Prædiken den 26. november 2023, sidste søndag i kirkeåret

Salmer: 732 Dybt hælder, 441 Alle mine kilder, 355 Gud har fra evighed, 276 Dommer over, 431 Herre Kristus. Nadver: 277 Herre, når din time

Det er kirkeårets sidste søndag. Alverdens folkeslag samles foran den genkomne Menneskesøns trone. Der fældes dom, får skilles fra bukke. De retfærdige belønnes, de onde får deres bekomst, og således falder det hele falder på plads. Den endelige boopgørelse, konklusionen på det hele, regningen udskrives, retfærdigheden sker fyldest, filmens sidste scener, bogens sidste sider.

Det er drømmen, mennesker til alle tider har drømt. Og det er en drøm, der på forskellige måder henter næring i livet, vi lever. For når vi i småt som i stort synes, at vi oplever uretfærdighed, så vil vi vel altid bære på drømmen om, at retfærdigheden en dag vil ske fyldest, og dét som er bragt i ulave, vil blive genoprettet.

Eet er vores forurettelse over, at tingene ikke går efter vores hoved, at regeringen, at kommunen at ham eller hende, det dumme svin, bare skal have lov til konsekvensløst at fremture med sit, og at ret og sandhed nu igen skal trædes under fode og uret hovere. Dén hastigt ekspanderende klagekultur kan man mene meget om, lige indtil man så selv sidder der og raser over den åbenlyse uretfærdighed, man synes man udsættes for af magter og myndigheder og ansvarsløse beslutningstagere. For så skal der klages igennem, skal der! Vi finder os jo ikke i hvad som helst. Vi er blevet en nation af klagere, borgere, der vil have ret. Koste, hvad det vil.

Noget ganske andet er følelsen af at være blevet gjort fortræd imod, som ligger ved hjertet af menneskehedens største, dybeste og mest uforsonlige konflikter. Som f.eks. den der gennemspilles i Israel og Gaza i de her dage. Alle de drømme om retfærdighed, og altings genoprettelse, om den store afgørelse, dommen over de onde, der ligger bag myrderierne, massakrerne, bombardementerne! Er vi nu omsider nået frem til de sidste sider, de sidste scener, den store adskillelse af får og bukke? Det er, hvad religiøse og politiske ekstremister håber og driver på i begge lejre. Ja, de forestillinger ligger vel dybt i mange religioners mere dystre bagkatalog.

Underligt nok. Håbet om at alting omsider skal blive godt, at de lidende skal rejses fra deres elendighed, og de onde nedstødes i mørke og intethed, er jo i sit udspring en kilde til håb og kamp og værdighed for så uendeligt mange. Tænk på dem, der gennem tiderne, trods vild, undertrykkelse og forfølgelser har holdt sig oppe på Jesu ord. Hans løfter om, at det mørke af fortræd og uretfærdighed, vi raver rundt i, en skønne dag skal afløses af Guds store klarhed. Dagen hvor kongen træder i karakter og lader sin orden råde med alt det, vi lærte at kende i hans søn.

Tænk på dem hvis liv aldrig fik lov til at folde sig ud, og som aldrig fik andet end modgang, undertrykkelse, forfølgelse. Alle dem som i Jesu løfte om Guds endelige retfærdighed. fandt en gnist af håb i et ellers tæt mørke. Det håb om retfærdighed har for mange, mange været som er lys i horisonten. Som en morgenrøde i novembers dunkelhed. Et adelsmærke trods alverdens fortrædeligheder.

Vi bærer alle, på så mange forskellige måder, i så mange forskellige sammenhænge, på en drøm om en retfærdighed, der en dag sker fyldest. Nogle gange holder den dig oppe, får dig til at holde ud og kæmpe den gode kamp. Men så ofte sker der det, at hvad der på den måde bunder i savn og længsler og et blødende hjerte, får en hård og frønnet skal. For det sker, når din trang til retfærdighed også bliver en trang til at få ret og fælde dom og få hævn og kalde dem, du synes er skurkene, for skurke og udskamme og udstøde dem. Eller hvis du er i det fundamentalistiske hjørne, med Gud i ryggen at dømme dem til evig straf og fortabelse. Når vi bliver hinandens dommere.

Retfærdigheden bliver på den måde let til noget, der cirkulerer rundt i dit eget lukkede kredsløb. Og det er lige præcist det lukkede kredsløb, som Jesus i sit ord og i sin gerning, netop forsøger at bryde ned, når han konsekvent peger dig ud af dit eget og hen på det og dem udenfor dig selv, hen på det og dem du er blevet givet, og som du skal tage passe på og tage dig af. Ikke mindst ham dér, der måske står lige ved siden af dig, som har brug for din omsorg, dit nærvær, din opmærksomhed. Jeg var – i skikkelse af denne min mindste bror - syg, sulten, ensom, fremmed, nøgen, i fængsel, mens du som sædvanligt kredsede blind og døv omkring dig selv med din sårede forfængelighed, dine vrede domme og din altid ulmende foragt for andre.

