Biskoppens klummer
Nyheder

"Unplugged" periode

Kirkeligt set - april 2020

 

For et årti eller to siden udfordrede musikkanalen MTV tidens største rockkoryfæer - McCartney, Neil Young, Rod Stewart, Clapton, Niarvarna og hvad de nu hed - til at slukke for strømmen og vende tilbage til de akustiske rødder. “Unplugged”, hed konceptet, der kastede vældigt meget god musik af sig, når stjernerne ved transmitterede intimkoncerter vovede at hive stikket ud af forstærkeren for at lade deres optræden bero så meget desto mere på teksterne og melodierne. De gamle kendte hits lød pludseligt spritnye i al deres enkelthed og nøgne kvalitet.

“Unplugged”, eller “stikket ud af forstærkeren”, er jo lidt det samme vi i folkekirken ufrivilligt har forsøgt os med den sidste måneds tid, hvor præsten har stået der i det tomme kirkerum alene med sin bibel og sin IPhone. Måske med en enkelt kirkesanger, men uden menighed, sang, liturgi og orgelbrus. Eller, ved begravelsen, vielsen og dåben, med det stærkt begrænsede følge og et minimum af betjening.

Selv afholdt jeg, for et par uger siden, to “nød-ordinationer” med hver to ordinander, deres respektive ægtefæller og en enkelt repræsentant for deres menighedsråd. Sammen med kirketjeneren og et par korister udgjorde vi en menighed på ti. Ikke så lidt af en kontrast i forhold til en normal ordination, hvor vi jo traditionelt sætter alle sejl til med procession, kor, familier, venner, kollegaer og menighedsråd.

Så stod jeg dér, og ordinander og menighed sad dér - med behørig afstand. Vi og vores salmesang fyldte ikke meget i domkirkens kor. Det var på alle måder meget “unplugged”. Men ligesom ved videotransmissionen, eller den kirkelige handling med de få deltagende, stod det talte ord, så meget stærkere. Bønnerne, teksterne og prædikenen hørtes - tør jeg godt sige - anderledes uden de “distraktioner” vi desværre måtte undvære og ellers så bitterligt savnede.

Det er, hvad der jævnt hen erfares i disse kirkeligt karrige corona-tider, at tilbage står tiltalen, den nøgne tiltale, hvor ord møder øre og hjerte, og trøst og håb forhåbentligt opstår. For os lutherske burde det ikke være en fremmed ting. Tværtimod er øre - hjerte forbindelsen en genopdagelse værd. Som en besindelse på en enkelthed i en  broget folkekirkelig hverdag, hvor der kaldes på os fra så mange sider, og hvor vi vi af og til fristes over evne af eventkulturen af angst for at kede folket.

Lige nu håber vi på, at alt det der i vores samfund blev lukket ned for i marts, så småt kan lukkes op i maj. Men meget tyder på, at netop det kan blive sværere end det første. For hvor hurtigt skal det ske og i hvilken rækkefølge? Hvordan skal vi prioritere?  Når det kommer til folkekirken, håber jeg virkelig, at vi benytter os af lejligheden til at tænke godt, grundigt og længe over, hvad vi har lært undervejs på vores ørkenvandring. For noget har vi lært, og noget må vi helt oplagt kunne tage med os videre.

Måske vores lille “unplugged” periode her kan være til fortsat inspiration som en tiltrængt enkelhed i en hastig hverdag. Lad mig pege på tre områder af det folkekirkelige virke, hvor jeg tænker, at den fremover kan komme os til gode.

For det første har mange af os i de sidste uger genopdaget samtalens værdier. Vi har haft tiden til det, og har tilmed skullet iagttage en nødvendig distance, hvor der ikke kan kompenseres med et hastigt kram. En kirkelig klassiker har samtalen alletider været. Men måtte vi dog afsætte mere tid til den på bekostning af de mange møder, vi til gengæld ikke har oplevet som et opslidende afsavn på det sidste. Bestemt lettere sagt end gjort, jeg ved det. Men kan det dog ikke blive et fremtidigt pejlemærke, please?

For det andet, Nu hvor mange af os tilbringer en del tid hjemme på matriklen tilbyder flere af byens spisesteder take away-tjenester, god mad til forholdsvis få penge til et nyt publikum, der trænger til trøstespisning og selvforkælelse. Uden alt for bastante sammenligninger, kan man vel påstå, at mange kirker rundt omkring med deres nytænkende ud-af-huset aktiviteter også har fået flere i tale. Ikke med pop og pjank men med solide ord-baserede tiltag. Der er slået flittigt og dygtigt på tromme for præsters tid og vilje til samtaler og de digitaliserede gudstjenester har, i al deres svingende kvalitet, antageligt nået en bredere tilhørerskare.

Og, for der tredje, skal vi måske overveje at fastholde vores digitale tilstedeværelse i et vist omfang. Ikke nødvendigvis på den måde, at man også fremover nærmest ikke kan sparke sig frem på de sociale medier for bare præstekjoler, men ved at overveje det som en fast aktivitet i det enkelte provsti eller stift, beregnet på dem, der af forskellige grunde ikke kan deltage i søndagens gudstjeneste. Fint nok med den tv-transmitterede landsdækkende gudstjeneste. Men et kendt lokalt ansigt i et kendt lokalt kirkerum og en tilskåret kort og skarpt tilskåret andagt, der kan hentes ned hvorom helst og når som helst til personlig trøst og opbyggelse, er bestemt ikke at foragte.

Alt i alt: lad os se, om vi ikke, på vores måder, kan vende lidt tilbage til vores, skal man sige, akustiske rødder og forstærke den lutherske “unplugged” enkelthed, den gode gamle øre-hjerte forbindelse, som vi ikke kan være foruden.