Indsigt
Vi skal huske at anerkende hinanden

Vi skal huske at anerkende hinanden

Tidligere stiftskonsulent peger på vigtigheden af at anerkende og tale positivt om hinandens indsats. 

Tekst: Alex Kjær.  
Foto: Henrik Petit. 

Eva Holmegaard Larsen er sog­nepræst i Nødebo og medlem af Landsforeningen af Menigheds­råds bestyrelse. I tre år var hun ansat som teologisk konsulent i Helsingør Stift, hvor hun blandt andet arrange­rede visionsaftener og temadage for menighedsråd, præster og ansatte med fokus på kirkens liv og vækst. 
 
- Det slog mig, at præsterne var fraværende ved de her møder. Det var rigtig ærgerligt, synes jeg, fordi dialog om samarbejde og fælles mål er vejen til trivsel og et bedre arbejdsmiljø i kirkerne.  

For nylig har en gruppe præster lavet en gruppe på Facebook under overskriften "Vi vil bryde tavsheden". Her taler de om ting, som er galt med folkekirken; forholdet til menigheds­rådet, til kollegerne, til livet i præste­gården og til den såkaldt tostrengede ledelse, hvor præsten refererer til provsten, mens medarbejderne ved kirken refererer til menighedsrådet.  

- Jeg forstår godt frustrationerne, men det er ikke den rigtige vej at gå, hvis man gerne vil have mindre kon­flikt og bedre arbejdsmiljø i folkekir­ken, mener Eva Holmegaard Larsen.  

- Selv om det ikke er meningen, kommer det let til at lyde mere som en anklage end et ønske om at for­bedre tingene sammen. Som om man kun ser tingene fra et perspektiv. Op­råbet mangler blik for den fælles mission. Det er vigtigt, at grundlaget for vores samarbejde er, at vi er optaget af det, vi skal sammen.  

Eva Holmegaard Larsen foreslår i stedet, at debatten tages ude i den fælles dagligdag, hvor menighedsråd, præster og ansatte er sammen om at lave kirke.  

- Der er mange faldgruber i den måde, præster er ansat på. Der er meget, der udfordrer moderne krav og forventninger til et arbejdsliv, og det skal og må vi arbejde på for også at tiltrække præster i fremtiden. Men i spørgsmålet om arbejdsmiljø og samarbejde med menighedsråd er man nødt til at satse på samta­len og tage den up front i stedet for i lukkede grupper.  
Hun peger på, at en del distrikts­foreninger i Landsforeningen af Menighedsråd inviterer til mange arrangementer, som netop handler om samarbejde og menighedsrådets rolle i forhold til præsterne eller om kompetencefordeling.

Bedre arbejdsmiljø 

- Og her er vi præster desværre ikke særlig flittige til at møde op. Det hæn­ger helt sikkert sammen med, at præ­ster har en travl hverdag og må pri­oritere benhårdt. Men måske skal vi begynde at tænke anderledes om de møder, hvor præster og menigheds­råd kan tale sammen om andet end de mange praktiske opgaver, som fylder rigtig meget på de ordinære menighedsrådsmøder. Måske skal vi præster begynde at prioritere at en­gagere os mere i de folkevalgtes liv og tanker. Jeg tror, at det måske på læn­gere sigt kan bidrage til større trivsel og bedre arbejdsmiljø i folkekirken.  

Hun uddyber, at der er mange ud­fordringer, som er fælles, lige meget om man er folkevalgt eller ansat.  

- Efter at jeg er blevet valgt til bestyrelsen i Landsforeningen af Menighedsråd, er jeg blevet mere bevidst om, hvor stort et engagement der lægges i menighedsrådsarbejde. Menighedsrådene består af engage­rede mennesker, som også bliver fru­strerede, når tingene ikke fungerer. Den frustration er det vigtigt, at vi deler, i stedet for at sidde i hvert sit hjørne.  

Hun tilføjer, at man som præst kan begynde med at række ud til menig­hedsrådet og tale åbent om sine fru­strationer og måske endda fortælle, hvis man mistrives, og spørge, hvad de mener, man kan gøre sammen for at forbedre situationen. Sommetider skal der også lidt gensidig tillid til for at løse et problem. Og ofte vil det vise sig, at menighedsrådet har nogle af de samme tanker og overvejelser. I alle forhold kan det have en fanta­stisk virkning at slippe elefanten ud i rummet. 

- På den ene side skal man passe på, at det hele ikke bliver for person­ligt. På den anden side sker der ofte noget positivt, når man har givet lidt af sig selv og lært hinanden bedre at kende. Det personlige, tillidsfulde for­hold på en arbejdsplads kan - men selvfølgelig ikke altid - være med til at forhindre, at det hele brænder sammen. Derfor er det en god inve­stering, når præsten fx tør tale om sin egen tro, og man sammen i et menighedsråd får snakket om, hvor­for vi er her, og hvad vi kommer fra, og hvad tro og kirke betyder for os hver især.  

Folkekirkens ArbejdsmiljøRåd­givning fortæller, at præster ofte er involveret, når der er sager om konflikter og dårligt arbejdsmiljø i folkekirken. Det kan der ifølge Eva Holmegaard Larsen være flere årsager til.  

Menighedsrådets ansvar  

- For det første er præsten den mest udsatte, når der opstår konflikter på arbejdspladsen. Menighedsrådet kan jo gå hjem og lægge afstand til kon­flikten. Det er sværere for præsten, som har investeret både arbejde og privatliv i kirken, og som bor på sin arbejdsplads i en bolig, som menig­hedsrådet også er inde over. Det er svært for præsten ikke at lade en konflikt inficere det hele. Derfor er det så dræbende, når det sker. Og der­for skal menighedsrådet være meget bevidst om sit ansvar for trivsel og arbejdsglæde.  


En anden årsag kan være, at mange præster på landet har et arbejdsliv, hvor de er ret alene.  

Eva Holmegaard Larsen opfordrer sine præstekolleger til at deltage i de møder i distriktsforeningerne, som handler om sam­arbejde og menighedsrådets rolle i forhold til præsterne eller om kompetencefordeling.

- Her er det vigtigt at være en del af et kollegialt fællesskab. Jeg kan godt misunde andre arbejdspladsers "fredagsbar", hvor man får delt ugens sorger og glæder. Der er uenig­hed på alle arbejdspladser, og ærg­relser og personlige nederlag hører med til arbejdslivet. Men præsten bærer meget alene. Har man nogen at vende det hele med og grine lidt sam­men med ad det hele, kunne det må­ske tage luften ud af frustrationerne, inden de vokser til store, uigennem­skuelige problemer.  

Gruppen af kritiske præster, som mødes i en gruppe på Facebook, taler om problemerne ved folkekirkens tostrengede ledelse, hvor præsten refererer til provsten, mens med­arbejderne ved kirken refererer til menighedsrådet. Nogle har talt om, at menighedsrådet ikke skal være leder for personalet, og at den funktion i stedet kan ligge hos en HR-afdeling i provstiet.  

- Det vil være en dårlig løsning, tror jeg. Bare spørg de mange offent­lige institutioner, der i dag ledes af mennesker, der intet har med det daglige arbejde på arbejdspladsen at gøre. Der er ikke meget plads til smi­dighed og kreativitet, og faglighed og menneskelige hensyn kvæles i skemaer og tidskontrol.  

Hun medgiver, at man sikkert godt kunne få en mere effektiv ledelse gennem fjernledelse.  

- Men vi vil ikke få mere effektive medarbejdere. Vi har i folkekirken en stor frihed, og den er der mange, der misunder os. Det er et privile­gium selv at kunne tilrettelægge sit arbejdsliv og kunne arbejde fleksibelt og kreativt, uden der står nogen med et stopur et sted og ser mere på tal end på resultater. Det er motiverende for engagementet, og netop når man er i tæt dialog med en ledelse, der er tæt på, kan tingene lade sig gøre.  

Hun uddyber, at det på et overord­net plan ikke handler om at ændre på strukturerne, men om, at de for­skellige grupper i folkekirken aner­kender hinanden og har respekt for hinanden. 
 
- Som præst kan man næsten ikke rose menighedsrådet nok for det store arbejde, de udfører. Omvendt er det et godt signal at sende, når menighedsrådet ofte kommer til gudstjeneste, for det vil præsten sætte pris på. Især fordi de selv er med til at tilrettelægge rammerne for gudstjenesten.