Provsteindsættelse af René Høeg, Favrskov Provsti

Himlene, Herre, 624 Gud er Gud

Kære Rene!

Du er en mand med mange kvaliteter. Det kunne jeg jo høre på menighedsråd, provstiudvalg og kollegaer den dag de pegede på dig som ny provst i Favrskov provsti og ny præst i Hadsten-Vissing-Ødum-Hadbjerg-Lyngå-Skjød-Lerbjerg pastorat. Dine evner som prædikant, din evne til at sætte dig ind i komplicerede sager, dit overblik, dine samarbejdsevner og dit hele væsen. Alt sammen summede det så vældigt op, Stemningen var god den dag ovre i sognegården.

Men, Rene, jeg vil jo også stilfærdigt påpege et andet forhold, en anden god egenskab, som jeg tror du har erhvervet dig fra din tid i rejsebranchen. Nemlig din stemmes bløde og behagelige klang og den stemmemæssige moduleren, der i et udkald over højtalerne kan få de rejsende til at falde lidt til ro og læne sig tilbage i sædet. Jeg skal nemlig ikke udelukke at du kan få brug for den gave i dit kommende virke, når ting skal falde på plads, stridbare gemytter bøje sig mod hinanden, og en nogenlunde fælles kurs udstikkes. For alt det skal en provst også kunne.

Men det skal jo nødigt gå dig som profeten Ezekiel, som jeg læste om her før salmen, hvor Gud advarer ham om, at hans fagre ord for folket forbliver fagre ord og intet andet: “For dem er du som en, der synger om elskov med dejlig stemme til smuk musik; de hører på dine ord, men de handler ikke efter dem”.

For det kan jeg godt sige dig, Rene - og det ved du jo også godt - at være provst og præst er jo ikke et spørgsmål om at træde op og performe, som det hedder. Det handler for den sags skyld heller ikke om at stille sig op og skælde ud og udpege den retning, der, koste hvad det vil, nu skal gås. Det handler om at lytte, være til stede og følges. Selvfølgelig: der skal udstikkes en retning, men også den udstikkes på baggrund af nærvær, lydhørhed og følgeskab. Du skal ikke være profet som Ezekiel, men provst. I Favrskov provsti ovenikøbet. Og så er det jo selvfølgelig en bonus også at besidde den bløde, modulerende stemme.

Men som provst er du også præst. Og det er vigtigt. I  Hadsten-Vissing-Ødum-Hadbjerg-Lyngå-Skjød-Lerbjerg pastorat oven i købet. For når du ved søndagens gudstjenester, rundt omkring i pastoratets og provstiets kirker, skal prædike Guds godhed mod os i sin søn Jesus Kristus, så bærer du jo heller ikke, som profeten Ezekiel, den profetiske byrde at skulle bære budskabet på dine egne spinkle skuldre og kæmpe som et bæst for at få ørenlyd. Du er jo blevet kaldt på af andre, af de gode folk herude, og du har fået et embede, et gammelt, fornemt embede, hvorfra du så, som dem der kom før dig, skal forkynde det budskab, som du selv har fået overleveret. Du skal gøre det hørt igen og igen – til trøst, til håb, til mod, til glæde. Du skal delagtiggøre din menighed i det med nærvær, lydhørhed og følgeskab.

For vi er sammen om det store, vi har fået skænket og som til stadighed skænkes os. Vi næres af det, bæres af det, holdes oppe af det, holdes i live af det. At være præst er som at være provst aldrig et enmands eller enkvindes projekt. Vi træder ind i en sammenhæng så uendeligt meget større end os, der rækker ud over tid og sted. Tilbage i tiden, frem i tiden og – havde jeg nær sagt – op i himlen.

Og det er indenfor den store, store sammenhæng, der er grundet på Guds gerning i sit folk, at I nu, i pastorat og provsti, skal dele hverdag sammen i den tid og på det sted, der er jeres.

Jeg tror, det er vigtigt, sammen og hver for sig, holder os selv og hinanden fast på det, på sammenhængen, når problemerne og udfordringerne melder sig, hvad de jo har det med at gøre, hvad vi jo alle er opmærksomme på i disse dage, hvor folkekirkens arbejdsmiljøproblemer præger overskrifterne. Vi er sammen om det her, og sammen skal vi løse det, så at folkekirken kan fortsætte med at være det gode sted, som den skal være.

Jeg vil nu læse den kollats, René i sin tid fik læst op af sin forgænger, og som han selv skal læse op, når han indsætter nye præster i sit nye provsti. Kollats betyder noget i retning af sendebrev, og med det overdrager biskoppen embedet til den nye præst, og giver ham eller hende samt den menighed, der har kaldet, nogle gode formanende ord med på vejen. Og så er det med til netop at betone den lille lokale og den meget store sammenhæng, som Rene, jeres nye provst og præst i dag træder ind i, og som I alle, i den grad er en del af og bidrager til.

Guds velsignelse over dit virke og jeres samvirke. Om lidt kan du betræde prædikestolen og opløfte din behagelige røst Rene, men jeg skal nok stå for, her til sidst, over højtalerne at ønske os alle en god rejse sammen i den tid, der bliver vores.

Amen