Prædiken skærtorsdag den 6. april 2023

Salmer: 321 O, kristelighed, 203 O, Guds Lam, 455 Mindes vi, 441 Alle mine kilder, 224 Stat op. Nadver: 180 Hører til

I dag skærtorsdag skal vi efter gudstjenesten indvie den nye udsmykning her oppe i Sehesteds Kapel. Der er noget at glæde dig til, kan jeg godt sige jer, for vi skal præsenteres for et kunstværk med stor dybde og betydnings fylde. Og dertil, går jeg ud fra, skal der skal holdes nogle taler og bruges en del ord, sådan at vi forstår det endnu bedre.

Og det siger jeg altså ikke med et dybt suk. For sådan er det. Lev med det, havde jeg nær sagt. For ord og billeder hører sammen her i kirken. De samvirker og omgiver os til alle sider herinde. Ord og billeder har altid – lige siden Jesus fortalte sine billedrige lignelser - ledsaget hinanden for at bringe os lidt tættere på og måske bedre forstå, det ufatteligt store vi har med at gøre. Dét som kunstnerne og digterne siden, på deres mange forskellige måder, har søgt af afbillede, og som de har bygget dette mægtige hus på. Ord OG billeder i mængde slipper vi ikke for, når de gensidigt udlægger hinanden, samvirker om at skildre det, vi aldrig nogensinde kan skildre på udtømmende vis.

Men i dag, skærtorsdag, hører vi, hvordan Jesus selv, her kort før sin død, faktisk sparer på ordene. De kan da også, i situationen kan være svære at finde. Død og tilfangetagelse lurer. Disciplene ved ikke, hvad de skal tro og mene om det hele. En af dem vil forråde ham. Opløsning og forvirring truer. Og så er det, at Jesus i stedet for mange ord griber til handling. Han handler ved at give sine disciple sig selv. Han giver dem sig selv i et stykke brød og et bæger vin, ledsaget af ganske få ord: ”Tag det og spis det!”, ”Drik alle heraf”. Man kan sige, at det, der er for stort til ord - alt, alt for stort til ord (og billeder for den sags skyld) - gør han håndgribeligt og fatteligt i noget småt, enkelt, basalt og dagligdags, noget man kan putte i munden, smage på og optage i sig. Her er jeg. jeg giver jer mig! Ikke så meget snak. Ikke så mange ord.

I morgen hører vi igen, hvordan Jesus sparer på ordene og på samme måde handler og giver sig selv. Han giver sig selv på korset. Den almægtige, hvis kærlighed kaldte verden frem, er i sin søn steget helt ned i menneskers tætteste mørke, for også at være her med sit lys og sit liv. Et fortvivlet råb bliver det til, før han dør forræderens og den udstødtes død. For også her er Gud.

Påskedag er også uden mange ord. Gud handler og rejser sin søn for graven og giver os ny begyndelse. En ny begyndelse i forholdet mellem Gud og hans menneske, hvor synden og døden ikke længere sætter dagsordenen. Englen taler. Få ord. Han er ikke her! Han er gået i forvejen for jer!

Påskens drama handler om en gave, en gave over enhver forstand. Umuligt at forstå. Svært at fatte. Ord og billeder slår ikke til. Men så har vi netop skærtorsdagens nadver: Jesu enkle og forståelige handling med de enkle og forståelige tegn, der her inden lidelse, død og opstandelse ligesom linder lidt på døren ind til det største og dybeste, det ufatteligste og dyrebareste, bare en lillebitte smule. Gud bliver hos sit menneske i liv og i død. Og det kan vi høre med få enkle ord, og mærke og smage hver eneste søndag her i vores kirke, når vi oppe omkring alterskranken gentager måltidet med oblaten og de få dråber i det lille bæger.

På samme måde som det svært fattelige bliver synligt og hørbart, når de tre håndfulde vand øses over barnets hoved, ledsaget af ordene om, at Gud i sin søn tager imod og giver del i hans død og opstandelse. Også her handler Gud og giver os sig selv på den enklest tænkelige måde. Han indleder sit følgeskab med os, så vi selv kan høre, se og sanse det. Dåb og nadver er sakramenter. Her handler Gud. Her er han til stede. Det uendeligt store i det meget små.

Vi vil altid gerne forstå. Vi vil gerne kunne stå inde for og forklare og vise os tilregnelige og myndige. Vi ønsker ikke, intellektuelt set, at købe katten i sækken eller fremstå naive og godtroende og følgagtige. Vi falder ikke på knæ for mysteriet. Vi tager ikke imod de store sandheder ubeset. Vi bokser med dem. Vi vil gerne kunne sætte ord på, forklare og udlægge. Det kan i rigtig mange sammenhænge være et sundt instinkt. Men det overlader os også alt for meget til os selv, fordi vi leder i os selv, i vores intellekt, i vores fornuft, i vores fatteevne.

Viljen til at forstå og udgrunde og bruge mange ord på, hvad der er på færde, hører nok meget vores tid til. Men måske lurede det også i disciplene, da de sad der den første skærtorsdag og spekulerede over, hvad vor herre havde gang i, når han antydede sin død og bortgang. Var han på vej i en anden retning end den de havde regnet med og håbet på? Hvad var det lige, der skete?

Og der var jo så meget Jesus kunne sige til dem. Og som han kan sige til os, når vi på den måde spørger og leder efter forståelse, klare svar og dybe indsigter. Men han greb i stedet til de enkle handlinger, sakramenterne, de små fattelige tegn for at demonstrere, at der ikke er os, der kommer med meningen. Det gør han. Han handler og han giver, og så kan vi tage det til os, når vi ikke kan andet, når ordene ikke slår til, når forståelsen og fatteevnen ikke strækker sig langt nok.

Vi behøver ikke at stå på tæer, hvad vores kristentro angår. Vi behøver ikke at stille krav til os selv om at kunne sige ja og amen og gennemskue og med mange ord få tingene på plads og i orden. Vi kan nøjes med at tage imod, fatte tillid, sige ja og amen. Tage imod nadverens brød og vin og dåbens vand, høre de få og små ord, der følger med og så overlade resten til ham, hvis væsen det er at handle og give, når vi af os selv intet som helst kan forstå, stille op eller stille an med.

Og når ord og billeder hører sammen her i kirken, så er det jo i sidste ende for på samme måde at fortælle os om, forkynde for os, at det er sådan, det hænger sammen. Det er dét vi skal forstå: Gud handler og giver, mens vi tager imod. Den store betydning er ikke noget vi skal finde i os selv, vores forståelse og intellekt. Den får vi, når vi lytter og ser godt efter, lader det komme til, slå rod, vokse og sætte fold, når og hvor Gud vil. Og så kan lidt pludselig fylde meget.

Forståelsen, indsigten, troen kommer til. Og det var vel også hvad disciplene erfarede, da de siden hen, efter deres herres død og opstandelse, samledes rundt omkring i husene og gentog skærtorsdag aftens måltid: Vi kan rode rundt med vores tvivl og vores forvirring og i alt begrænsede fatteevne Han er hos os med alt sit. I liv og i død. Han giver. Vi modtager.

Som sagt, vi skal om lidt se kirkens nye kunst og billeder, ledsaget af opklarende ord. Jeg skal ikke sige for meget i den anledning, men ud fra hvad jeg har set, forekommer det mig, at værkerne, eller værket, netop peger på og vil bibringe os en forståelse for Guds vej til os mennesker, hvor han er den i sin søn skænkende, og vi de modtagende.

I kapellets udsmykning ser jeg i hvert fald meget lys og vand og liv, der strømmer. Strømmer fra Gud til os, fra himmel til jord, fra det uendelige til det nære, fra det store til det små. Livets vand der strømmer fra graven, som en livets kilde og ud i døbefonten, livet der strømmer ind i Lazarus, lyset der strømmede ud over den mørke jord og ind i den tomme grav. En storstilet udfoldelse af Guds handlen og given, hans nådes strømmende væsen, kilden vi får fra.

Som i Skærtorsdags nadvermåltid handler kapellets nye kunst, som jeg ser og læser det, også om at modtage fra Guds ustoppelige kilde i Kristus. Alle hans kilder skal være hos os. Det skal vi om lidt synge om, høre om, se på og tænke over. Ja, og så kan vi om lidt, samlede omkring altret, få det i hånden, føle det, indoptage det og takke for det.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

Himmelske far, du som kaldte verden frem og hver dag kalder os til at leve i den i kærlighed til di og vores næste! Tak for ordet i dag til os, at du, når ordene og vores forstand ikke slår til, har indstiftet din nadver, hvor vi kan tage imod, afmægtigt tage imod din nådes rigdom.

Velsign og bevar vor Dronning, Margrethe den 2. og hele det kongelige hus. Vær med regering, folketing og alle med magt og myndighed. Lær dem og os at forvalte det ansvar, som vi er blevet givet. Giv os styrke og vilje til at hjælpe og værne om vores næste. Giv os øjne at se vores næste med og vilje til at lindre vor næstes nød.

Vær hos alle dem, der lige nu lider under krigen i Ukraine, de sørgende, de flygtende, de forladte. Vær hos dem med din trøst og dit håb. Ja, vær med alle som forfølges og flygter og udstødes og holdes ude og borte eller bag lås og slå og lægges for had. Skænk dem styrke, mod og håb i deres ensomme kamp.

Vi beder for alle, der sørger og savner og sidder i mørkets og dødens skygge. Skænk dem trøst og håb, og og vis os dit milde ansigt, når mørket lukker sig om os.

Amen

Lad os med apostlen tilønske hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde, og Guds kærlighed

og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen