Biskoppens prædikener og taler
Nyheder

Prædiken den 20. september 2020, 15. s.e.trinitatis

Aarhus Domkirke kl. 17.00

Salmer: 392 Himlene Herre, 411 Hyggelig rolig, 414 Den mægtige finder vi ikke, 163 Fuglen har rede

 

At sætte sig ned og lytte og tale og tage imod, menneske med menneske, det er en svær øvelse, for vi har altid travlt med alt muligt andet. Ligesom Marta havde det. Men hendes husmoderlige pligtfølelse eller værtinde-foretagsomhed, der lod hende skramle rundt i baggrunden, ja i hele hytten, mens de to talte, er én ting. Noget andet er vores generelle forbeholdenhed overfor dem vi fornemmer, vil noget med os (hvad kommer han nu rendende for?), eller vores domme eller rettere fordomme (han er garanteret sådan en der bare vil omvende mig til et eller andet), eller vores irritable formodninger (han dalrer bare rundt og nu kommer han garanteret, fordi der er et gratis måltid mad i sigte) eller vores ugidelighed (jeg orker ikke at sidde og høre på ham de næste par timer).

Der er så mange grunde til at vi ofte undviger den gode, givende og lyttende samtale med et andet menneske. Og alt sammen handler det om, at vi ikke kan komme til for os selv og vores eget og så bygger en mur op af høflige afvisninger, dårlige undskyldninger eller altså som Marta, omgiver sig med en sky af alle mulige ærinder og uopsættelige pligter. Vi kan ikke komme til for os selv og så bliver vi i vores eget - uflyttelige og upåvirkede. Vi forbliver i den ustoppelige monolog med os selv, hvor bekymringerne, spekulationerne, grublerierne eller den restløse foretagsomhed har den uantastede fortrinsret.

Ikke for det. Vi ved jo udmærket, at dét der kendetegner den gode samtale, hvor man som Maria faktisk lytter, er at den netop flytter os ud af os selv, væk fra os selv. Vi får flyttet perspektivet lidt, ser verden på en lidt anden måde, får en lidt anden vinkel på nogle af de ting, vi måske går og bøvler med. Måske er det, der kendetegner den lyttende, at han eller hun for en tid går ud af sig selv for at komme den talende i møde og derudefra næsten altid får noget med sig hjem. Man kan næsten sige, at det, der kendetegner den gode lytten, som ifølge Jesus er den gode del, er, at man opgiver sig selv, lader sig noget sige og beriges – på den ene eller den anden måde – med nye indsigter, der forandrer verden, eller ens udblik på den, ganske lidt eller helt fundamentalt.

Vi kender det så udmærket fra vores liv og vores hverdag. Det kan være i en hyggelig passiar med pølsemanden, en henkastet, men velment bemærkning, et godt skænderi og efterfølgende formaning fra ægtefællen. Det kan være i samtalen med den gode vejleder, debatten efter et inspirerende foredrag, ja i en prædiken måske ligefrem – der ved vi godt, at ordet vi hører, hvis vi altså holder vores indre Marta i ave og giver os selv lov til at høre det, at det ord kan gøre noget ved os, skubbe til os, åbne en dør eller åbne vores hjerte, for nu at tale lidt gammeldags.

Og det er så også, hvad der gøres rigtig meget ud af i vores lutherske tradition, hvor vi hører, som sandt er, at Gud kommer til os i sit ord, i ordet som vi hører. Gud lader ikke høre fra sig med jordskælv eller tordenbrag. Han kommer ikke tromlende med stentavler og tunge lovbøger. Nej, han kommer i sit ord. I det ord Jesus talte. Og med det ord, vil han åbne vores hjerte. Guds meddelelse til os er altså noget, der sker nu og her, når vi hører hans ord, når vi tager det ind, og det gør noget ved os, skubber til os, åbner døre eller åbner vores hjerte og giver os mod, trøst, håb, styrken til at komme videre.

Det er hovedforbindelsen i Guds henvendelse til os: ordet der går gennem øret til hjertet, og derinde kan det blomstre op på små og store måder. Bibelen er en tyk bog, støvet måske ligefrem af at stå ubrugt henne i et hjørne af bogreolen. Den kan virke så monumental, uoverkommelig, for tung næsten. Men når dens ord, ikke mindst dem Jesus talte, rører ved os, fordi vi lytter, så kan dens ord sætte blomst eller få vinger og gøre den gamle verden ny. 

Der er et motiv, der engang var meget brugt rundt omkring i kirkerne på altertavlerne eller i små fromme andagtsbøger. Det forestiller en lille hammer, der slår forsigtigt på et hjerte, dok-dok. Billedet symboliserer ordets hammer. Ordets hammer der banker på, dok, dok, for at få menneskehjertet til at åbne sig og tage imod. Og nu må jeg simpelthen citere: ”Men hvor han banker (og det er, Jesus der banker) på port og på dør / altid med ordets guldhammer, der kommer glæde, som aldrig kom før / ind i de mildes lønkammer;/der går til hjerte med englelyd/nåden og freden med himlens fryd”.

