Årsberetning Favrskov Provsti

Menighedsrådene i Favrskov har mange jern i ilden. Klassiske opgaver med renovering og opførelse af kirkehuse og bygninger har sat sit præg på aktiviteterne de seneste år. Hammel Kirke og Sct. Pauls i Hadsten har netop gennemgået en større restaurering med henholdsvis inddragelse af Frijsernes Kapel i kirkerummet og et nyt orgel. Sognegårdene i Søften og Ulstrup har fået en tiltrængt tilbygning. Haldum og Søby Kirker har fået ny kirkeklokke doneret af A. P. Møller. I Ulstrup er der bygget ny præstebolig og i Lading er en tilsvarende på vej. Mere kunne nævnes.

På indholdssiden har menighedsrådene gjort udviklingen af præsteembedet til et særligt fokusområde med to nye projekter i samarbejde med Folkekirkens Videns- og Udannelsescenter. Det ene, ”projekt folkekirken een til een” om mødet mellem folkekirken og den enkelte, præst og sognebarn, er netop afsluttet.

Det andet er et initiativ med faglige studiejobs for teologistuderende, såkaldte præstekadetter, til styrkelse af rekrutteringen af præster. Akademi for præstekadetter ledes af sognepræst Eva Pedersen.

Endelig er samarbejdet med Favrskov blevet styrket med etableringen af hjemmeplejepræstefunktion i tilknytning til den kommunale hjemmepleje. Sognepræst Mette Mommsen varetager opgaven med en kvote på 30 % af sin stilling.

v/akademileder, sognepræst Eva Pedersen

Solen stod højt på himlen, Dannebrog vejede i toppen af flagstangen og der var en helt særlig stemning i luften, da der i Nr. Galten Kirke blev holdt festgudstjeneste ved biskop Henrik Wigh-Poulsen torsdag d. 21. august 2019. Op ad kirkegangen strømmede kirkegængerne til; menighedsrådsmedlemmer fra alle provstiets sogne. Ved kirkedøren blev de mødt af biskoppen, provst Anders Bonde og alle provstiets præster i fuld ornat. Midt mellem præstekjoler og pibekraver stod fem unge mennesker der skilte sig ud, ved ikke at bære kjole og krave, men præsteskjorter. Det var dem det hele handlede om: Provstiets fem nyansatte præstekadetter, der sammen med deres familier blev modtaget og budt velkommen til Favrskov Provsti, Aarhus Stift og den danske folkekirke ved denne festgudstjeneste.

I sin tale til præstekadetterne, indledte biskoppen med at spørge: ”Tillad mig at spørge på alles vegne, på egne, på menighedens, på præsternes og såmænd også på jeres vegne: Hvad er I nu for nogle? Og hvad er det vi lige har gang i her? For sådan nogle som jer er jo ikke set før her i vores kirke og kirkeliv. I er ikke præster, lad os lige indledningsvist slå det fast. I er ikke teologiske kandidater. I er ikke engang praktikanter. Nej, I er teologistuderende med et studiejob, hvor I har fået muligheden for at komme tæt på præstegerningen”.

I løbet af måneder, der er gået siden festgudstjenesten, har fokus for præstekadetternes arbejde, været lige nøjagtigt det: At komme tættere på præstegerningen. Og det vel at mærke ikke ved passivt at observere, men ved aktivt at gøre sig praksiserfaring med det grundlæggende præstearbejde.

Allerede få uger efter festgudstjenesten, kunne man i kirkerne rundt i Favrskov Provsti, opleve at præstekadetterne stod for alteret for første gang, da de havde en formesse under en højmesse. Da de var blevet fortrolige med alter og formesse, indtog kadetterne prædikestolene.

Selvom det selvfølgelig var med bankende hjerter og svedige hænder, at kadetterne først stod for alteret og derefter på prædikestolen, var det ikke opgaver, de var blevet kastet hovedkulds ud i. For en del af deres studiejob, foregår i Akademiet, hvor kadetterne klædes på til de opgaver, de skal ud at varetage. Eva Pedersen, sognepræst i Hinnerup, er i 25% af sin stilling blevet frikøbt til at lede akademiet og stå for undervisningen.

At projektet med præstekadetterne skaber et fællesskab i provstiet og at både præster og menighedsrådsmedlemmer tager medejerskab over det, var ikke alene tydeligt den dag kadetterne blev budt velkommen ved festgudstjenesten i Nr. Galten Kirke. Det er tydeligt både i akademiets arbejde, hvor provstiets præster medvirker som undervisere inden for de felter, hvor de har særlig interesse eller kompetencer, og det er tydeligt, når kadetterne er ude i praksisarbejde.

”Præster og menigheder har taget rigtig godt imod os, og det har gjort, at man føler sig meget velkommen og tryg i sine arbejdsomgivelser, i hvert fald for mig, og det har i sidste ende betydet meget for min motivation for arbejdet”, fortæller en af de fem præstekadetter Anne-Petra Bandringa. Kadetterne oplever, at de er ønskede og vellidte af både menighed og præster, og at de er en ressource. For når de kommer og prædiker om søndagen eller kommer og holder juleafslutningsgudstjenester for børnehaver og skoler sammen med præsterne i december, reduceres præsternes forberedelsestid. Den tid, de får frigivet, kan i stedet bruges på nogle andre grundlæggende præsteopgaver eller til fordybelse.

Ud over menighederne og præsternes modtagelse af dem, fortæller kadetterne også, at præsteskjorten har en stor betydning for dem.

”Jeg er virkelig glad for min præsteskjorte! Når jeg tager den på, så er jeg på arbejde, og den giver en enorm tryghed og støtte. Men der er også et ansvar at leve op til og en forventning om, at man tager sit arbejde alvorligt, når man tager skjorten på”, fortæller Anne-Petra Bandringa og suppleres af kadetkollega Laura Kjærgaard Fischer: ”Præsteskjorten giver en form for autoritet, hvis ikke i andres øjne, så i hvert fald i mine egne. Når jeg har den på, føler jeg mig ikke som en studerende, der lige skal prøve at stå foran alteret, men som en næsten-teolog, som faktisk har noget at byde ind med”.

Et yderligere perspektiv i deres arbejde som præstekadetter, er den gensidige vekselvirkning mellem deres teoretiske teologistudium og praksiserfaringerne med præstearbejdet.

”Jeg har fundet ud af, hvor meget jeg egentlig har lært på studiet og kan nu se, at det kan bruges i praksis. Omvendt gør det også den teori, vi lærer om på studiet meget mere håndgribelig, og jeg kan gå til teksterne med en anden forståelse og opmærksomhed”, fortæller Laura Kjærgaard Fischer. 

Her kun et lille halvt år inde i det toårige forsøgsprojekt, har kadetterne allerede fået en masse erfaringer med præstegerningen, et øget kendskab til folkekirken, et netværk af præster og begyndende relationer i menighederne. Studiejobbet giver derudover ikke mindst kadetterne et praksisperspektiv at spejle deres teologiske studier i og et erfaringsperspektiv, at spejle en spirende følelse af præsteidentitet i.

Dette er ikke helt uvæsenligt, eftersom projektets overordnede formål er, at bygge bro mellem det akademiske studium og præsteembedet, i håb om, at tiltrække og fastholde præster i folkekirken, hvor alt tyder på, at der er udsigt til alvorlig præstemangel.

Fakta:
Favrskov Provsti er initiativtager til projektet og står sammen med Aarhus Stift bag Akademi for Præstekadetter. Projektet løber som forsøg i perioden 2019-21. Evaluering sker i samarbejde med Folkekirkens Uddannelses-og Videnscenter.

Læs mere om Akademi for Præstekadetter og se film fra åbningsgudstjenesten her: https://www.favrskovprovsti.dk/projekter/akademi-for-praestekadetter/

v/sogne- og hjemmeplejepræst Mette Mommsen

For lidt over et år siden opstod der en fantastisk mulighed. Efter mange år at have delt en fuldtidsstilling mellem land og by blev det muligt at få 30% af min stilling som sognepræst allokeret over i hjemmeplejen som et forsøg. Min provst gik i gang med indledende møder med kommunen, især med ældrechefen og kommunaldirektøren. Der var nogle politiske hurdler på vejen, men da de efterhånden blev fejet væk, åbnede der sig en hjertelig dør for præsten og opgaven.

Der har gennem mange år været ansat hospitalspræster i sundhedsvæsenet primært på landets hospitaler, nu altså også i hjemmeplejen (Odder Provsti som de første). Min hovedopgave er at tilbyde eksistentiel og åndelig omsorg for alvorligt syge, terminale borgere og deres pårørende. Jeg er ikke spirituel psykoterapeut, livsvejleder eller åndelig coach (som nogle kommunalpolitikere måske havde håbet!), jeg er gudskelov teolog, sjælesørger, medmenneske og præst. Helt lavpraktisk består min opgave i at være med i palliationsgruppen i kommunen, holde møder med hjemmeplejens udkørende teams, køre rundt på plejecentrenes hospice afdelinger og høre om der er borgere, som kunne tænke sig et besøg af præsten. Det er især sygeplejerskerne, assistenterne og andre ansatte, som kontakter mig, hvis de har kendskab til en borger eller pårørende, som kunne tænke sig et eller flere besøg i deres eget hjem. Jeg er pt. indover tre forløb med terminalerklærede borgere og deres pårørende. De giver udtryk for, at det er trygt og godt at tale med en præst om den svære tid, fordi de bliver mødt i al deres afmagt, vrede og frustrationer. Jeg knytter gerne an til den lokale sognepræst, hvis det ønskes og jeg er ind over vågetjenesten. Jeg holder også demens salme/højskolesang formiddage med mine organister og sidst men ikke mindst underviser jeg ansatte i hjemmeplejen i eksistentielle og teologiske temaer – både tværfagligt, men også alene i min egenskab af teolog og præst. Sidst jeg holdt et oplæg, var for sygeplejersker med et overordnet tema, der lød: HVEM EJER DØDEN - Staten, lægen, jeg selv, mine pårørende, Gud? Desuden har jeg undervist SOSU´ere i ”nærværende kommunikation omkring et dødsleje” og sidst men ikke mindst blev jeg inviteret til en debataften med de praktiserende læger, hvor vi debatterede sorg/angst/sygdom som straf og andre temaer og hvor jeg faciliterede selve undervisningsdelen.

For mig at se giver en præst i hjemmeplejen SÅ god mening. Flere og flere ”udskrives” til at dø hjemme, og hospicepladser er der ikke mange af. Ansvaret for den værdige død bliver pålagt hjemmeplejen og de pårørende, og det er benhårdt arbejde for dem alle. Ind i det kan præsten bidrage med TID, med langsomhedens nødvendighed, fadervor, evighedens perspektiv, Guds trøst, tro, håb og kærlighed, lyttende ører, dybe samtaler og en hånd at holde i …