Af Jacob D. Krogh Rasmussen, Sognepræst v. Mariager kirke
Medlem af Det Mellemkirkelige Stiftsudvalg i Aarhus Stift
Formålet med min udveksling var udover at stifte et nærmere bekendtskab med den anglikanske kirke (Church of England) også at få et indblik i arbejdslivet for en anglikansk præst, for herigennem at afprøve om Porvoo kirkernes gensidige anerkendelse af embedet og ordinationen også i praksis kan fungere og dermed danne udgangspunkt for en egentlig præsteudveksling kirkerne imellem.
Derfor fulgte jeg lederen af Dereham and District Team Ministry Rector Sally Theakston i hendes daglige arbejde, for hermed at få et nærmere indblik i både Kirkens, præstens og menighedens liv i en engelsk provinsby med 23.000 indbyggere.
Det, der først slog mig, var forskellene. Der var de overordnede strukturelle forskelle, ikke mindst med hensyn til medlemstal og økonomi. Den anglikanske kirke er som statskirke forpligtet til at yde alle indbyggere, der måtte ønske det, kirkelig betjening. Der kræves ikke et medlemskab af kirken. Dette kræves alene, hvis man ønsker stemmeret til det lokale menighedsråd og den anglikanske kirkes synoder på stifts- og landsplan. Derfor står de tre præster, som teamet udgøres af, i teorien til rådighed for kirkelige handlinger for samtlige 23.000 indbyggere i Dereham og de yderligere 3.000, som bor i de fem andre små landsbysogne, som sammen udgør Dereham and District Team Ministry.
Jeg skriver i teorien, for i praksis tilhører mange af byens indbyggere andre kristne kirkesamfund, såsom Methodist kirken, Baptist kirken, den karismatiske frikirke og den Romersk Katolske kirke. I forbindelse med møder mellem præsterne for de forskellige kirker, fik jeg det klare indtryk, at alle kirkesamfundene samler hver en søndagsmenighed af mere eller mindre samme størrelse. På den måde er den anglikanske kirke i en interessant situation i den forstand, at den er ”statskirke”, men samtidig lokalt, i Dereham, ikke større end de andre kirkesamfund, men med helt andre forpligtelser som rækker ud over selve den aktive menighed. Fordi der var så stor jævnbyrdighed kirkesamfundene imellem, mødtes de forskellige præster også på jævnlig basis, for at drøfte forskellige problemstillinger og fællesarrangementer, så som fælles kirkeligt påskeoptog og deltagelse i byens julemarked.
Med hensyn til økonomien er forskellen mellem den anglikanske kirke og den Danske Folkekirke også til at få øje på. Hvor vores kirke for størstedelen finansieres af medlemmerne over kirkeskatten, finansieres den anglikanske kirke gennem menighedens frivillige donationer og gebyrer for de kirkelige handlinger. En vielse koster f.eks. som udgangspunkt £385. I dette beløb er dækning af bl.a. varme, lys, kirketjener og organist, som dog skal have £60 ekstra, hvis der skal filmes under vielsen. Ønskes der kor eller skal der ringes med klokkerne er der også yderligere betaling, og i omegnen af 750£ er ikke unormalt. Af det samlede gebyr går også en større del til det lokale stift.
Disse bidrag til stiftet fra gebyrerne ved de kirkelige handlinger, samt den lokale Parish share, som er et bidrag som alle sogne yder deres stifter, alt efter størrelse og antal af præster, udgør så til sammen i større eller mindre grad det beløb som det enkelte sogn modtager i form af stiftets afholdelse af præsternes løn og embedsboliger.
I Dereham and District Team Ministry udgjorde Parish share £96.000, da to fuldtids præster hver især koster £48.000 for sognet. Penge som altså skal indtjenes gennem gebyrer på kirkelige handlinger, donationer ved gudstjenester og kirkelige handlinger og forskellige fundraising arrangementer.
Derudover skal vedligeholdelse af kirkerne og nyanskaffelser også finansieres gennem fondsmidler og lokal fundraising, da der ikke er nævneværdige midler at låne i Stiftet. Dette betyder også, at mange af kirkernes vedligeholdelses niveau er noget anderledes, end man er vant til i Danmark. En af de kirker jeg besøgte, havde først nu fået et velfungerende varme- og lys anlæg og havde derfor, til menighedens udelte begejstring, nu mistet sin ”titel”, som Englands koldeste kirke. Jeg fik fortalt, at de nogle gange om vinteren måtte aflyse gudstjenesten, fordi kirken var for kold, og dét på trods af muligheden for at låne et tæppe!
Den økonomiske situation og det deraf følgende fokus på behovet for indtjening kan godt springe en udenforstående lidt i øjnene. Men samtidig gøres man opmærksom på, hvor privilegerede vi er i den Danske Folkekirke. Hvor end jeg kom frem, blev der med misundelse i stemmen talt om den danske kirkeskat!
Netop fordi det også er en indtægtskilde, er der på stiftsniveau også fokus på de kirkelige handlinger og udbredelsen af kendskabet til dem. Der var bl.a. udarbejdet en rapport ang. vielser med det formål at tiltrække flere vielser til kirken. Rapporten fastslog bl.a., at dét som parrene ønsker, er den personlige kontakt til præsten. Derfor er der blevet udarbejdet materiale til uddeling for kommende brudepar, hvori de guides gennem planlægningen af en kirkelig vielse, lige fra valg af kirke til gode spare råd mht. bryllupsrejsen. Samt postkort som præsten så kan sende til parret op til vielsen og på bryllupsdage. (www.yourchurchwedding.org/project)
Det var på overvejelsesstadiet om lignende rapporter skulle udarbejdes for dåb og begravelser. De kirkelige handlinger generelt står svagt, f.eks. lå antallet af konfirmander i Dereham sogn på omkring 6 personer om året, af hvilke de tre var voksne! (Selve konfirmationen foretages af biskoppen i katedralen.) Den manglende opbakning til de kirkelige handlinger skyldtes, ifølge flere jeg talte med, et generelt traditionstab.
Dette øgede fokus på de kirkelige handlinger, og hvad de kan tilbyde det moderne menneske, mener jeg også kan være til inspiration og eftertanke for os i den Danske Folkekirke, så vi kan stå rustet til den dag, hvor traditionen i Danmark mht. kirkelige handlinger såsom barnedåb og konfirmation måske ikke længere er, som den har været.
På det mere lokale plan var den store forskel naturligvis gudstjenesten! Både i forhold til antal af gudstjenester og gudstjenestens liturgi. I St. Nicholas kirke i Dereham er der morgenbøn hver morgen kl. 8.45 og ofte deltog alene præsterne. Morgenbønnen bestod af bønner og to tekstlæsninger. Derudover var der gudstjenester hver onsdag og fredag. Liturgien ved disse hverdagsgudstjenester var højmesseliturgien uden musik og salmer, da organisten alene lønnes efter antal gudstjenester og derfor blev sparet væk ved disse tjenester, og uden prædiken.
Om søndagen vil der normalt være tre gudstjenester i St. Nicholas. En forkortet nadvergudstjeneste kl. 8.00, Parish Communion (Højmessen) kl. 9.30 og en dåbsgudstjeneste eller familiegudstjeneste senere på dagen. Derudover vil der også være gudstjenester i tre andre kirker i Teamet. Modsat vores højmesse, hvor fokus er delt mellem prædikenen og nadveren, er hovedfokus i de tjenester jeg oplevede alene på nadveren. Nadverdelen vil jeg anslå fylder 60-65 procent af liturgien.
Jeg indstiftede nadver ved to fredags gudstjenester, samt ved den ene søndagshøjmesse, inden hvilken menigheden blev gjort opmærksomt på, at den Engelske Kirke anerkendte min ordination og mit embede gennem Porvoo aftalen og menigheden derfor roligt kunne gå til alters, hvilket menigheden også gjorde. Derudover prædikede jeg også ved højmessen og en efterfølgende søndagsgudstjeneste.
Men ikke alene nadverliturgien er anderledes. Der er også flere rituelle led såsom indgangs procession med processionskors, kor og præster, samt rituel håndvask inden nadveren udeles m.m. Derudover er der en udbredt brug af lægfolk i gudstjenesten, både som tekstlæsere, folk der beder bønner og hjælper til ved forberedelsen af nadvermåltidet, men også med en stor medinddragelse af menigheden gennem korsvar. En anderledes gudstjenesteliturgi end Folkekirken, men inspirerende ikke mindst mht. inddragelsen af menigheden.
Det var på ingen måde en gudstjenesteform og liturgi som jeg, som præst i den Danske Folkekirke, ikke kunne være i, selvom flere af ritualerne krævede en vis tilvending, og det var med en vis ærgrelse at opleve, hvor lidt prædikenen blev prioriteret i liturgien og af menigheden. Selvfølgelig er oplevelsen af prædikenens betydning for gudstjenesten en subjektiv vurdering, og jeg mødte da også både præster og lægfolk, som værdsatte prædikenen.
Men gudstjenestens fokus fortrinsvist på nadveren og ritualerne, gør, at den anglikanske gudstjeneste godt kan virke ”højkirkelig”, uden den nødvendigvis er det. St. Nicholas befandt sig i midten af det kirkelige landskab, men jeg erfarede også, at Church of England spænder meget vidt, fra det anglo-katolske eller højkirkelige til det lav-kirkelige. Så let det er at finde en anglikansk kirke, som man kan føle sig hjemme i, lige så let er det at finde en, hvor forskellene vil være for store.
På det overordnede strukturelle plan og mht. de gudstjenestelige liturgier var forskellene åbenlyse og forventelige. Men mht. det daglige præstearbejdet var lighederne slående!
Jeg fulgte som nævnt teamets præst i deres daglige arbejde, både til dåbssamtaler og vielsessamtaler, på hospitalsbesøg, plejehjem og kaffeeftermiddage i sognet og til menighedsrådsmøder samt i det store administrative arbejde, der også er i et sogn, og det kunne på mange måder lige så godt have været min hverdag fra Mariager sogn.
Det var en interessant iagttagelse, at mange af de forskellige overvejelser og spørgsmål, som de engelske præster gjorde sig, langt hen af vejen var ganske ens med dem, jeg gjorde mig hjemme i Mariager sogn. Ligheden var også slående mht. forløbet af dåbssamtaler og den indledende samtale, som jeg var med til, både mht. dåbsforældrenes og det kommende ægtepars spørgsmål og præstens spørgsmål og forklaring af ritualet.
Netop den store lighed i dagligdagen, både i præstearbejdet og i det generelle fokus på menighedsliv og fællesskab har overbevist mig om, at en præsteudveksling er mulig. En overbevisning jeg blev bekræftet i ved mødet med flere kirkefolk, som gerne så en udveksling komme op at stå, også for kortere perioder. I Norfolk stift er der mangel på præster, og muligheden er derfor også til stede i forhold til stillinger.
Selvfølgelig er der visse ting, som kræver en nærmere afklaring ikke mindst mht. ansættelsesforhold og sprogniveau. Men hvis viljen er der, kan jeg med mine erfaringer fra mit ophold i Dereham and District Team Ministry sagtens se en virkeliggørelse af intentionerne i Porvoo erklæringen, til gensidig glæde og inspiration. For nok er vi forskellige, men ligheden er slående!
