Biskoppens prædikener og taler
Nyheder

Tale ved indsættelse af domprovst Gerda Neergaard Jessen den 1. november 2020

Aarhus Domkirke

 

Kære Gerda!

Engang, engang, hvis præsten havde fundet inspiration til sin prædiken i et lettere upassende tidsskrift, så kunne han – og det var oftest en ”han” dengang – henvise til, at han havde læst det hos sin frisør. Vi der af den ene eller den anden grund ikke går til frisør, eller hvis frisør ikke har upassende blade, kan til gengæld henvise til, eller rettere lade os inspirere af, det man måske falder over på Facebook, mens man dorskt og tilbagelænet sidder og scroller gennem statusopdateringer og kattevideoer.

Og der var mens jeg gjorde netop det, Gerda – og undskyld mig det her lidt skæve tilløb – at jeg så, at du har lagt et billede af Aarhus domkirke op som baggrundsbillede op, på din, gennem de sidste uger særdeles velbesøgte profil. Og det kan jeg da godt forstå, at du har gjort. Det er da et på enhver måde privilegeret sted nu at have fået hjemme som præst og domprovst.

Tung og massiv ligger den der, i mere end en forstand et pejlemærke. Engang for de skibe der rundede Samsø eller Helgenæs derude. Siden – også efter at højere bygninger begyndte at præge byens profil – har den for generationer af århusianere ligget der byens kirke. For borgere af næsten enhver observans har den repræsenteret noget myndigt og umisteligt, en arv, historien, det fælles. Noget der står, når forandringerne i verden omkring os, i stigende grad, synes at blive til det værre. Domkirken er hele byens, ja hele stiftes, kirke.

Så her træder du i den grad ind i en sammenhæng, Gerda. Alterbordet du om lidt skal stå ved er biskop Jens Assersens gravsten fra 1306. Prædikestolen du om lidt træder op på er fra 1588. Vores ny istandsatte orgel deroppe, prydet af vildmændene i det danske våben er fra 1730. Embedet du træder ind i, som præst og domprovst, fortaber sig så langt, langt tilbage. Mange af navnene på dem, der kom før dig, står halvt udviskede på gravsten og epitafier.

Og sådan kunne jeg blive ved. Såmænd i aller bedste hensigt med at betone og påpege, hvordan embedet bærer med, hvordan det, sammen med alt i den her prægtige bygning, bærer med, når du måske, står der på lidt vaklende ben med udsigten til, hvad der venter af forventninger, opgaver og udfordringer. Meget vil blive lagt på dine skuldre, ikke mindst som domprovst, men som enhver præst vil du erfare, at historien, traditionen, arven også kan være en støtte, fordi du netop træder ind i en række, en sammenhæng så meget større end dig. Der er også en lettelse i tjenerrollen, som embedet giver, embedet som du sættes ind i, i dag.

Men historien, traditionen, arven kan strengt taget også, nogle gange, kan tynge, tvinge og spærre inde. At blive sat ind, blive indsat kan jo også bære på andre mindre behagelige associationer. Som en dansk forfatter engang forklarede de unge romerske mænds melankoli, når de hænger ud på deres scootere rundt omkring på byens pladser og i gyderne, så har det at gøre med al den fortid, de ikke kan komme til for. Sådan nogle dage kan man også ha, hvor tiden vi virker og forkynder ind i måske bliver en lidt blodløs og abstrakt abstraktion i forhold til alt det og alle dem, der ser på os fra langt tilbage. Traditionens nogle gange tunge hånd. Den kender vi også - fra så mange forhold.

Derfor er det mig en sand fornøjelse at lektien til i dag, Alle Helgens søndag, skrives i Johannes Åbenbaring med det storsyn, der lukker vores Bibel: ”Se, jeg gør alting nyt”, som Han siger, Ham der sidder på tronen. ”Se, jeg gør alting nyt”, for, som der står, ”nu er Guds bolig hos menneskene”. I sin søn er han kommet til os og er hos os. Det er det altid nye, udsigten åbnet fra det lave, hvor et nyt perspektiv falder ind over vores gamle slidte verden, og lys vælder ind i støvede gravkamre.

Lige præcist det er jo, hvad der bærer vores embede, og bærer os i vores kald. Hvad enten det drejer sig om søndagens prædiken, konfirmationsforberedelsen, samtalen med ham eller hende, der er fortabt i sin fortvivlelse, der er vi som præster givet en horisont, der lader os tale om en død, der ikke skal være mere, om sorg, skrig og pine, der skal ophøre. Vi har fået en Ånd som lader os tale håbet, trøsten og modet i Jesus Kristus ud af fortiden ind i den højst nutidige menighed, der er vores.

Vi får ikke lov til, trods gamle bygninger, imposante kirkerum, fornemme embeder, tunge præstekjoler og uflyttelige gravsten at sidde der som de unge melankolske romere på vores scootere, hæmmede og lammede af alt det, der var. Vi føres af en Ånd, der blæser hvorhen den vil for på så mange måder at forkynde, at Herrens miskundhed er ny over os, hver evigt eneste morgen, og at Han er med os alle dage indtil verdens ende. Måtte du få den Åndens rygvind i dit embede her, Gerda. Og måtte den føre dig hen, hvor du kaldes på. For der er mange, der kalder. Det skal du ikke tvivle på.

Og kære menighed i Aarhus domkirke. Jeg kunne være fristet til at sige: hold Gerda ung trods alders vægt, hold hende til ilden, hold hende til jeres nutid og samtid, kald I også på hende, bliv ved med at kalde på hende. Det er, hvad I skal. Uden jer, intet embede. Jeres fortsatte kald holder måske ikke Gerda selv, men så hendes embede ungt og spændstigt, så den korsfæstede, men opstandne kan forkyndes, så det høres og går til hjerte.

Og jer i provstiet, alle I gode menigheder og præster i gamle og nye kirker, tag vel imod jeres nye provst. Hun skal, sammen med sit provstiudvalg og jer, sætte de bedste rammer for det folkekirkelige virke her i provstiet. Med andre ord og når alt kommer til alt: de bedste rammer for at det gamle ord om Guds bolig hos menneskene, til stadighed kan blive hørt og bringe godt nyt og sætte grønne blade på visne grene. Også I skal kalde på jeres domprovst. Hallo, Gerda, skal i sige – sådan på forskellige måder. For Gerda kan holde til det. Hendes embede hører til den solide slags. Som sagt: Gammelt som kirken her, ja ældre endnu, men altid, altid skal det være båret af, og selv viderebære, levendegørende ånd: ”Se, jeg gør alting nyt!”.

Guds velsignelse i dit embede. Og jeg vil nu læse din kollats, som den lyder til hver eneste præsteindsættelse her i stiftet, og som du derfor sikkert også selv vil komme til at læse højt en del gange.