Biskoppens prædikener og taler
Nyheder

Prædiken 3. søndag efter helligtrekonger

Aarhus Domkirke den 26. januar 2020

Salmer: 7 Herre Gud, 582 At tro er at komme, 140 I Nazaret 786 Nu går solen. Nadver: 365 Guds kærlighed

 

Disciplene vil gerne have mere tro. Det er der mange, der gerne vil. I hvert fald troen som fast overbevisning, som et ståsted, et holdepunkt, et fundament, en klippegrund, noget urokkeligt, noget fast i en verden, hvor så meget flyder og forandres.

Andre er af mere eller mindre af samme grund noget mere lunkne, når det handler om troen. Fordi det for dem mere handler om den blinde tro, den enøjede tro, troens tunnelsyn, når en broget verden skal presses ned i et firkantet verdensbillede; den diskriminerende tro, når troen bliver en markør eller grænsedrager mellem dem, der tror, og dem der ikke tror eller ikke tror nok; den farlige tro, når nogle er parat til at undertrykke, forfølge og dræbe for den.

“Jeg kan ikke finde min barnetro” eller “Jeg ville gerne tro mere, men jeg kan ikke”, siger nogle, mens andre er nervøse for, når det kommer til det med troen, at blive voldført, manipuleret med, taget et sted hen, hvor man ikke ønsker at være. Det høres nogle gange i forbindelse med barnedåb, hvor forældrene har det svært med trosbekendelsen, fordi de ikke synes, de kan stå inde for nogle af de forskellige led. Det samme gælder såmænd også for mange kirkegængere: “Jeg kan ikke sige ja til, at jeg tror, på det der med undfanget af Helligånden eller ordne om kødets opstandelse”, for nu bare at nævne et par anfægtelses-steder i de ord, der lyder ved hver barnedåb og i enhver gudstjeneste.

Troen, så centralt som det er i alt, hvad der siges her i kirken, er altså ikke altid så let at have med at gøre, hvad enten altså, om vi som disciplene gerne vil have mere af den eller på forhånd er lidt skeptiske over for den og dens væsen. Måske også fordi de udsagn vi hører om troen kan komme så forskellige steder fra, kan lukkes ud af munden på forskellige mennesker på så forskellige måder. Lige fra den interviewede kendis der taler varmt om den tro, der giver hende ro i hverdagen, eller måske den tro hun derfor savner, men ikke besidder til den glødende skægbærende fundamentalist, der råber død over de vantro.

Måske er det også derfor, at mange taler om den gode tvivl, altså den tvivl, vi alle kender til, og som måske kan lære os at acceptere, at det halter lidt det med min tro, eller som måske kan opbløde den tro, der mener at vide, hvordan verden er indrettet, og hvordan andre bør indrette sig. Og det er da rigtigt. Tro og tvivl kan i mange sammenhænge danne et parløb - også nogle gange et sundt parløb - men i alle mulig andre sammenhænge, der har med tro at gøre, kan tvivlen være ødelæggende. Hvor fedt ville det lige være, hvis ens elskede eller ægtefælle eller hvem det nu måtte være, ville fremhæve tvivlen som en nyttig og gavnlig alliancepartner med troskaben?

For måske er det den vej, vi skal se, når talen er om tro, altså at den ikke bare er sådan et individuelt fænomen, som jeg nu har eller som jeg nu ikke har, eller som jeg ikke rigtig ved, hvordan jeg har det med, eller som jeg kan oppebære, udvise eller præstere i større eller mindre grad. At troen ikke er ligesom et badge man tager på jakken, hvor der står “ Jeg er troende”. At troen ikke bare er noget man, som disciplene gør det, kan bede om mere af. Fordi troen netop IKKE er noget man har for sig selv, eller kan oppebære eller udvise eller præstere, men noget som man har i forhold til andre eller en anden.

Derfor er det også, at Jesus svarer disciplene på deres bøn, at de sådan set bare skal gøre det, de skal gøre. De skal være tilstede som dem, der tjener andre. Ikke så meget snak. Bare gør, hvad I nu skal gøre, hvad der forventes af jer, hvad der forventes af os mennesker, nemlig at vi er der for hinanden, for at hjælpe, tjene, have omsorg for vores næste, for det andet menneske.

Det handler altså ikke så meget om at have meget eller lidt tro, men om at være de andre tro, være det liv vi lever med de andre tro, være tro-faste. Det er jo sådan set ret - skal man sige – uspektakulært, uden ret meget fikkumdik. Sådan går vi jo hver dag med næsen i sporet og gør på forskellige måder, hvad vi skal gøre. Nogle gange trives vi med det. Andre gange er vi lidt trætte af det, Men vi gør det. Fordi vi nu engang skal gøre det.

”Keep Calm and carry on”, som de britiske myndigheder skrev på plakater og opslag rundt omkring, dengang under anden verdenskrig, da bomberne faldt og fjenden stod lige uden for døren. ”Keep calm and carry on”. Lidt det samme Jesus siger til sine disciple her i teksten: Tag det roligt, og gør, hvad I skal gøre – hvad I nu engang SKAL gøre.

Og det er jo unægtelig lidt af et antiklimaks, hvis man nu som disciplene her, havde forventet en hurtig opgradering, en lille trylle-rylle øvelse ved deres herre og mester, hvormed de pludselig ville stå mere sikkert på benene og erhverve sig troens indsigt og visdom og fra nu af se dybt i tingene og føle hjertet slå mere roligt. Herre, giv os mere tro! Ja, ja. Gør I bare, hvad I skal gøre, og hvad I bliver bedt om.

Det ER en særlig visdom Jesus besidder, og som han øser af i evangeliernes beretninger, en visdom der så at sige dribler uden om tunge lovruller og elaborerede leveregler og lange læresætninger og diskussioner mellem dygtige teologer for i stedet for at vise direkte ud i livet, hvor vi lever med de andre for i al sin enkelthed at gøre godt i forhold til vores næste og være der for ham og hende, som en tjener. Som sagt: Vær tilstede i jeres liv og gør godt mod jeres næste, som I nu engang skal gøre det.

For i det liv vi lever, er Gud. Han befinder sig ikke ligesom et højere plan, som vi kun kan nærme os ved at stå på troens tæer, gøre store og smukke ting eller se dybt i os selv. Han er i sin søn kommet til dette levende liv, på denne levende klode, blandt levende mennesker. Og her har han i sin søn givet os del i en tro, et håb, en kærlighed, som vi jo kan fange nogle glimt af i livet vi lever med hinanden, når vi går der og passer vores dont og passer på hinanden og passer på det vi har fået.

Vi kender jo godt til, hvordan troen eller tilliden, håbet og kærligheden i forholdet til andre mennesker kan bære så uendeligt meget, og hvor goldt det hele ville være uden det. I hvor høj grad det velsigner vores liv, og gør vores liv værd at leve. Og at det er en virkelighed – om end en skrøbelig virkelighed - her i vores liv nu, og at det engang skal folde sig ud, fuldt ud. Det er, hvad vi har lov at tro på, når vi holder fast på og holder fast ved og holder os til, at Gud i sin søn på den måde har givet sig til kende i dette liv, vi lever med hinanden.

Julen hvor vi netop hørte om Guds komme til vores jord er ikke langt væk. Her om lidt skal vi synge en salme af Grundtvig, eller nærmere en bibelhistorisk vise, om hvordan Grundtvig forestiller sig, at Jesus levede sin barndom i sin uspektakulære barndomsby Nazaret sammen med sin far og mor og alle de andre, i et almindeligt, uspektakulært liv, i uspektakulær tillid til Gud. Og det samme kan vi, skriver Grundtvig, i det liv vi lever. Vi behøver ikke at spekulere og ransage, bekymre os over en lidt for lille eller manglende tro. Vi skal holde næsen i sporet. Vi skal leve vores liv.

Vi er i Jesus, i dåben, blevet Guds børn, kongebørn, så det er bare Keep calm and carry on. Over vores hoveder er den store gode himmel, omkring os strækker sig Guds gode rige. Under os er hans gode hånd. Også når vi nogle gange synes, at det hele bliver alt for småt og ensomt. Også når vi nogle gange synes at vi ikke kan bryde ud af vores mørke. Også når vi nogle gange synes, at det går ad H til. At Gud vil det godt, at det ender godt, det må vi have tillid til. Også selvom vi måske har svært ved at se det nu og her.

Grundtvig siger det på den måde, at vi har fået Jesu fodspor at gå i. Det vil sige at vi som ham skal være til stede i det liv vi lever i tro, håb og kærlighed og med tilliden til at vi er Guds børn, at vi hører ham til i liv og i død.

Det er jo også, hvad vi beder om i vores fadervor, den lille uspektakulære bøn Jesus lærte os, at vi altid kan komme til Gud med, hvor vi jo sætter hans ord på den tillid til Gud, og hvordan den tillid kaster sit lys ind i vores uspektakulære hverdag og giver os udsigt til hans rige, hvor døden ikke er og ikke har noget at sige.

Og har vi ørerne åbne og øjne med os og lytter til hvad Gud vil sige os gennem sin søn så kan vi kun blive klogere og visere og vokse i troen. Troen er ikke bare sådan noget man har eller ikke har. Den er også en livsopgave. Den skal også næres. Ved vores fadervor, ved kirkegang, ved at træde i Jesu spor og ved at holde fast ved, stole på, have tillid til, at Gud er god.

Keep calm and carry on.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

Himmelske far, du som kaldte verden frem og hver dag kalder os til at leve i den i kærlighed til dig og vores næste! Tak for ordet i dag til os om at fremfor at kæmpe for mere tro skal tjene vores næste og i den tjeneste fatte tillid til dig og det kærlighedens rige, som du lod bryde frem imellem os i din søn, vor herre Jesus Kristus.

Vi beder for kongehus, regering, folketing og alle med magt, viden og myndighed. Lær dem og os forvalte det ansvar, som vi hver især er blevet givet. Hold os fri af indbyrdes strid og ufred og alt ondt. Styrk os alle i kampen mod det, der vil skille os fra dig og hinanden.

Vær hos vore kristne brødre og søstre som forfølges verden over i disse år. Giv dem styrke til at bære deres lidelser og håb og mod til at komme videre. Gør forsoning og fremtid mulig. Trods alt.

Giv os styrke og vilje til at hjælpe og værne om vores næste. Giv os øjne at se vores næste med og vilje til at lindre vor næstes nød.

Vi beder for alle, der sørger og savner, for dem, der er faret vild eller har mistet deres hjem. Vær med dem, der sidder i mørkets og dødens skygge og vis os dit milde ansigt, når mørket lukker sig om os.

Lad os tage dine ord med os til dagen, der venter. Amen

Lad os med apostlen tilønske hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde, og Guds kærlighed

og Helligåndens fællesskab være med os alle!

Amen