Jesus kalder os ud af os selv, peger hen på vores næste, og vi hverken ser eller sanser eller hører eller forstår: Herre, hvornår så vi dig sulten og gav dig noget at spise, eller tørstig og gav dig noget at drikke? Hvornår så vi dig som en fremmed og tog imod dig eller så dig nøgen og gav dig tøj? Hvornår så vi dig syg eller i fængsel og besøgte dig? Ja, hvornår gjorde vi lige det? Vi lå jo og kørte rundt i vores egen lille rundkørsel, vores eget lukkede kredsløb, vores egen retfærdighed, vores egne domme. Gjorde vi ikke? Jo, kan jeg sagtens svare bekræftende for min egen part.

Menneskesønnens domfældelse over menneskeheden i dagens tekst er ikke en dom, der fældes over nogen, mens andre går fri. Den falder ubønhørligt og ødselt over os alle. Hver eneste dag. Igen og igen. Vi kommer alle ynkeligt til kort. Konfronteret med Guds store retfærdighed, hans uforbeholdne kærlighed til sit svage, udsatte menneske, skrumper vores lille retfærdighed ind til lamme undskyldninger, bortforklaringer, det rene ingenting. Vores gamle hårde, frønnede skal nedbrydes, ubønhørligt. Det er, hvad der er på færde her den sidste mørke søndag i det gamle kirkeår, i filmens sidste scener, på bogens sidste sider, den endelig boopgørelse, konklusionen på det hele.

Men alt sammen – vel at mærke - for at nyt kan komme til, nyt begynde. Bogens sidste sider, filmens sidste scener viser sig alligevel IKKE at være de sidste. På næste søndag begynder et nyt kirkeår. Vi fejrer den første søndag i advent. Lyset i kransen tændes, bunken vendes, noget kommer til, noget nyt begynder. For hos Gud er der kun begyndelser. Gud er begyndelsernes Gud. Som vi begyndte med at læse i dag: Dette siger Gud Herren: Nu skaber jeg en ny himmel og en ny jord; det, der skete tidligere, skal ikke længere huskes, og ingen skal tænke på det. Men I skal fryde jer og juble til evig tid over det, jeg skaber. For jeg skaber Jerusalem om til jubel, dens folk om til fryd; jeg vil juble over Jerusalem og fryde mig over mit folk. Der høres ikke mere gråd eller skrig.

Den store begyndelse, som vi på søndag begynder at tælle ned til, er Guds bevægelse ned til os, julenat, hvor alle og alting fik lov at begynde på ny. Gud satte sin retfærdighed i stedet for vores, sin godhed og ødselhed mod vores lunkne forbeholdenhed. Og så skal vi eller bare tage imod. Sige ”ja tak” og tage imod. Akkurat som Ole gjorde det lige før, da han døbt. Ole tog imod, og noget nyt begyndte. Han blev hjemme hos den gode Gud. Han fik barnekår.

Og når Ole så engang, trods det lille englebarn han helt tydeligt er, bliver en brokvorn, klageparat og retfærdighedstørstende borger, som alle os andre, så må vi bede til, at han og vi, lader os kalde tilbage på vores barnekår hos Gud, og holde os til Guds store retfærdighed frem for vores egne små domme over hinanden. Måtte Ole og vi på den måde have mere øje for vores mindste brødre end os selv. Og måtte Gud, når vi igen-igen falder tilbage i os selv, vores eget lukkede kredsløb, ikke skamme os ud, men kalde på os, tålmodigt, og holde vores mørke på afstand med sin kærligheds lys. Dét Han tændte for os julenat, for, midt i en gammel slidt og hærget verden, at lade alting begynde på ny.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,

Fader, Søn og Helligånd,

du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,

højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

Himmelske far, du som kaldte verden frem og hver dag kalder os til at leve i den i kærlighed til dig og vores næste! 

Tak for ordet i dag til os om din dom over os, når vi fortaber os i vores domme over hinanden og glemmer dig og dine mindste. Tak for din godhed mod os, på trods. Kald på os, når vi igen fremturer med os selv. Kald os ud af os selv og ind i dit lysfyldte rige!

Velsign og bevar vor Dronning, Margrethe den 2. og hele det kongelige hus. Vær med regering, folketing og alle med magt og myndighed. Lær dem og os at forvalte det ansvar, som vi er blevet givet. Giv os styrke og vilje til at hjælpe og værne om vores næste.

Vær hos alle dem, der lider under krige og forfølgelser, de fordrevne, de flygtende, de forladte. Vær med alle som flygter og udstødes og holdes ude og borte eller bag lås og slå og lægges for had. Vær hos dem med din trøst og dit håb

Vi beder for alle, der sørger og savner og sidder i mørkets og dødens skygge. Skænk dem trøst og håb, og vis os dit milde ansigt, når mørket lukker sig om os

Lad os tage dit ord med os til dagen i dag, og ugen der kommer..

Amen

Lad os med apostlen tilønske hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde, og Guds kærlighed

og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen