Årsberetning fra provstierne 2019
Årsberetning Aarhus Nordre Provsti 2019

Årsberetning Aarhus Nordre Provsti

v/provst Esben Thusgård

Den multilokale kirke – fra hverdagen mellem sognekirke og provsti

Efter længere tilløb har jeg været i gang med at rydde op på mit kontor i embedsboligen. Det føler jeg almindeligvis ikke den store glæde ved. Men denne gang gjorde den sure pligt mig alligevel tankefuld.

Undervejs kiggede jeg ind i et skabene og genfandt et reolsystem, der holdt to fine rækker af hængemapper, hvor man kan arkivere og gemme forskellige sager. Jeg husker da jeg åbnede skabet første gang og tænkte – nu er der endelig mulighed, at jeg kan få en smule orden i sagerne og gemt alle henvendelser, sager og akter på en betryggende måde. Jeg husker også, hvordan jeg havde fornøjelse af at arkivere i de første to mapper. Siden har jeg ikke brugt dem. 

Jeg flyttede ind i 2011 og siden er alt blevet digitalt, hængemappernes tid er ovre. Nu har jeg besluttet mig for at skrue skinnerne ned og smide mapperne ud. Jeg får aldrig brug for dem igen. Arkiveringen og kommunikationen har fundet andre veje. Det er lettere og hurtigere og nu kan jeg gemme andre ting i skabet.

Jeg fandt også et stempel, som jeg ikke bruger længere. Det røg ud i samme ombæring i beholderen for metal. Håndbøgerne med kirkeret, regler for personregistrering mv. gik i spanden for papirgenanvendelse. Som reglerne ændres, opdateres de på de diverse hjemmesider, og behovet for at præsteembedets kontor stives af med vejledninger og cirkulærer, stempler og arkivstøv er ikke til stede mere. Kontorets plads i et hierarki er ikke aktuel på samme måde længere. Embedet (og menighedsrådets arbejde for den sags skyld) udfoldes nu i netværk på nye måder. Tilsynet som kontrol er erstattet af samtale og forhandling.

Sådan blæser nye vinde over landet og også over vores lokale folkekirke i sogn og provsti. Noget forandrer sig og kalder på nye svar, og andet støves af, trækkes frem og får ny betydning. Jeg fandt for eksempel en gammel betænkning om liturgi fra 70’erne, hvor det viser sig, at den aktuelle diskussion om liturgi ikke er ny. Samtidig med at vi rydder ud og gør plads til nyt, må vi samtidig have fornemmelse for tradition og hvad der er umisteligt.

Det afgørende i denne sammenhæng er at konstatere, at opgaver og forventninger ændrer sig og tilsyneladende stadig hastigere. Måderne vi henholdsvis løser og imødekommer opgaverne og forventningerne må ændre sig tilsvarende, hvis vi skal svare på en samtidig måde.

For mange år siden lærte jeg i EF/EU-sammenhæng begrebet subsidiaritetsprincippet at kende. Begrebet er vigtig at opholde sig ved også i vores sammenhæng. Ikke kun fordi det er vendt mod enhver form for unødig centralisering – enhver opgave skal løse så tæt på det levede liv og lokalsamfundet som mulig. Men også fordi, at hvor opgaverne bliver komplekse og involverer andre organisationer, som ikke kender til sognegrænser, så må vi gå sammen og støtte hinanden i opgaven. Det sker ofte i forbindelse med samarbejde mellem menighedsråd og præster. Andre gange træder provstiet som mulig ramme for den fælles opgaveløsning frem.

Sådan har vi gennem snart flere år under skiftende vejrlig, fundet på løsninger sammen. Nogle har fundet sammen om regnskabskontor og kirkekontor. Andre om en fælles annonceside i den lokale avis. Denne er vi sammen om, og stadig træder sognenes særpræg, engagement og interesser frem.

Når nyt opstår, er det først og sidst et forsøg på at svare på fælles udfordringer/forandringer. I det forgangne år har vi i fællesskab i Aarhus Nordre Provsti og Aarhus Søndre Provsti fundet et samarbejde om fælles personalekonsulent. Efter snart et års samarbejde viser det sig på den ene side, at det har løftet det lokale menighedsråds muligheder for at løse de opgaver, som menighedsrådet som arbejdsgiver har ansvar for. På den anden side åbner den fælles ressource muligheden for, at vi kan lære af hinanden, inspirere og afstemme forventninger tydeligere menighedsråd og ansatte imellem. Det gør det lettere at være arbejdsgiver, og her og der gør en kontaktperson opmærksom på, at han/hun har oplevelsen af, at kvaliteten er blevet højnet.

Det samme gør sig gældende for det andet samarbejde, vi har med to andre provstier i Aarhus. Det handler om kommunikation, hvor to medarbejdere nu giver råd og vejledning til hvordan menighedsrådene hver især træffer de bedste beslutninger, så man får mest mulig ud af anstrengelserne. Samtidig er det let for de mange organisationer og initiativer, som er så mange i Aarhus Kommune, at identificere og finde en indgang til folkekirken i Aarhus. Derfor formidler medarbejderne mange samarbejder og mulige fælles projekter mellem de initiativer, der (igen!) ikke kender sognegrænser og så præster og menighedsråd. På dette område ligner samarbejdet personalekonsulentens: at støtte og formidle kontakter, så det lokale kirkelige arbejde kommer så langt ud som muligt.

Vi møder i de fælles samarbejder vekselvirkningen mellem det lokale og det fælles, som kan samles i begrebet den multilokale kirke.

Den multilokale kirke er sammensat af de mange lokale sogne. Det lokale kommer for alvor til udtryk, hvor vi i fællesskab ser det og taler om det, anerkender det og giver plads. Det lokale træder frem, hvor den lokale kirkes særegenhed beskrives i den sammenhæng, den står i, skulder ved skulder med mange andre.

Den multilokale kirke viser sig, når vi samarbejder om opgaver, som er for komplekse og store til at den lokale kirke kan løfte dem alene. Det kan være samarbejdet med det lokale hospital med landsdelsfunktion eller samarbejdet med gymnasiet, der rekrutterer elever indenfor og uden for kommunegrænsen. Den multilokale kirke bliver udfordret, når omverdenen i form af civilsamfundsorganisationer som Ældresagen, Røde kors, KFUM’s sociale arbejde og kommunerne kalder. De kalder og forventer, at når det kommer til sorg, ensomhed, integration, inklusion og andre svære forhold, så har kirken også noget at bidrage med.

Den multilokale kirke er det fællesskab, som er forpligtet på det konkrete, og kan finde sammen på kryds og tværs og sogne imellem for at finde de bedste veje at gå. Vi ser det allerede i mange afskygninger.

Når, som beskrevet ovenfor, den multilokale kirke i provstiet går sammen om at ansætte en personalekonsulent, for at styrke den lokale ansættelsesmyndighed. Eller når vi går sammen om en kommunikationsmedarbejder, der rådgiver de lokale kræfter, så vi samlet set får mest ud af kræfterne. Eller, som i en efterhånden kær og gammel organisation, vi går sammen om skole-kirke-samarbejdet og løfter indsatsen og tilbuddet til skolerne, med afsæt i det lokale.

Dette begreb om den multilokale kirke kaster lys over samarbejdet i provstierne. Det viser, at der ikke er noget modsætningsforhold mellem de forskellige aktører i det folkekirkelige netværk. Men derimod en vekselvirkning, hvor vi alle i en fortløbende og daglig hverdagsdebat forhandler om, hvor opgaverne løses bedste muligt. Nærheden har vi indbygget i organisationen, og vi udnytter den bedst, når vi betragter sogn og provsti som del af den samme multilokale kirke, med forskellige opgaver.

Begrebet den multilokale folkekirke er for mig udtryk for en fælles fortælling, der holder fast ved det centrale i vores folkekirkelige ordning: at den er lokal, og alene er stærk som sådan fordi vi står sammen.

Tilbage til de konkrete forhold, eller rettere nogle af projekter, der er ved at tage form.

Region Midt har gennem mange år arbejdet med at udbygge Aarhus Universitetshospital i Skejby.

Midt i dette kompleks bygges FORUM, som kommer til at ligge midt i komplekset med en hovedindgang og ankomstområde for patienter og pårørende fra hele Jylland. Skejby-Lisbjerg Menighedsråd står som den lokale aktør i denne sammenhæng for etablering af et kirkerum. Men det kommer næppe bag på nogen, at det er en kæmpeopgave, som der er flere hænder til at løfte og som kræver forståelse og medspil ikke alene fra biskop og hospitalsprovst. Det kræver også, at de andre provstiudvalg i Aarhus tænker med, træffer beslutning om økonomi, og at hele Aarhus Nordre Provsti bakker op om projektet. Vi kan her i den grad identificere den multilokale kirke, som den lokale på stedet, der involverer andre i projektet, til glæde for alle indbyggere i det meste af Jylland.

Først i december 2019 lægges grundstenen til byggeriet og i en ikke uoverskuelig fremtid vil alle kunne besøge et kirkerum på Universitetshospitalet, og blive mindet om, at ethvert menneske altid er mere end sin diagnose og tab. Andre kan på vej hjem eller til arbejde på en afdeling af Aarhus Universitet, Universitetshospitalet eller Novo Nordisk søge et øjebliks ro midt på det travle torv i et rum, der henter inspiration og kraft af rødder, der rækker uendeligt langt tilbage.

Endelig og som det sidste skal nævnes et nyt tiltag i samarbejde mellem de fire provstiudvalg i Aarhus. Det handler om det fælles sociale ansvar, eller i den kirkelige jargon: diakoni. Der ansættes pr. 1. januar 2020 en udviklingskonsulent, hvis primære opgave vil være, som personalekonsulenten og kommunikantionsmedarbejderne, at støtte og inspirere lokalt. I praksis vil være at støtte traditionelle diakonale initiativer i sognene såsom sorggrupper og besøgstjenester, således at deres arbejde understøttes og udvikles. Hertil skal vedkommende arbejde for et forstærket samarbejde mellem andre sociale organisationer i Aarhus, Aarhus Kommune og folkekirken. Det vil være muligt for andre uden for den kendte folkekirkelige hverdag at identificere folkekirken, og kontakterne kan herefter sluttes til rette sted. På den fælles dagsorden er der flere vigtige temaer, såsom demens og ensomhed. Hvordan kan den mulitilokale folkekirke bidrage til at hjælpe her? Der er så megen sorg og tab forbundet, både med ensomhed og demens. Hvordan kan vi på den ene side åbne de folkekirkelige fællesskaber, for de har brug for støtte i et vanskeligt liv. Og hvordan, for det andet, kan folkekirken bidrage ind i andre fælleskaber og projekter med det store kendskab der er i kirken med hensyn til tab og sorg?

Subsidiaritetsprincippet gælder også her. Udviklingskonsulenten vil være kontaktled mellem sogne og andre netværk i Aarhus Kommune og i centrum er de, der har hjælp behov.

Der skal masser af prøvehandlinger til, midlertidige beslutninger, der kan gøres om, hvis det ikke duer. Målet er at folkekirken må være til stede hvor folk er, og især hvor livet er skrøbeligt, skørt og skævt. Det kan folkekirken om nogen rumme.


Forum, Reg. Midt