Og mon ikke det var lige præcist dét, Maria erfarede, da hun sad der i hjørnet ved Jesu fødder, at han slog med ordets guldhammer på hendes hjerte og hun mærkede nåden og freden som englelyd. Noget skete i hvert fald, forbeholdene var smidt over bord, hun forglemte sig selv og hun overhørte stakkels Martas arrige skramlen rundt ude i køkkenet og lod hende alene om opgaverne med at opvarte gæsten og gøre sig uro og bekymringer om mange ting.

Ja, guldhammer og guldhammer, nogen vil måske mene, at Jesus, når han talte til sine samtidige, til Maria og til sine disciple, at han så nærmere brugte en ordentlig mukkert, så mursten og mørtel fløj til alle sider, og de forlod hus og hjem og ejendom og fulgte ham for ikke at komme uden for hørevidde af ham nogensinde. Ja, for hele tiden at være ham nær og i ham være Gud nær og som små bier suge af Guds visdom som sød honning.

Og igen er det så, at vi med vores lutherske baggrund må holde fast i, at vi der sidder her i kirken i dag, en tidlig efterårsdag i 2020, at vi ikke sidder på uhjælpelig afstand af ham, der gik rundt og bankede på hjerter med guldhammer eller, for den sags skyld, en ordentlig mukkert. Vi er ikke uden for hørevidde trods de tusinder af år, der er gået siden. Nej, vi sidder ved siden af Maria, vi kan som hende lytte til ordene, lytte og åbne og lade håbet og modet blomstre. Udfordringen er som sagt bare, at vi mest bruger tiden som Marta. Vi tænker som Marta. Vi handler som Marta, på den måde at vi af så mange grunde ikke kan komme til for os selv.

At gå i kirke er på en måde at komme lidt på afstand af sin Marta og som Maria sætte sig ved Jesu fødder for at gå lidt ud af sig selv, mærke ordets guldhammer, dok-dok, få brudt noget af det gamle skrammel i vores hjerte ned og lytte og – hvad skal man sige – lade sig destabilisere og skubbe lidt til. For det der gamle skrammel i vores hjerte, der bliver jo ikke mindre af det med alderen og erfaringen og døden, der er lige i hælene på begge. Så lad det få af hammeren, lad det få smæk af ordets mukkert, så der også bliver plads til nåden og freden og håbet og opstandelsen og himlens fryd.

Vi går i kirke, som en klog mand sagde, ikke for at udvikle, men afvikle os selv. Man kan også sige, at vi går i kirke for at gå ud af os selv og gå Guds ord i møde. Og så er vores trøst, at Gud ikke kun er den, der taler. Han er også den, der lytter, når vi øser ud af vores. Det går så at sige begge veje. Det bliver til en samtale. Der bankes på vores hjerte, hjertets skrammel brydes ned, og den anden vej går så vores sukke, vores gråd, vores bønner eller vores tak. Ligesom stenen væltede fra graven, væltes den fra vores tunge hjerte, så livet og lykken kan komme til med Guds nådes ord, så vi kan sige tak, ja, så vi, som Maria, efterfølgende kan rejse os fra Jesu fødder, lettet lidt eller meget fra tyngende byrder, og sammen med Marta, gå ud og tage opvasken. Måtte vi erfare det. Måtte den gode del der var Marias også blive vores.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

Himmelske far, du som kaldte den gode verden frem og hver dag kalder os til at leve i den i kærlighed til dig og vores næste! Tak for ordet til os i dag, om at sidde som Maria ved Jesu fødder, lytte, tage imod og lade os noget sige. Lær os at glemme os selv og vores evige selvkredsen og i stedet, på dit ord, gå derud hvor livet leves og næsten er.

Velsign og bevar vor Dronning, Margrethe den 2., Kronprins Frederik, Kronprinsesse Mary og hele det kongelige hus. Vær med regering, folketing og alle med magt, viden og myndighed. Lær dem og os forvalte det ansvar, som vi hver især er blevet givet. Hold os fri af indbyrdes strid og ufred og alt ondt. Styrk os alle i kampen mod det, der vil skille os fra dig og hinanden.

Vær med alle som forfølges og flygter og udstødes og holdes ude og borte eller bag lås og slå og lægges for had. Giv dem styrke til at bære deres lidelser og håb og modet til at komme videre.

Giv os styrke og vilje til at hjælpe og værne om vores næste. Giv os øjne at se vores næste med og vilje til at lindre vor næstes nød.

Vi beder for alle, der sørger og savner. Vær med dem, der sidder i mørkets og dødens skygge og vis os dit milde ansigt, når mørket lukker sig om os.

Lad os tage dine ord med os til dagen, der venter. Og lad os i ånden holde gudstjeneste og holde nadver med alle dem vi lige nu er adskilt fra.