Prædiken 12. søndag efter trinitatis

En døvstum kan pludselig høre og tale. Verdens lyde strømmer ind i ham, og munden der før kunne udstøde uforståelige lyde, fyldes med ord, som forbinder ham med det fællesskab, han før var lukket ude fra. Fra de begrænsede sansers lille indelukke ud i den store åbne gudskabte virkelighed. Befrielsen er til at forstå. Et sanset mirakel.

På nettet florerer små hjertegribende filmoptagelser med mennesker der ved et operativt indgreb får hørelsen tilbage: Spædbørn der hører deres mors stemme for første gang. Livslangt døve der pludselig hører musik og sang og vinden i trækronerne. Man kan se det på de helbredte: Verden udvider sig drastisk, åbner sig med et, lukker sig op. Og med det tilværelsens egentlige rigdom, underet at du er til. Der blive lys! Der blive lyd! Alting er nyt. Begyndelse! Skabelse! Effatha! Luk dig op.

Men selvom underet her og dets glædesfyldte voldsomhed ikke er noget, vi sådan selv går og erfarer i det daglige, så kan vi nu nok hver især tale lidt med om tilstanden, der går forud for underet. Vi kender selv til at være både svært tunghøre og døve og stumme, i det små, i så mange af livets sammenhænge.

Jeg blev sendt til ørelægen for ikke så længe siden. Af min kone. Hun er træt af at jeg altid råber “hva?”, når hun meddeler sig til mig fra et andet rum, og hun er træt af, at jeg nogle gange hører hende sig noget helt andet end det hun har sagt. Det kan få uheldige følger, som jeg ikke skal komme ind på her. Ørelægen fandt, at jeg hører nogenlunde normalt for mænd af min alder. “Men” som han også sagde, da konsultationen var afsluttet: ”Der er forskel på at høre og at høre efter”.

Det kan han jo nok have ret i. Måske det kan udvides til, at vi i så mange sammenhænge, uanset alder, kun hører, hvad vi selv vil høre. Sådan kan vores sanser være udfordrede, selvom vi er ved deres fulde brug. Den der har stærke øjne og i øvrigt ser udmærket, kan sagtens have tunnelsyn eller lukke øjnene for både det ene og det andet. Den der består høretesten hos ørelægen, kan have en selektiv hørelse. Og den der kan tale højt og længe kan også gøre det uden at sige ret meget, eller hvad værre er, med sine ord og sin tale ødelægge, nedbryde og formørke sine medmenneskers liv.

Alt i alt: Verden ligger der foran os, stor, skabt, underfuld. Den og vores medmennesker, der opfylder den er givet os. Skænket. Kvit og frit. En gave. Nåde over nåde. Det skabtes under. Vores sanser kan drikke det ind. Vores mund kan lovprise det og skabe endnu mere glæde og godt omkring os. Men hvad gør vi alt for ofte? Vi lukker os inde i os selv! Bekymringerne og vreden og forurettelserne og hverdagens slagsmål for at fastholde og vedligeholde positioner og facader. Det stopper vores ører, sløver vores øjne, belægger vores ord.

Selviskhedens fængsler. Selvoptagethedens indelukker. Sindets pulterkamre og kosteskabe. Og udenfor ligger det upåagtet hen, alt det vi fik, har og får. ”Effatha, Luk dig op! Hør! Se! Hvorfor bliver du i dit eget? Hvorfor insisterer du på dit eget mørke, når Guds vidder ligger åbne omkring dig?

”Effatha, Luk dig op!”, siger Jesus til den døvstumme, og verden åbner sig for ham. Jesus ville i det han gjorde og sagde lukke op. Det var, hvad han også ville vise eller demonstrere med helbredelsen af den døvstumme. Jesus vil lukke os op, der stædigt lukker i, ved at pege på Guds overstrømmende rigdom ved at vise os, at han har rigeligt til os alle, ved at fortælle os, at han har givet os et medmenneske, vi skal tage vare på. Det er nøglen, han brugte til at lirke det lukkede menneskesind op: Ordene om at Gud er god, at Gud giver, at Gud leder, at Gud vil dig, at Gud venter på dig, som faderen venter på sin søn den fortabte.

Og det er den same nøgle, til at lirke sindets døre op, der er i brug, når vi holder gudstjeneste på det Jesus har sagt til os. Der står i teksten, at Jesus tog den døvstumme afsides, væk fra den larmende mængde, før han helbredte ham. Kan man ikke sige, at vi, når vi holder gudstjeneste, som I har holdt gudstjeneste her i Tranbjerg kirke gennem generationer, så trækker vi os på samme måde tilbage, væk fra al larmen, der har det med at forstyrre os og lægge beslag på os, og som ofte hæmmer vores hørelse, sløver vores øjne og forvrænger vores tale? Teksterne vi hører, bønnerne vi beder, nadveren vi deltager i, salmerne vi synger herinde, kalder os med Jesus stemme væk fra larmen, væk af vores eget, ud i hans rige. Effatha, luk dig op!

