke, om det bare er mig, men fornemmer vi ikke en træthed og en tristhed, der afløser forårets kampberedthed? Lige nu skinner solen, ja, men skyggerne er mørkere, og de breder sig.

Det store spørgsmål i det her er selvfølgelig: Hvordan skal vi fremover indstille os på at være sammen, når vi også skal holde afstand? Hvordan finder vi et nyt gear for vores samværsformer?

Mit bud er, at det vil handle om især tre ting: Natur, enkelthed og nænsomhed.

Naturen, fordi det er den, vi søger ud i i stor stil. Her i byen betyder det en konstant strøm af mennesker langs kystlinjen, hele vejen fra Risskov til Marselisborg Strand ses mindre grupper, siddende, gående, samtalende.

Enkeltheden, fordi så mange af de sociale samværsformer indskrænkes til det mest nødvendige. Vi fatter os i korthed på Skype og holder os til det allermest nødvendige, når mange mødes. Tiden for store events og arrangementer, der skal lokke folk til og sammen, synes at være omme. I hvert fald for en tid.

Og så er der det med nænsomheden, og her tillader jeg mig at blive lidt personlig. Vi har i vores allernærmeste familie en ung mand og far, der har kræft og derfor for øjeblikket er i et intensivt kemobehandlings-forløb med nedbrydelsen af immunforsvaret til følge. Lige pludselig bliver nødvendigheden af, i pandemiens skygge, at tage vare på de særligt udsatte, særligt nærværende. Nænsomheden bliver en nødvendighed. Den erfaring deler vi med mange i de her dage. Hvad stiller man op, hvordan er vi sammen, nu hvor vi måske har allerstørst behov for det?

Vi holdt en spontan picnic i haven, spredte tæpper ud på plænen, balancerede med glas og tallerkner, mens vores barnebarn (hans datter) tumlede rundt imellem os, som børn nu kan tumle, lige før de lærer at gå. Dér i skyggen kunne vi for en tid være og tale sammen, have det sjovt og glemme en lille smule. Fuldstændig parallelt tænker jeg på dem der i denne tid mødes med deres pårørende på plejehjemmene, eller som må kysse hinanden med masker på. Der er meget der kommer i vejen, men så finder vi, som sagt, andre måder, der også kan have deres rigdom.

Det udendørs, den nære, enkle samtale og nænsomheden. Jeg tror, det vil præge vores udsyn og måde at være sammen på i tiden fremover, så længe pandemien kaster sine skygge over os.

Hvad de videre konsekvenser fremover bliver, kan jeg slet ikke gennemskue. Lige nu skal vi bare tage ved lære!