Fortsæt til hovedindholdet
Årsberetning fra provstierne 2018
Årsberetning Randers Søndre Provsti

Årsberetning fra Randers Søndre Provsti

 

Fælles om det sociale ansvar 

Året begyndte med konferencen i Aarhus ”Fælles om det sociale ansvar” med deltagelse af repræsentanter fra kommuner og provstier fra hele Aarhus Stift. Randers var godt repræsenteret ved det lokale kommunebord med præster og menighedsrådsmedlemmer fra såvel Randers Søndre Provsti som Randers Nordre Provsti, Kirkens Korshær og Randers Kommune. Det blev starten på et øget samarbejde, der er kommet godt fra start med efterfølgende lokale møder mellem kirke- og kommunefolk. I sensommeren mødtes alle kommunens præster med repræsentanter fra det sociale område i kommunen, og her i efteråret følges der op på de mange oplagte mulige samarbejdsområder, dagen åbenbarede – til videre gavn og glæde for borgerne lokalt i sognene i kommunen i årene, der kommer. Her ved årsskiftet ser vi frem til endnu en konference med stor deltagelse fra Randers. Viljen og lysten er stor til øget samarbejde omkring bedre løsninger og initiativer ved fælles hjælp. 

Fælles om opgaver, indsigt og kollegialitet, præsterne 

I 2018 har vi haft gavn og glæde af en række gode vikarer, der har suppleret provstiets præster i forbindelse med sygeorlov og vakancer. Provstiets præster er et stærkt hold, der gerne rykker sammen om opgaverne, også når der er ”mandefald”. Men ikke kun da. I år fejrede vi 10 års jubilæum for det store heldags- arrangement ”Luther på spil” på Fussingø for Randers Søndre Provstis konfirmander. Dagen mønstrer 130 frivillige, der har en arbejdsom, men herlig dag, som alle ser frem til at deltage år efter år. En stor tak til de mange frivillige – også her – og det lille præsteudvalg, der ligger vandret i dagene op til og efter. 

I forsommeren drog Randers Søndre og Randers Nordre Provstis præster på tur til Lübeck med fokus på især ”de glemte kristendomme”, overgangen fra hedenskab til kristendom i Norden (Jelling og Hedeby), højmiddelalderkristendom (Lübeck og Schleswig) og pietistisk og lavkirkekristendom i det 18. århundrede (Christiansfeld) med udblik til egen folkekirke derhjemme. Turen var tilrettelagt i samarbejde med Anders Klostergaard Petersen og virkede efter hensigten: at øge indsigt og reflektere over egen virkelighed og praksis og fremme samarbejdet og kendskabet til kolleger i provstierne i kommunen. 
 

Provstisekretær 

I begyndelsen af året tog vi afsked med Hanne Ladefoged, der har været provstisekretær i 30 år i Randers Søndre Provsti. En institution af sikkerhed og kendskab til provstiet og historikken. Vi fik sagt stor og varm tak til Hanne en festlig eftermiddag i januar. 

Stillingen som provstisekretær er mere eller mindre blevet til i Hannes tid, fra få timer om ugen til fuldtids- stillinger i de fleste provstier i dag, da mere og mere skal gennem provstikontorerne i dag. Randers Søndre Provsti har de senere år været optaget af, at menighedsrådene skal have bedst mulig hjælp i de opgaver, der indimellem opleves tyngende. Da stillingen som provstisekretær i slutningen af 2017 skulle opslås, opnormerede vi stillingen og lagde øget servicering af menighedsrådene ind i den. Det er helt afgørende, at menighedsrådene oplever sig hjulpet – nogle gange hjulpet videre – i sagsgangene. Det gælder i det daglige arbejde med forvaltning, byggesager, kirkegårdsdrift, økonomi, ansættelser og personaleledelse og meget andet. Vi har desuden skruet op for konsulenthjælpen. Kontaktpersonerne i de to Randersprovsti- er har bl.a afholdt en række fælles erfa-møder under kyndig vejledning af personalekonsulent i Silkeborg Provsti, Helle Niewald. 

I slutningen af 2017 tiltrådte Dorte Søgaard Mikkelsen stillingen som provstisekretær, og vi kan her ved udgangen af 2018 fejre hendes første år som sekretær. Læringskurven har været stejl, men hun er i den grad på omdrejningshøjde med opgaven! 

Sognepræst 

Sognepræst Anne Hanson, Haslund-Ølst Pastorat og præst i Randers Arresthus, valgte i foråret at søge nye udfordringer. Anne tiltrådte 1. juni stillingen som sogne- og pilgrimspræst ved Maribo Domkirke. Åse Mere- te Morsø har varetaget embedet i vakancen og 1. søndag i advent indsættes den nye sogne- og arresthus- præst, Louise Krogh Raahede. 
 

Menighedsråd

I Randers har vi et usædvanligt jubilæum i år. Bent Olufsen, formand i Hornbæk Menighedsråd, kan fejre 50 års jubilæum som medlem af menighedsrådet. I disse år hvor vi gør os mange overvejelser og bekymringer om de frivillige også i menighedsrådsarbejdet, er det velgørende at se sig omkring i menighedsrådslandskabet og bemærke, hvor mange, der tager en tørn til. Og en til. Og en til. Der burde tildeles endda særligt fine medaljer for jeres uvurderlige indsats og trofasthed og loyalitet i det lokale kirkeliv! 
 

Nybyggeri og renoveringer 


Året har ikke budt på store byggesager. Nævnes skal dog Sct. Clemens kirketårn, der blandt andet har fået skiftet mursten, efter at det blev konstateret på syn, at de gamle var i så dårlig forfatning, at der var fare for, at de ikke bare smuldrede, men gav nedfald med risiko for forbipasserende – og for tårnet. Reparationen er nu tilendebragt og klokkerne lyder nu igen til glæde for sognet efter en lang pause i sommer. Det er en af den slags sager, hvor man glæder sig over, at reparationen ikke umiddelbart kan ses, da tårnet og den nye sten fremstår harmonisk i helheden i det smukke kirkeanlæg, tegnet af Inger og Johannes Exner. 

Nævnes skal også to større digerenoveringer i henholdsvis Helstrup og Hørning. I slutningen af 2017 viste det sig akut nødvendigt med en større renovering af i første omgang vestsiden på kirkediget i Helstrup, da stenene var begyndt at løsne sig og rulle ned ad den stejle skrænt og lande på fortovet. Her i efteråret afsluttedes første etape af omsætning af stendiget, der er blevet rykket 50-80 cm forsvarligt ind og bunden og skrænten sikret. I det nye år forestår renovering af nordsiden. Hørning kirkedige er ligeledes blevet omsat på udsatte steder.