Prædiken, juledag 2022

Salmer: 99 Velkommen igen, 100 Kimer, I klokker, 108 Lovet være, 118 Julen har englelyd, 121 Dejlig er jorden. Nadver: 110 Nu vil vi sjunge, 109 I denne søde

Englene sang for hyrderne på marken dengang ved Betlehem, og som et fjernt ekko synger vi med her i dag. Vi synger, koret synger, orgelet spiller, kirkeklokkerne kimer. Komponister og salmedigtere til alle tider bidrager med det bedste, de har. I radioen, på playlisterne, i stormagasinerne har de, de sidste par måneder, kørt julens hits i båndsløjfe: Al den julede baggrundsmusik, vi ikke kan flygte fra, som vi både elsker og hader, og som bygger en stemning op. Julen flyder over med musik og sang. Fra Händels Halleluja, Bachs ”Jauchet, frohlocket”, ”I skal juble og glæde jer” til Wham og Last Christmas og Otto Brandenburg og Søren Banjomus og familiens sprukne sang og blandede kor omkring juletræet. Musik og sang og engleekko. Bevares af svingende kvalitet. Men et vældigt verdensomspændende julekor, er det. Løftende sig på tværs af tid og sted.

Når alt kommer til alt, er julens sang og musik udtryk for en glæde, som trænger ind på os, og som skal ud. Al sang og musik kan, når det rammer os på rette tid og sted, linde lidt på sjælens porte og døre. Julens sang og musik kan skubbe vintermørket til side og gøre julens budskab mere nærværende. Nogle gange så det næsten overrumpler os, går til hjerte og udvider de horisonter bekymringsfulde hverdage har gjort så forfærdeligt små. Som om englesangen ved Betlehem kommer tættere på.

Jeg var for et par uger siden på besøg i vores lokale arrest og fik som det første at vide, at domkirkens kor – altså koret vi lytter til og synger sammen med her i dag – dagen forinden havde været på besøg. Arresten er overbelagt. Pladsen er trang. Selv for en arrest. Koret sang julens salmer ude fra fællesarealet. De indsatte sad i deres celler, men kunne lytte med gennem celledøren, der stod på klem. Så de kunne græde i fred, som en af fængselsbetjentene udlagde det.

Englene sang for hyrderne, en lille knuget familie på en mark udenfor Betlehem: Til jer er Gud kommet. Over jer der er bange og ensomme i mørket, skinner hans lys. I er ikke forladt. I er ikke overladt til kejserne og krigsmagterne og deres hære. I er ikke bestemt for fængsler. I hører ikke en blind skæbne til. I er ikke skabt til at forsvinde i et stort og tomt mørke. Gud har set til jer. Gud er kommet til jer. Han lader alting begynde på en ny i dette barn, i krybben, i stalden. ”Fred til mennesker med Guds velbehag”.

Det er glæden som englene sang om, og som kommer til os gennem ordene vi hører, og som synges ind i os. Og den glæder rammer os måske allermest, når vi er på besøg i de samme mørke egne som de allerførste, der hørte englene synge uden for Betlehem. Ordene om det største rammer de mindste steder. ”…knuste hjerter føler bedst, hvad denne store frydefest, for glæde har at bringe”, skriver Brorson.

Så når vi nu sidder der i vores livs små beklumrede celler, om de så er gjort af sorg og bekymringer eller selvoptagethed, så kan juleevangeliets budskab om Guds nye begyndelse i barnet i krybben, være som en vældig banken på vores tunge døre. Vi hører, at der er en anden virkelighed, Guds virkelighed, et liv, hvor svagheden er en styrke, hvor tilgivelsen er vejen ud, hvor kærlighed, nåde, barmhjertighed er altings begyndelse, hvor et barn i en krybbe er vældigere end kejseren på sin stridshingst, hvor engle synger for mennesker i mørket. Og bag det hele, over det hele, bringer julen, dens ord og dens sange, os håbet om, at de døre der er så svære at vriste op, eller som står forsigtigt på klem, en skønne dag bliver flået op, og Guds himmelske lys falder ind og fylder det hele. Fordi han i sin søn har vist os, at vi hører ham til. ”Himlens lys kom i dig til jord”.

Jeg nævnte før Händels berømte Halleluja-kor, fra Messias-oratoriet, som spilles tyndt i disse dage. Hold nu op hvor har vi hørt det sunget mange gange. Julehittet over alle julehit. Nogle gange bliver det til muzak og går ind ad det ene øre og ud af det andet. Andre gange overvælder det dig nærmest som første gang, du hørte det. Halleluja - koret findes i mange indspilninger. Og på en af dem hører du svagt en enkelt sanger, som kordisciplinen tydeligvis ikke bider på. Han giver den gas, som man siger, synger igennem og synger sine hallelujaer både højt, falskt og forsinket. Jeg vil undlade at demonstrere hvordan, men hvis I ikke kender indspilningen, må I forsøge at høre den for jeres indre øre.

Det er meget morsomt, men på sin vis også lidt opbyggeligt, fordi den her udisciplinerede sanger udtrykker en begejstring og glæde, der er i fin samklang med julens glæde. Som Paulus siger i en af adventstidens tekster, så skal vi altid glæde os i Herren – igen: som et ekko af glæden englene forkyndte for hyrderne på marken. Og det lyder grangiveligt, som lige præcist hvad sangeren her gør. For julens sang og musik er selvfølgelig ikke kun et spørgsmål om professionelle og kunstnerisk fuldendte opførelser, som fylder os op og jager mørket i os på flugt. Det er også vores såre menneskelige og fejlbarlige og mangelfulde sang.

Glæden der kommer ind, skal også ud igen. Det er, som sagt, vores lille beskedne ekko af englenes sang julenat. Julenat steg Gud ned til vores jord. Med vores sang, fattig som den er, stiger vores tak op til ham. Vi har så lidt at byde på, så lidt at komme med. Vi er så fattige i forhold til julens rige budskab om Gud, der gav sig selv i et barn i en krybbe. Men vi kan da takke, og vi kan takke igennem vores salmesang, som vi nu bedst kan. Rustne stemmer i blandet menighedskor, høje og skingre og falske halleluja‘er eller den tavse indvendige mumlen. Det kommer sig ikke så nøje.

Det store budskabs vej ind i vores betrængte eneceller eller vores beklemte hjerter. Og som svar vores spæde og mangelfulde takkesang. Det er som en stor vekselsang mellem Guds og hans menneske. Den blev intoneret af englene den nat på marken ved Betlehem, og vi får et glimt og vi hører en lillebitte snas af det, det verdensomspændende vekselsyngende julekor, ved vores gudstjeneste i dag. Eller da vi, få eller mange, unge eller gamle, fandt sammen sang omkring juletræet i går.

Men vekselsangen mellem Gud og hans menneske er ikke et eksklusivt glimt af en særlig og sjælden begivenhed, et vindue der åbnes for os alene i de her få juledage. Nej, det er en åbenbaring af Guds nye virkelighed, som har indfundet sig med barnet i krybben i stalden, og som gælder for os i liv som i død. Vi hører sammen, Gud og vi Hans mennesker. Gud er kommet til vores verden, til vores liv, til vores virkelighed for at udbrede sit rige her. Vi er blevet hans børn, og det er da en glad sang værd, ”og er den så kun svag,/det er dog hjerternes efterklang/af englenes bud i dag”.

Så giv blot los, kære menighed, tak og syng igennem, som I nu bedst kan. Gud er ikke fremmed for vores elendighed. Han er kommet til den, fordi han ville os. Det største lader høre fra sig de mindste steder. Så…

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

Vi beder dig, Gud, at du vil give os alle en velsignet jul. Vi beder om, at du vil forbarme dig over alle, som sidder alene, sørgende, modløse eller syge, at du vil give dem din hjælp og din trøst. At du vil afvende krigens ondskab og skænke fred i verden. At du vil bevare alle hjem fra uenighed, bitterhed og hårde ord og i stedet give plads i hjerte og hjem for glæde, håb og mod. At du vil velsigne alle højtidens gudstjenester og berede indgang i vore hjerter for dit ord og vække taknemlighedens lovsang til dig med tak for din gave: Vor frelser Jesus Kristus.

Vær hos de flygtende og forfulgte og krigens ofre. Skænk vores ledere visdom og mod, når fjenden truer. Styrk os alle, så vi ikke går under i frygt og bekymring. Lad os holde fast ved dit riges frugter, fred, retfærdighed og glæde, og med dem byde mørket trods.

Velsign og bevar vor Dronning, Margrethe den 2., Kronprins Frederik, Kronprinsesse Mary og hele det kongelige hus. Vær med alle øvrigheder. Lær dem og os at forvalte det ansvar, som vi hver især er blevet givet.

Vi beder for alle, der sørger og savner. Vær med dem, der sidder i mørkets og dødens skygge og vis os dit milde ansigt, når mørket lukker sig om os.

Amen

Tillysninger:

Lad os med apostlen tilønske hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde, og Guds kærlighed

og Helligåndens fællesskab være med os alle