Vi ved godt i det små og nære, hvad der med et kan lukke verden op for os, trøste os og give os et nyt perspektiv på tingene. Nogle gange er det måske en pludselig fornemmelse, der kan komme til, når du er ude i det fri i rask trav. Eller når du ser noget smukt og storslået eller hører noget bestemt musik. Eller når der er en der kalder på dig eller fortæller dig, at du er elsket og holdt af, og at der er brug for dig. Sådan nogle udvalgte øjeblikke, der kommer og går, hvor du selv og alt det, du går og roder med, pludselig fylder mindre, mens verdens godhed, som du kvit og frit har fået til eje, fylder så meget desto mere. Lyset falder ind i dit mørke.

Akkurat det samme er på færde i det her rum, vi sidder i, i teksterne, bønnerne, sakramenterne og salmerne. Også her kan dit perspektiv ændres, også her skal øjne og ører åbnes, men på en meget mere gennemgribende måde, fordi du her fået at vide, at det er Guds mening med dit liv. Det er livet, Gud har givet dig, det er hans rigdom, det er hans gaver, det er hans solbeskinnede opstandelses-virkelighed, der er overalt omkring dig. Og det er ikke en flygtig oplevelse, et glimt. Det er noget, selv døden ikke skal få magt over. Og har du ikke selv ord der er store nok til at tale med om det, får du ordene, når du synger med på salmerne og siger med på bønnerne, højt og lydeligt eller med en forsigtig indre stemme.

Og når nøglen, så går i hak, og der for et øjeblik lindes på den tunge dør, derind hvor der så ofte er lukket godt til, så kalibreres dit lille perspektiv for en stund med Guds det store. Der bliver højere til loftet, længere ud til væggene. Det er vel den rummelighed vores kirkebygninger udtrykker, som det store hus i byen – engang det største - med vinduerne hvor lyset falder ind, og hvor du ikke behøver knuge dig sammen, men tage imod. Den helbredtes glæde, tilskuernes begejstring, da de så, hvad der skete, er på den måde håndgribeligt til stede med vores kirkes lysfyldte hvælvinger.

Herinde har Jesu Effatha lyst til menigheden gennem århundreder, på trods vores døvhed, blindhed og stammende tale. På trods af al vores modstand og glemsomhed og alle de sten vi har det med at rulle for graven. Han kalder på os hver eneste søndag: ”Effatha, Luk dig op! Og vi kan kun bede hans Ånd om at ledsage os når vi går herfra og være med os derude hvor vi lever og virker, så fortegnet for vores liv ikke bliver at lukke ned, lukke til, spærre af, skule og mumle forbitret til hinanden, men at Kristi kærlighed, Guds skabelses rigdom, vil flyde ind i os: vores øjne, vores ører og vores tale. Måtte Ånden hjælpe os til, hver især, på vores måder at spejle, hvad de måbende tilskuere til Jesu under måtte konkludere: Han har gjort alting vel. Så:

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

Himmelske far, du som kaldte verden frem og hver dag kalder os til at leve i den i kærlighed til dig og vores næste! 

Tak for ordet i dag til os om din søns Effatha. Lad din Ånd på samme måde, åbne vores ører for din sandhed og løse vores tunge til at lovprise dig. Ikke mindst ved at tale mod og glæde og håb ind i vores medmenneske.

Velsign og bevar vor Dronning, Margrethe den 2. og hele det kongelige hus. Vær med regering, folketing og alle med magt og myndighed. Lær dem og os at forvalte det ansvar, som vi er blevet givet. Giv os styrke og vilje til at hjælpe og værne om vores næste.

Vær hos alle dem, der lige nu lider under krigen, de fordrevne, de flygtende, de forladte. Vær der med din trøst og dit håb. Ja, vær med alle som forfølges og flygter og udstødes og holdes ude og borte eller bag lås og slå og lægges for had. Skænk dem styrke, mod og håb i deres ensomme kamp.

Vi beder for alle, der sørger og savner og sidder i mørkets og dødens skygge. Skænk dem trøst og håb, og og vis os dit milde ansigt, når mørket lukker sig om os.

Amen

Lad os med apostlen tilønske hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde, og Guds kærlighed

og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen