Fortsæt til hovedindholdet
Nyhedsbreve
Nyhedsbrev for møde i Stifternes Kapitalforvaltning 23. august 2016

Nyhedsbrev for møde i Stifternes Kapitalforvaltning 23. august 2016

Det kan godt være, at sommeren vejrmæssigt har ligget i den køligere ende, men når det kommer til investeringer, så har sommeren budt på pæne resultater. Samtidig har det britiske nej til EU og et kommende amerikansk valg ført til, at mange centralbanker venter med at sætte renten op, og det har ført til positive kursgevinster

Af Folkekirkeinfo

Med sommeren næsten ovre kunne de to kapitalforvaltere melde om et forår og sommer, der har givet pænere resultater, end hvad der var ventet. Både Nykredit og Jyske Bank har leveret afkast, der ligger over benchmark, og det har i alt givet et regnskabsmæssigt overskud på lidt over 100 millioner kroner. 31 millioner er fra renteindtægter, og 78 millioner skyldes kursregulering. Den positive kursregulering skyldes, at renten fortsat er faldet og er altså ikke udtryk for en varig udvikling, man vil kunne regne med fremover.

Stifternes kapitaler er delt i to portioner, der forvaltes af henholdsvis Nykredit og Jyske Bank, og selvom begge forvaltere har leveret bedre resultater end forventet, så

er Nykredits en anelse bedre. Til gengæld er Nykredits investeringer også mere udsatte, hvis der skulle komme en rentestigning.

”Det er ikke et spørgsmål om renten stiger, men om hvornår den gør det, for renten er lige nu omkring 0. Vi må håbe, at kapitalforvalterne kan ændre varigheden inden renten stiger,” siger Pouli Pedersen, der er stiftskasserer i Viborg og Aarhus stifter.

Indtil videre er der dog ikke meget, som peger i retning af en rentestigning. Brexit og den amerikanske valgkamp har skabt en afventende stemning fra centralbankerne, og selv renten på 10 årige statsobligationer er i dag under 0. Det skaber en helt særlig situation, for man har ikke tidligere oplevet noget lignende, og det gør det vanskeligt at vide, hvordan man skal agere.

”Der er ingen lærebøger, der beskriver, hvad man skal gøre i denne situation, og derfor er det her lidt et eksperiment. Vi forventer et afkast på omkring 1,2% over de næste 12 måneder med en uændret rente,” siger Jan Andersen fra Jyske Bank.

Hos Nykredit forventer man heller ikke, at renten begynder at stige markant, og de forventer et afkast, der ligger lidt under Jyske Banks.

”Vi forventer små rentestigninger over det næste års tid, men det er ikke store tal, og det er indpriset i de obligationer, vi har i dag,” siger Claus Jørgensen fra Nykredit.

Noget der har overrasket markederne over hele verden var det britiske nej til EU, og det har gjort, at markederne har søgt mod sikre investeringer, og her kan man mærke, at Danmark ikke er med i Euroen ved at internationale investorer har investeret i danske obligationer. Samtidig er markedet begyndt at blive opmærksom på, at en inflation kan lure ude i horisonten, og hos Jyske Bank er man allerede i gang med at forberede sig.

”Vi har prøvet at sikre os mod en kommende inflation, så vi har en inflationsreguleret statsobligation, der har klaret sig rigtig godt. Det virker som om markedet også er ved at få øjnene op for, at man kan overveje at sikre sine investeringer mod inflation,” fortæller Jan Andersen.