Prædiken, seksagesima søndag den 12. februar 2023

Salmer: 557 Her vil ties, 41 Lille Guds barn, 238 Det er så sandt, 319 Vidunderligst, 749 I østen stiger solen op. Nadver: 313 Kom regn…

I dag skal det handle om frøet, der sås, og kornet der vokser og gror og sætter tredive, tres og hundrede fold. Men allerførst lidt om verdens larm. For verden larmer. Og den larmer mere og mere. En hel del mere end kornet, der gror. Krise afløser krise. Vi når ikke at sunde os, før den næste rammer. Det er voldsomt. Og nu taler man så også om krisepolitik. En politik hvor der med henvisning til de konstant indkommende kriser forlanges handlekraft og ekstraordinære tiltag, og normale spilleregler sættes ud af kraft om nødvendigt. Og her gider jeg slet ikke nævne bededag. Slet ikke. Men verden larmer. Det gør den. Store begivenheder, voldsomme begivenheder, forfærdelige begivenheder fylder. I mediebilledet og i vores bevidsthed. Epidemier, krige, jordskælv, klimakrise. Som en lang accelererende undtagelsestilstand.

Men her i kirken i dag zoomer vi ind. Om jeg så må sige. Her fylder det, der ellers ikke fylder så meget. Det nære perspektiv, det begivenhedsløse, og helt almindelige: Vintergækken i hegnet, fuglen, barnet, kornet der sås og falder forskellige steder. Og så ordet. Ordet, der præger vores gudstjeneste. I salmerne vi synger, teksterne der bliver læst, bønnerne vi beder, prædikenen nu og i ritualerne, dåben og nadveren. Ord, små ord, der som ord generelt, kan være skrøbelige og magtesløse, når de farer hen over hovedet på os, når de glemmes, når de går til eller går ind ad det ene øre og ud af det andet. Ord der som de frø sædemanden i lignelsen strør, kan falde så mange forskellige steder: på klippegrund, i buskadset, men også i den gode jord, hvor det slår rod og vokser, og vokser, og vokser.

For sådan er det med ord. Store ting kan ske, dér hvor de rammer og får ting til at gro og blomstre. Ligesom vintergækken i hegnet, når den sætter forårshungrende hjerter i voldsomme svingninger som et ”forsommers minde”, som vi begyndte med at synge i dag. Eller ligesom fuglene der rundt omkring i haverne med deres sang antyder at vinteren ikke bliver ved, og lover os at der igen kommer dage med grønne bøgetræer. Eller barnet, dåbsbarnet i dag, Adam, der lige nu ikke gør så voldsomt meget væsen af sig – sådan i det store billede i hvert fald – men som er en menneskeskæbne i udbrud med så uendeligt meget, der venter, så mange veje, der skal gås ad, en verden, et univers i sig selv. Som hvert eneste menneskebarn er det.

Verden der larmer, verden der også larmede i går og vil gøre det i morgen, strømmen af nyheder, af begivenheder, af kriser, alt det, der fylder og alt det, der overvælder. Og som ligefrem får nogle til at slukke for nyhedsstrømmen. Som om det skulle hjælpe. Vi kan også kalde det for verdens perspektiv. Fordi vi så tit og så let får det i øjnene og lader det præge vores udsyn og føde vores modløshed. Fordi vi lader det fylde for meget. Nogle gange alt. Som alvoren der gør alt andet til pjat. Som nødvendigheden af stål der skubber alt det overflødige og mindre vigtige til side.

Men, som sagt, herinde sættes det andet perspektiv med det nære, det små, det almindelige, det begivenhedsløse, kraftesløse og magtesløse, alt det der umiddelbart ikke fylder så meget, men som kan komme til at fylde alt og bære tredive, tres og hundrede fold. Det er Guds perspektiv, og det perspektiv er et stort fedt korrektiv eller ligefrem, en modsigelse af verdens perspektiv. Som Paulus siger i teksten, jeg før læste fra altret: Gud har valgt det, der er svagt og uanseeligt og ligegyldigt og tåbeligt i verdens øjne. Han lod sig jo selv se, høre og erfare i sin søn, der blev født i en stald, i en afkrog af verden og døde en vanærende død, som så mange andre kriminelle, ulydige og undvegne slaver dengang, på et kors.

En ynkværdig entre i verden, må man sige, men samtidig en stor, fed modsigelse af magt og ære, store, vigtige begivenheder og den klare fornufts rene linjer. Et korrektiv der hele tiden lader høre fra sig, fordi døden, der altid er den herskende og udslagsgivende magt i verdens store perspektiv, her ikke fik noget som helst at sige. Opstandelsen er det tåbeliges triumf. Et håb der hele tiden får verdens storsyn og sortsyn og illusionsløse klarsyn til at slå revner og sprækker, så lyset kan skinne ind i mørket og fortælle os, at der er andet og mere at sige om vores liv, end at det en dag er slut.

Vores Gud og skaber gik korsets vej og gav os håbet om at den store mening ikke ligger i det der larmer, foruroliger os, præger mediebilledet og tilsyneladende styrer verden. Meningen kommer til udtryk her i det skrøbelige og omskiftelige liv, hvor vi lever med hinanden, hvor fortræd kan komme til, ja krige og katastrofer, men også hvor fugle synger, blomster gror, børn vokser op, hvor små ord kan gøre en uendelig forskel, hvor vores medmenneske har brug for os og vi kæmper for alt, hvad vi har kært.

I dagens tekst sidder Jesus ikke og formaner sine tilhørere om verdens kritiske tilstand og maner til alvor, nøjsomhed og krisepolitik. Det kunne han sagtens have gjort. Verden dengang var just heller ikke en børnefødselsdag. Men nej, Jesus fortæller en udramatisk hverdagshistorie om en mand, der går og sår sin mark. Gavmildt, nærmest ødselt smider han om sig med korn, der lander alle mulige steder, men som, hører vi, kan slå rod og vælte op af jorden og blive til rigdom og overflod, når ordet han taler til os, gør alting nyt, når det trøster os og giver os håb og mod og fred i hjertet. Som det kan ske. Hver eneste dag, der hvor vi lever og er, i den uanseelige, helt almindelige almindelighed, der er vores.

Det er her Gud er. Det er her han går som den rundhåndede sædemand og smider om sig med velsignelser og gaver og gode ord til bange hjerter. Og det er hvad vi døber vores børn på. Lille almindelige Adam er nu blevet en del af Guds store virkelighed, som han har vist os den i sin søn. Her er der uendeligt højt til loftet, her er der en rigdom og ødselhed af nåde, barmhjertighed og tilgivelse, så meget godt at tære på og vokse af i det liv, han nu skal leve.

Og når vi nu ser på ham, og på vores børn, og bekymrer os for verdens krige, kriser og skæve gang, hvad vi jo gør, så kan vi også være helt sikre på, at det har generationerne før os også gjort. Af mindst lige så gode grunde som vi gør det. Men hold så fast ved dåben. Husk på den. En lille ting, en fattig handling, nogle få ord, nede ved døbefonten, her i kirken, Seksagesima søndag i 2023, hvor verden larmer rundt omkring os. Men dåbens ord er ord, der lover os, at den her lille mand, som ethvert dåbsbarn, er blevet podet ind på det store træ og har fået del i et rige, hvor vold, død og fortræd siges imod, og kærlighed hersker. I al evighed. Gud har skænket det med ødsel hånd, og nu er der ingen og intet, der kan komme mellem lille Adam og store Gud.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

Himmelske far, du som kaldte verden frem og hver dag kalder os til at leve i den i kærlighed til di og vores næste! Tak for ordet i dag til os om, at du som sædemanden ødselt sår dit ord og bliver ved med at så, os til mod, håb og trøst, når verden larmer om ørerne på os. Lad det slå rod i os og vokse og blive til mange fold.

Velsign og bevar vor Dronning, Margrethe den 2. og hele det kongelige hus. Vær med regering, folketing og alle med magt og myndighed. Lær dem og os at forvalte det ansvar, som vi er blevet givet. Giv os styrke og vilje til at hjælpe og værne om vores næste. Giv os øjne at se vores næste med og vilje til at lindre vor næstes nød.

Vær hos alle dem, der lige nu lider under krigen i Ukraine, de fordrevne, de flygtende, de forladte. Vær hos de nødstedte og efterladte i Syriens og Tyrkiets ruiner. Vær der med din trøst og dit håb.

Ja, vær med alle som forfølges og flygter og udstødes og holdes ude og borte eller bag lås og slå og lægges for had. Skænk dem styrke, mod og håb i deres ensomme kamp.

Vi beder for alle, der sørger og savner og sidder i mørkets og dødens skygge. Skænk dem trøst og håb, og og vis os dit milde ansigt, når mørket lukker sig om os.

Amen

Lad os med apostlen tilønske hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde, og Guds kærlighed

og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen