Prædiken den 23. juni 2023, første søndag efter trinitatis

Salmer: 392 Himlene Herre, 494 Kærlighed fra Gud, 365 Guds kærlighed, 292 Kærligheds og sandheds Ånd, (nadver: 614 far verden, farvel), 736 Den mørke nat

I dag - her på bagkant af påskedagenes beretninger om væltede sten og lukkede døre, der ikke holder den opstandne tilbage, her hvor pinsens livgivende blæst stadigt suser omkring os får tunger på gled og ordet og lader ordet krydse grænser, her hvor vi lige er trådt ind i den grønne vækstfyldte trinitatis tid - her i dag kommer vi så pludseligt til den dystre fortælling om en dyb kløft, et uoverstigeligt skel, og fastlåste menneskeskæbner; hvor man ligger, som man har redt, og der bare ikke er noget at gøre.

Men sådan kan fortællinger jo være. Herinde vil vi altid tænke på de gode fortællinger, de livgivende fortællinger, de livsforandrende fortællinger om Faderen, Sønnen og Den hellige Ånd. Men det nytter ikke noget at nægte: fortællinger kan også være nogle grumme størrelser. Tænk på de gamle folkeeventyr om børnespisende hekse, skiftninger, og træske trolde. Fortællinger, der skulle ruste den lille, der sad der på bedstemors skød til en hård og ubarmhjertig verden. Tænk på myterne om syndflod og verdensundergang, der skulle forlige flokken omkring bålet med verdens uforståelige tildragelser og alt det, der kan komme til mennesker. Fortællinger har altid været brugt for at få os til at forstå, hvad der er så svært at forstå. Kort og godt og med næsten grafisk klarhed har de fået ting til at falde lidt mere på plads.

Og hvad Jesus så vil med sin lille fortælling om den rige mand og Lazarus få os til at forstå? Tja, vel først og fremmest dét, at ham eller hende der ligger uden for din dør, ikke bare er noget, en eller anden, der nu engang bare er en, der ligger der og lugter lidt ulækkert og er lidt i vejen, at han eller hun ikke er et eller andet man skræver hen over, når man skal ud på hyggeindkøb med konen eller hen og hygge sig over en kop øl med vennerne.

Ham, der ligger der, er Lazarus. Han har et navn. Han har et liv. Han er et menneskebarn som du selv. Så du der ikke ser ham. Du, der skræver hen over ham. Du, der ikke værdiger ham med et blik. Du er og bliver fortabt i dit eget, som i et fængsel, som i et sort hul, som i et øde dødsrige, gennemskåret af en dyb kløft, hinsides alt håb.

Eller: det er det så aldrig, når Jesus fortæller fortællingen. For hvor Jesus er, står og taler, er der altid en påskemorgenrøde på færde, der er altid et håb, der ligger og vibrerer, der er altid mulighed og udgang.

Og det er det særlige ved hans fortællinger i forhold til så mange af de andre af de fortællinger, vi i det daglige går og fortæller om hinanden, og som vi prøver at forstå verden med, men som også bærer inappellable domme med sig, domme over dig og mig og alle de andre.

Måske fordi vi synes, at alting forandrer sig og forandrer sig så hurtigt, at vi synes vi mister følingen med det alt sammen. Måske fordi vi ikke længere rigtigt synes, at vi kan forbinde os med de store fortællinger og de store forklaringer. Og så søger vi i stedet tilflugt i de meget personlige fortællinger og de meget personlige forklaringer. Og med dem følger ofte håndfaste og udlægninger af godt og ondt i verden. Og med det alle dommene. De hurtige domme. De hidsige domme. De inappellable domme over alle dem, der af os, med ødsel hånd, får tildelt rollerne som skurkene, forbryderne, de dumme svin, skiderikkerne.

Og så kommer vi let dertil, hvor vi akkurat som den rige mand i Jesu lignelse træder hen over Lazarus, hen over vores næste, fordi vi ikke ser ham eller hende som en Lazarus, et menneskebarn som du selv, men, netop, som en skurk, en forbryder, et dumt svin, en skiderik, en ligegyldig distraktion, du hurtigt og fingernemt kan ekspedere ud i mørket, hvor der er gråd og tænders gnidsel. 

Tænk bare på vredesudbruddene og sladderen på de sociale medier, tænk på de vanvittige konspirationsteorier, der griber flere og flere, tænk på mediernes trang til at skære komplicerede anliggender ned til letfattelige historier med en eller flere ansvarlige og helst navngivne skurke, magtfuldkomne, kyniske hvad ved jeg.

Og sådan forklares verden og vores liv i den, som om der løber en dyb kløft mellem os og dem, for at dem, som vil herfra over til os, ikke skal kunne det, og de heller ikke skal komme over til os derovrefra.

Men når vi så sidder der som den rige mand, afslørede i al vores trang til domme og udskilning og rollefordeling, afslørede i vores brutale domme over andre - og dér håber jeg inderligt at vi alle kommer til at sidde med jævne mellemrum, når vi igen-igen har forsøgt at fortælle vores lille fordømmende fortælling om verden med skiftende rollebesætning - så håber jeg indgående for os alle, at vi ved Åndens hjælp og bistand vil få at vide og indse, at ham eller hende derovre faktisk ligger i Abrahams skød, en næste, et levende menneske. Og så håber jeg - og jeg og vi har noget at have det håb i - at kløften ikke forbliver uoverstigelig.

Gud krydsede den jo i sin søn, da han kom til os fra det dødsrige, hvor alt er tomhed og mørke. Han kom med lys, med sandhed, med ret, alt det vi har så umådeligt svært ved at finde i os selv, fordi løgnen og selvretfærdigheden har det med at krybe ind på os, hvor den kan komme til. HAN kom til os fra de døde. Den rige mands, og vores, sidste og store håb. Morgenrøden der altid rører på sig selv i vores tætteste mørke.

Så frem for at stirre ondt på dem der virkeligt eller indbildt kommer os på tværs og som vi med stor - ja største - fornøjelse pakker ind i vores rasende fortællinger, skal vi løfte vores blik og se hen imod ham, der kommer til os hen over dødens dybe kløft, og i lyset fra ham, hen på den anden som vores bror og vores næste. For som Johannes skriver i sit brev: “Hvis nogen siger: »Jeg elsker Gud,« men hader sin broder, er han en løgner; for den, der ikke elsker sin broder, som han har set, kan ikke elske Gud, som han ikke har set.

Måtte, med Guds ånds hjælp og bistand, vores selvretfærdige, rasende verdensbillede således krakelere med jævne mellemrum. Måtte vi lære at fortælle anderledes stort og lysfyldt og, må jeg sige, opstandelsesfyldt om vores medmenneske: ham der ligger i porten, hende der ligger alene tilbage, ensom og usynlig, den og dem vi så flittigt hader og foragter og stempler som fjender. Måtte Ånden skubbe os, puste os, blæse os ud af vores eget, hen over dybe kløfter, hen til dem, som vores små fortællinger aldrig kan rumme. Måtte vi se og lære, at de og vi med Jesus Kristus først og fremmest hører til i Guds store fortælling om os alle.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

Himmelske far, du som kaldte verden frem og hver dag kalder os til at leve i den i kærlighed til di og vores næste! 

Tak for ordet i dag til os om, at du kommer til os hen over dødens kløft og de dybe kløfter, der så ofte skiller os ad, og som vi så ofte har det med at grave dybere.

Velsign og bevar vor Dronning, Margrethe den 2. og hele det kongelige hus. Vær med regering, folketing og alle med magt og myndighed. Lær dem og os at forvalte det ansvar, som vi er blevet givet. Giv os styrke og vilje til at hjælpe og værne om vores næste. Giv os øjne at se vores næste med og vilje til at lindre vor næstes nød.

Vær hos alle dem, der lige nu lider under krigen i Ukraine, de fordrevne, de flygtende, de forladte. Vær der med din trøst og dit håb. Ja, vær med alle som forfølges og flygter og udstødes og holdes ude og borte eller bag lås og slå og lægges for had. Skænk dem styrke, mod og håb i deres ensomme kamp.

Vi beder for alle, der sørger og savner og sidder i mørkets og dødens skygge. Skænk dem trøst og håb, og og vis os dit milde ansigt, når mørket lukker sig om os.

Amen

Lad os med apostlen tilønske hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde, og Guds kærlighed

og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen