Årsberetning fra provstierne 2019
Årsberetning Silkeborg Provsti 2019

Årsberetning Silkeborg Provsti

v/provst Jakob Nissen

Lokalfinansieret præst

Der bygges på livet løs i Silkeborg Provsti, for der er mange, som gerne vil bo i den smukke natur omkring Silkeborg og med en motorvej nær ved, som hurtigt og sikkert kan bringe en frem til arbejde eller andre destinationer. Der er en forventning om, at kommunen vokser med hele 13,3 procent frem mod 2032. Silkeborg Provstiudvalg har derfor besluttet at lokalfinansiere en præstestilling fra januar 2020 for at styrke den pastorale indsats i de områder, hvor det er påkrævet. 

Økonomi

I lyset af Den demografisk udvikling i Silkeborg har provstiudvalget besluttet, at det skal undersøges om fordelingen af den kirkelige ligning er rimelig. Processen er blevet drøftet med menighedsrådene på et budgetsamråd og her var der opbakning fra menighedsrådenes side til at gå i gang med processen.

Der er enighed om, at det er væsentligt at processen er gennemskuelig, og at menighedsrådene inddrages, så fordelingen ikke udelukkende sker på baggrund af tal og statistikker, men at også lokale forhold inddrages.   

Fratrådt 

Louise Højlund fratrådte sin stilling som teologisk medarbejder ved Silkeborg Provstis skoletjeneste KSK og koordinator i KK44 vores kirke og kultur festival for at tiltræde en stilling som sognepræst i Langenæs Sogn i Aarhus.

Personalekonsulent Helle Niewald fratrådte sin stilling for at tiltræde en stilling som koordinator for visionsprocessen i kultur- og idrætscenteret Plexus i Idom-Råsted.

Sognepræst Laila Engelbrecht Henriksen blev bevilliget orlov fra 50% af sin stilling som sognepræst i Gødvad Sogn. 

Tiltrådt

Laila Engelbrecht Henriksen blev ansat som teologisk medarbejder ved Silkeborg Provstis skoletjeneste KSK

Andreas Vinther Jensen blev ansat som koordinator for KK44.

Julie Keinicke Bostrup blev konstitueret som 50% sognepræst i Gødvad Sogn frem til 15/8-2020.

Tina Nielsen blev ansat som personalekonsulent frem til 1/2-2020.

Anlæg

Balle Sogn har i årets løb købt grund, hvor der skal bygges ny kirke. Kirken forventes at være færdigbygget i 2022.

Skorup-Tvilum Sogne har bygget ny præstebolig. Der skal ansættes præst i begyndelsen af 2020.

Them Sogn har bygget nyt maskinhus og fået renoveret parkeringsområderne foran kirken.


DropInDåb for Silkeborg Provsti i Silkeborg Kirke september 2019