Biskoppens klummer
Nyheder

Urbaniseringen af byens kirker

Klumme, april 2022

Der er som bekendt mange, der flytter ind til Aarhus i de her år. For tiden er der også mange af især de yngre generationer, der flytter ud. Men ellers er tendensen klar nok. Urbaniseringen er et faktum med alt hvad deraf følger. Ikke mindst for os i folkekirken, hvor vi er forpligtet på hele tiden at være, hvor folk er, og hvor vi derfor også må se på, hvordan præsterne bliver fordelt mellem landområderne, der affolkes, og byerne, hvor nye kvarterer og forstæder skyder op og vokser, og der bliver stadigt flere sognebørn pr. folkekirkepræst.

Men vi har været der før. I slutningen af forrige århundrede var der også en vældig vandring fra land til by, hvilket betød, at der kom et stort pres på de to gamle bykirker, domkirken og Vor Frue Kirke. I 1801 var der 4.102 indbyggere til hver af de fem præster ved de to gamle kirker. I 1901 var tallet vokset til 51.804, så de har haft rigeligt at se til med barnedåb og begravelser, besøg og andre kirkelige handlinger. Det var før, man talte om stress og arbejdsmiljø og den slags.

I dag hvor det kirkelige system er skruet anderledes sammen forsøger vi at fordele ressourcerne bedst muligt og været økonomisk forudseende. Omkring sidste århundredeskifte var der gode folk, der foranstaltede private indsamlinger til nye kirker i byens voksende kvarterer og ikke mindst til præsterne i dem.

Første nye kirke der fik udstukket en grund, var Skt. Pauls, der på det tidspunkt lå i Viby sogn. Den blev indviet i 1887. Siden fulgte Johannes Kirke i 1905, Lukas i 1926, og siden, oppe i 1950erne og 60erne blev Christians, Møllevang og Langenæs kirker opført og indviet.

Historien om kirkebyggerierne i Aarhus er så også en historie om myndige folk, der selv tog affære og knoklede på både med lokalt engagement, frivillig arbejdskraft og økonomiske donationer. Kirken, og alt hvad den står for, skulle være synlig i deres lokalområde. Den skulle rage op med sine tårne eller spir, så det kunne ses hen over tagene, og klokkerne skulle ringe morgen og aften og kalde til gudstjenester og kirkelige handlinger, så det kunne høres.

I dag står de der, kirkerne, så selvfølgeligt. De er stadig væk synlige i bybilledet, men som bygninger, der for nutidens borgere ”altid har været der”, som giver lokalområdet karakter og identitet. De står der og bliver ved med at fortæller os om det vi ikke kan undvære at høre og have med os, mens verden går sin skæve gang, og vi kommer og går og lever og dør rundt i husene og lejlighederne rundt omkring dem.

Men hvad gør vi så i dag, hvor der igen er mange, der gerne vil bo i byerne? Det er selvfølgelig noget menighedsrådene og provstierne er meget opmærksomme på og løbende drøfter. Overordnet tror jeg nu godt, jeg kan sige, at der for midtbyens vedkommende ikke er planer om nye store kirkebyggerier. Vi kan godt være i de kirker, vi byggede i sidste århundrede. Noget andet er antallet af præster, og de sognegrænser vi har indrettet os med. Der er vi nødt til at følge udviklingen nøje. Ligesom præsterne, der som alle andre præster, har nok at se til, løbende må vurdere, hvordan de bedst prioriterer deres arbejdsopgaver, når så mange kalder på dem, både hvad angår de traditionelle præsteopgaver og alle de mange nye muligheder og opgaver, der byder sig til.

Man kan sige, at hvor de gamle udstykkede grunde, samlede penge ind og byggede byens kirker, der er det op til os, de nulevende, at fylde rammerne ud bedst muligt og være til stede på alle de måder, vi forventes at være til stede på. Behovet for at vi er der, er i hvert fald ikke blevet mindre end det var dengang.