Biskoppens klummer
Nyheder

Tilbagetrækningens kunst

Kristeligt Dagblad, Reflektion 29. april 2021

”Sikke nogle store lasagne-knopper”, råbte min kone oppe fra første sal. Jeg sad i køkkenet og besluttede mig for ikke at råbe ”hva?”. Erfaringen har lært mig, at jeg ikke altid hører, hvad jeg tror, jeg hører. Som da en i alt respektabel borger forleden indledte en telefonsamtale med spørgsmålet: ”Hvad så, har du haft min frue med i vandet” og på mit spørgsmål om, hvad i alverden han mente, gentog det lidt mere artikuleret: ”Hva så, kan du holde skruen i vandet?”.

Den slags misforståelser og stadigt hyppigere fejl-høringer resulterer som regel i spot, hån og latterliggørelse fra min kones side, hvorfor jeg da også grundede tavst og længe over den med lasagne-knopperne, inden jeg opgav og spurgte hende, hvad hun mente. ”Ha, kastanje-knopper, dit døve apparat”, svarede hun og fulgte op med en kort og skarp latter, hvor jeg også kunne høre antydningen af noget opgivende.

Jeg lever med det og ser det lidt fra den opbyggelige side som de indledende øvelser til den store tilbagetrækning, der vederfares de fleste mennesker 60+, og som vil blive endnu mere udtalt i de kommende årtier. Tilbagetrækning er en ædel disciplin, hvad alle militærhistorikere vil kunne holde lange foredrag om. Det handler om at omgruppere sine tropper, rømme bastionerne og indlede den tilbagetrækning, der nok udsætter dig for angreb, men som korrekt udført også lader dig bevare en vis styrke, som så, forhåbentligt, kan udnyttes på andre måder.

Igen overført til 60+ tilværelsen hvor morgenløbeturene, for så vidt de lader sig gøre for smertende led og muskelgrupper, lader dig se ryggen (og indolent daskende hestehaler) af stadig flere yngre og adrætte forbipasserende mennesker, men hvor glæden over solopgange, kolde morgendukkerter og dét, at man igen kom ud på ruten, så langt udkonkurrerer den bitre smag af uafvendelig alderdom.

Tilbagetrækning er en kunst. Tilbagetrækning er sagen. Måske den skal på skoleskemaet hos generationerne, hvor indre og ydre krav om fremdrift, udmærkelse og evig succes æder sjæle op, og hvor frygten for ikke at være med, hvor det sner, har fået sin helt egen diagnose: ”Fear of missing out” (FOMO).

Måske tilbagetræknings-disciplinen skal doceres på workshops i et arbejdsliv, hvor forandringer, optimeringer og resultataftaler nogle gange gør det svært at følge med. Eller hvor konstante opdateringer af IT, platforme og styresystemer oftere og oftere efterlader vi således trælbundne lønmodtagere og evigt ansvarlige siddende med indestængt vrede og røg ud af ørerne.

Tilbagetrækning er en forpligtelse, eller burde være det, i en politisk verden, hvor stadigt flere løsgængere og partihoppere og trompeterende ronkedorer spørger rundt på Borgens gange og korridorer ude af stand til at slippe den berusende smag af magt og indflydelse. Et stadigt mere mudret, uigennemskueligt og intrigefyldt folketing synes, set herfra, at blive resultatet.

Om end vi i vores lille demokrati gudskelov endnu ikke er der, hvor man i modvilje over for enhver tanke om tilbagetrækning vælger løgnen om ugyldige valghandlinger eller i mangel af bedre overlader rigets ledelse til en meget snart 80+ præsident. For ikke at tale om bissen i Rusland, der har besluttet, at han kan blive i sit præsidentembede indtil 2036.

Tilbagetrækning handler også om at lade andre komme til, ydmygt at træde til side i tiltro til at dem, der følger efter, har mindst lige så meget at skyde med, som man mener, man selv havde dengang. Ja, at de ser ting, man selv er blevet blind for og går veje, man selv er utilbøjelig eller blevet for magelig til at forfølge

Nå, det her med aldersbetinget tilbagetrækning er måske ikke videre politisk korrekt at lufte nu, hvor de stærkt aldrende 68-årgange med lidenskab prædiker om det grå guld og et arbejdsmarked, der ikke kan være det foruden. Lad dem om det. Det får være. Og ja, jeg ved, at emnet er let nok at kokettere med eller gøre sig lystig over, lige indtil det for alvor begynder at bide hos dig selv eller dine nærmeste.

Men lad mig så tale for mig selv ud fra mit endnu stærkt privilegerede ståsted og forsøge at holde mig det for øje i mit lille liv, hvad der nu er tilbage af det, inden mørket sænker sig.  Lad mig tillade mig at kunne finde en vis fornøjelse i at kunne sige, hver gang de taler om en ny Kattegatforbindelse eller Marselistunnel lige her henne om hjørnet, at det nok ikke bliver i min tid og så drømme søde drømme om at kunne gå med mit barnebarn ned og se på skibene, der sejler ind i Randers Fjord.

Jeg husker en dame fra menigheden, der fortalte mig om en veninde, der havde fået den vane, hver gang, evner og egenskaber svækkedes eller forsvandt at takke Gud for den evne og egenskab og alt, hvad den havde bragt hende. Det er måske det, man allermest skal stræbe efter, når tilbagetrækningens tid er inde: taknemlighed over det man fik.

Forleden talte min kone om et rugbrød, der hoppede rundt ude på plænen. Jeg grunder stadig over, hvad hun kan have ment.