Prædiken den 5. november 2023, Allehelgens søndag

Salmer:  
571 Den store hvide flok, 573 Helgen her, 754 Se, nu stiger, 549 Vi takker dig

De døde er overalt omkring os. I vores historier, i vores erindringer, på vores kirkegårde. De er der som de uendelige millioner af navnløse, for os navnløse, der forsvandt i historiens store kværn, abstrakte tal på kriges og katastrofers tabslister eller som dem bare faldt til jorden, som efterårsbladene gør i de her dage. Borte tog dem. Væk er de. “Du skyller dem bort, de sover ind, de er som græsset, der gror om morgenen; om morgenen blomstrer det og gror, om aftenen er det vissent og tørt”. En konstatering som, hvis den får lov at bundfælde sig, sætter sig i os som en knugende resignation.

Og når vi har navne og ansigter på og personlige erindringer om og savn efter dem, de helt bestemte, aldrig glemte, der blev taget fra os, og som var flettede ind i vores liv, så er tanken om historiens kværn, den store og stadige forgængelighed ubærlig. En erfaring af tomhed, eller måske resignation, som vi måske lærer at leve med. Men som ikke desto mindre altid, altid, får modstand og modspil her i dette rum og alt det, det bygger på. Fordi her er altid, altid, andet og mere at sige om det menneske, Gud har taget imod, end at det skal forsvinde, forgå, blive glemt og visne væk.

Der er altid andet og mere at sige om det menneske Gud er kommet til, har taget imod, i sin søn.

Andet og mere end vores begrænsede erfaringer siger os. Andet og mere end hvad vores lille tro giver plads til. Andet og mere end, hvad vores reservation og fortræd og aldrig hvilende trang til at støde ud og træde ned tilsiger os. Og dét er den STORE trøst. Den store trøst i Kristus. Hør, hvad han i dagens tekst siger til sine disciple og den flok, der er kommet til ham, og som har samlet sig omkring ham på bjerget. Sultne, søgende, fattige, mennesker er fulgt efter ham med alle de savn, mangler og plager menneskelivet også kan være fyldt af med brutale herskere, krige der raser, uretfærdighed. Vi ser dem jo omkring os. Israel, Gaza, Ukraine. Fortvivlede mængder. Talløse ofre.

Salige er I, siger han til dem. Salige! Ikke som en tandløs trøst. Som sådan et ”det skal nok gå. Du er jo god nok, som du er” - og alt det dér.  Nej, han kalder dem ud af deres elendighed og i verden for at lyse af den kærlighed, Gud er kommet til dem og til os med: Vær barmhjertige. Stift fred! Jeres løn skal være stor i himmelen. Der er andet og mere at sige om jer end, at I er sølle, sørgende. fattige, undertrykte, nødlidende mennesker. I er jeres himmelske fars børn og derfor skal I lyse af den kærlighed, Han lader lyse over jer.

Der er altid andet og mere at sige om os foran Guds ansigt. Altid andet og mere at sige om os end hvad andre siger og tænker om os, og hvad vi siger og tænker om os selv. Vi falder så let tilbage i vores eget mørke, hvor vi af hjertens lyst nedskriver andre og os selv. Dét mørke er tæt på, er det. Hele tiden. Men med det andet og mere der siges til os herinde, får vi ikke lov til at blive og ruge i det mørke. For vi ER lysende. Vi ER Guds børn, og vi KALDES på som Guds børn, som dem der skal lade lyset fra Ham lyse i vores omverden, blandt vores medmennesker, dér hvor vi nu lever og er. Som fredsmagere, som dem der viser barmhjertighed, som himmellys. Derfor er vi salige. Eller ”heldige”, som det lige lovligt prosaisk lyder i 2020-oversættelsen.

Og derfor læser vi den tekst fra Mattæus her i dag, Alle Helgens søndag, hvor vi mindes vores døde. For lyset Gud lod falde over os i sin søn, i det liv vi lever med hinanden, dét lys falder også over os, når vi er døde. Påskemorgens budskab er jo, at graven ikke blev en grænsesætter, en bom, en spærre for Guds nåde, for Guds lys. For igen: Vores bestemmelse er ikke at forsvinde, forgå, blive glemt og visne væk. Vi er, og vi forbliver Guds børn. Også når vi ikke er her længere. Vi og vores kære FORBLIVER lysende. Som den lysende by på bjerget, Jesus også taler til dem om.

Store ord. Ja! For det andet og mere der er at sige om os, ER stort. Voldsom stort. I dag har vi også lånt ord fra Johannes Åbenbaringen, hvor den får fuldt gas med de hvidklædte i mængde foran lammets trone. Eller salmedigter Brorson med hvem vi synger om, hvordan der ”holdes kirkegang med uophørlig jubelklang” og palmesving og englesang. Jeg husker en kirkegænger i mit første embede, der næsten fik det, som han havde spist for meget åndelig lagkage, når vi skulle omkring de her tekster Allehelgens søndag.

For selv om ordene er store og flotte, så kan de også synes lidt for store og svulmende i forhold til det, vi går med i vores hjerte. Især når vi husker dette helt almindelige, velsignet almindelige, og inderligt savnede menneske, vi går og savner og græder over i det daglige. Hvad har alt det her englesang og palmesving med ham eller hende at gøre, tænker du måske. Han eller hun var et menneske, der sammen med mig levede og åndede i den her verden og virkelighed, vi var fælles om. Jeg husker, og jeg savner et spillevende menneske.

Derfor er det også så velgørende med Jesu tale her Allehelgens dag, fordi han taler til de i allerhøjeste grad levende mennesker, som er samlede omkring ham der på bjerget. Han taler til dem om, hvordan Guds evigheds lys også omslutter dem her og nu. Hos Jesus er der ikke sådan et skel mellem livet vi lever nu og evigheden, vi håber på engang. Det store andet og mere der er at sige om os som Guds børn bliver hos Jesus aldrig til fjern, fremmed og fantasifuld tale. Livet her og livet dér, nu og engang, er i Guds storsyn et og samme, ikke to adskilte virkeligheder.

Derfor synger vi også i en af de salmer ,vi særligt gerne bruger ved begravelser, om solen og havet og morgenen vi mærker i sjæl og krop, og luften vi ånder i fulde drag. En salme om hvordan alt det her liv, al den her glæde sammen med vores kære her og nu og i dag taler med om det evige liv, det andet og mere, som Gud har givet os i sin søn. Gud er livets Gud, og han skærmer mig og holder ved mig, holder ved os. Her som der. Nu og engang. Derfor kan vi drage ad natmørkt hav, og derfor stiger solen af hav PÅ NY”.

Og så lige her til sidst i en prædiken om det andet og mere, der er så svært at sætte ord på, vil jeg tage jer en tur med omkring en kirkegård. Nærmere bestemt den protestantiske kirkegård midt i i Roms larm, i udkanten af den gamle bykerne. Som de fleste andre kirkegårde, et grønt og fredfyldt sted med et væld af sten og gravmæler rejst over de døde der kom fra Europas protestantiske egne. Her iblandt også en del danske. Ét gravmæle har altid gjort stort indtryk på mig: en lille statue forestillende en siddende dreng. Han er iklædt, hvad der ligner en skoleuniform. Tilsyneladende en dreng død i sit omtrent tolvte år. Et fjernt minde om en fars og mors store sorg, en tragedie engang, som dem kirkegårdene jo altid rummer.

Men det bemærkelsesværdige ved den siddende dreng er, at hans hoved er drejet til siden, som om han ser noget, vi andre ikke ser. Som om han, har vi lov at tro, ser ind i noget andet, en anden tilstand, en anden virkelighed. Så på en gang fredsommeligt, hverdagsagtigt og alligevel med den her antydning af noget andet og mere, han møder, eller som møder ham i døden. Som en overraskelse, en pludselig glæde. Solen der stiger af hav på ny. Lyset der står stille på livets kyst. Påskemorgen. Det er naturligvis min tolkning.

Men på dette sted, på kirkegården, ligger den lige for, som det møde mellem hverdag og evighed, Jesus pegede på i ord og gerning, og som gør, at vi kan tænke på vores døde som dem de var engang i dette liv, og som de er nu i Guds rige, i hans evige virkelighed. Adskilte fra os, men alligevel sammen med os – i Gud. Det er kirkegårdens sagte prædiken. Et ekko af Jesu tale til folkeskaren på bjerget. Der er så andet og mere at sige om jer end, at I er dødelige mennesker – glemte, ukendte, forsvundne. I er og I skal blive andet og mere end ofre for historiens kværn og den altopslugende grav. I er lysende. I er Guds børn i liv og i død.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

Herre. Vi er kommet i dag for at mindes vores døde. Nogle af os med tungt hjerte

og store savn. Nogle med en sorg tiden har lært os at leve med.

Vi har alle én, vi savner.

Tak fordi du lader solen skinne ind i graven.

tak for håbet om en fremtid i dit lysfyldte rige.

Nu beder vi dig, at du vil lade dét håb hjælpe os gennem dage, hvor vi har svært ved at bære vores længsel og hjemløse kærlighed.

Vær hos os, når vi græder i tomme stuer, og når vi ikke længere har mere at græde af. Lad vores hjerte finde ro i den trøst at de døde er hos Gud.

Vi husker dem endnu. En dag er de glemt.

Men du husker for os alle, Herre. Slægt efter slægt er i din hånd.

Giv du dem og os alle en glædelig opstandelse.

Velsign og bevar vor Dronning, Margrethe den 2. og hele det kongelige hus. Vær med alle øvrigheder. Lær dem og os at forvalte det ansvar, som vi hver især er blevet givet.

Vær hos alle dem, der lige nu lider under krigen, de fordrevne, de flygtende, de forladte. Vær der med din trøst og dit håb. Ja, vær med alle som forfølges og flygter og udstødes og holdes ude og borte eller bag lås og slå og lægges for had. Skænk dem styrke, mod og håb i deres ensomme kamp.

Amen.

Tillysninger

Lad os med apostlen tilønske hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde, og Guds kærlighed

og Helligåndens fællesskab være med os alle!

Amen