Fortsæt til hovedindholdet
Årsberetning fra provstierne 2019
Årsberetning Horsens Provsti 2019

Årsberetning Horsens Provsti

v/provst Annette Brounbjerg Bennedsgaard

Den hurtige, den dybe og den samfundsengagerede folkekirke

Den hurtige folkekirke

Flere måneders ventetid på psykologsamtale, uendelige omstillinger hos TDC. Folkekirken stiller op på et splitsekund. Til samtale, til begravelse, i skolen, børnehaven, på plejehjemmet og til samarbejde på kryds og tværs. Det sker hver eneste dag her i Horsens Provsti. Telefoner bliver taget, henvendelser bliver besvaret imødekommende, relevant og kreativt.

I november 2019 blev der afholdt solidaritetsgudstjeneste 2 dage efter at jødiske grave og private hjem var blevet skændet af antisemitter.

Det er meningsfuldt, og uendeligt værdifuldt for mennesker og samfund, at folkekirken stiller op, skaffer tid, rum og ressourcer og dermed giver hele samfundet et sted at få den indre kompasnål under kærlig behandling, et refleksionsrum der tager udgangspunkt i at størst af alt er Guds kærlighed. Større end frygt, terror, træthed og ligegyldighed. Det er uvurderligt for os at vide, at folkekirken er der, som en helle, en åndelig tankstation, der holder os fast på det sandt menneskelige. Et sted der er føjeligt og bøjeligt, et sted der med udgangspunkt i vores værdifulde arv, gør os umage for at kirkelighed fortsat må rime på virkelighed.

Den dybe folkekirke

Vi gør grundlæggende, som vi altid har gjort i kirken; forkynder evangelie om søndagen og til hverdag. Evangeliets lys giver os vitaminer, retning og mod til at leve modige liv, med Guds kærlighed som målestok. Menighedsråd og præster arbejder hele tiden med at finde ud af hvordan gudstjeneste og kirkens øvrige formater skal se ud, for at opleves som livsnære og relevante for mennesker af i dag.

Vi vil nødig smide barnet ud med badevandet. Der er så meget værdifuldt i det vi har arvet, og som er formet i slægt efter slægt. Omvendt må vi jo sande, at folk stemmer med benene, og det lidt for ofte er den samme lille del af vores medlemmer, der finder vej til kirken. Her pågår der hos os vedvarende samtaler i menighedsråd og på kryds og tværs, der skal sikre at vores perspektiv aldrig bliver introvert, og handler om hvad vi selv har af kirkelige kæpheste. I stedet gør vi os umage for hele tiden at være optaget af hvad der er vigtigt, hvad der giver mening, hvad der brænder sig på, set fra medlemmernes og det danske samfunds perspektiv.

 

ra lys i Klosterkirken mod mørket, november 2019

Den samfundsengagerede folkekirke

Det er stort at være del af en verdenskirke, der på verdensplan har vist sit mod, ved gang på gang at tale magten midt imod, når magten blev menneskefjendsk og totalitær. På hverdagsplan er folkekirken et sted der med kaffe på kanden og plads til både det lige og det kantede, bærer med på det fælles samfund på landet og i byen. ”Kirken på landet” har dels vist os, hvordan kirken altid har sørget for at være håndholdt, engageret på det konkrete sted, i de konkrete sammenhænge hvor det giver mening folkeligt og kirkeligt.

Det nye er, at kirken i disse år bliver budt op til dans og selv byder op til dans i forhold til kommuner, institutioner og fælles indsatser. Vi har længe haft præster på sygehuse, fængsler og på uddannelsesinstitutioner. I disse år er deres arbejde efterspurgt som aldrig før. Hvor vi engang skulle kæmpe for at få lov at være der, kunne vi bruge alle de ressourcer det skulle være på funktionspræster, fordi de efterspørges, ikke kun af de indlagte, de indsatte og de døende, men nu også af de ansatte og ledelsen der skal træffe de svære beslutninger. Her hos os har vi udvidet med gravidsamtaler på Horsens Regionshospital og ansættelse af en præst til at gøde jorden for øget samarbejde med det omgivende samfund, - vi kalder det en udviklingspræst. I samarbejde med Horsens Kommune er folkekirken med i ambitionen om at alle skoler i kommunen har trivselsgrupper, for børn der er i en presset livssituation.

Næste skud på stammen er et samarbejde omkring bekæmpelse af ensomhed blandt ældre mænd. En stor bevilling fra Satspuljemidlerne gør, at kommunen ansætter en medarbejder til at tilbyde alle mænd over 65, der bor alene et besøg og en samtale. Herefter kan de så matche de mænd, der ønsker et mandefællesskab, til en af de mandegrupper, som kirkerne har eller til ældresagen, som også er med i projektet. Vi er spændte på det projekt.

Det er stort at have fået en præst hvis opgave er det fælles. Når der opstår en idé, er der en, der står klar med arbejdstøjet på. Nej, hvor har vi siddet tit og haft gode idéer, men tiden til at få det sat i søen har det skortet på, fordi kalenderen jo har det med at blive fyldt af meningsfulde ting.

Nyt i provstiet

·        Fokus på det gode arbejdsmiljø blandt præster.
Årets konventer er dedikeret til at blive hinanden endnu bedre kollegaer.
Senest brugte vi et konvent på at bokse 2½ time i træk. Mærkeligt, sjovt og lærerigt.

·        Himmelske toner – musikprojekt for børn.
Et 2-årigt forsøgsprojekt i provstiet, målrettet børn mellem 10 og 13 år, med en ansat musikmedarbejder.

·        Mere land – mere kirke – penge til udvikling i de nydannede pastorater.
De nye pastorater vil gennem de næste 2 år arbejde med at sikre gode vilkår for kirkens medlemmer, menighedsråd, ansatte og præster. Nære de gode muligheder, og arbejde på at noget af det trælse, bøvlet og dobbeltarbejdet bliver fjernet/løst. Finde tid og rum til at lære hinanden godt at kende, så det må være langt mere godt end skidt at være i pastorat sammen.

·        Getsemaneprojekt – kirke for 20-40 årige.
Fortsat arbejde med forsøgsprojektet kirke for 20-40 årige.

·        Gravidsamtaler.
En præst hører til på Regionshospital Horsens, hvor jordmødre henviser gravide til samtaler hos præster, hvor det er relevant. (vakance pt.).

·        Ledelseskursus for 12 præster i provstiet
Forsøgsordning hvor FUV har afholdt kursus for præster i Horsens Provsti over et år lokalt hjemme hos os selv i provstiet. Meget spændende at blive klogere på et felt, sammen med lokale kolleger.

·        Præst ansat som bindeled til øget samarbejde med eksterne (kommune, foreninger, osv.) – udviklingspræst.

På bedding

·        DropInDåb

·        Bryllupper på Langelinie (ved stranden)

·        Fælles kampagne omkring menighedsrådsvalg.

Drømme

·        Udvidelse af Skole-Kirke-Samarbejdet til gymnasier og andre skoler.