Biskoppens prædikener og taler
Nyheder
Biskoppen står på prædikestolen i Aarhus Domkirke

Prædiken i Åbyhøj Kirke

1. søndag i advent den 29. november 2020 i forbindelse med 75 års jubilæumsgudstjeneste

Salmer: 74 Vær velkommen, 84 Gør døren høj, 862 Gå i mørket, Når kulden svøber sig, 80 Tak og ære.

Det hører nok med til alderen, at man synes, at dette livs begyndelser bliver færre og færre. I vores første år her på jorden er der jo næsten ikke andet end begyndelser. Når jeg ser mit barnebarn, som jeg er så heldig at kunne se, cirka en gang om ugen, så kan jeg hver gang se noget nyt, noget nyt hun er begyndt på: At kravle, at gå, så småt at forme ord, at smide med maden, at blive lidt genert, at genkede sin gamle farfar og alt det jeg kunne holde foredrag om og vise jer billeder af den næste times tid. Men de bliver jo ved, begyndelserne. Vi husker dem selv. Første skoledag, færdighederne der kommer til, første kæreste, første arbejde, første bil, første huskøb for nu at tage de her velsignede begyndelser i større og større spring.

Men så pludselig går det langsommere. Der bliver ligesom længere imellem begyndelserne. Eller det synes man i hvert fald. Indtil den dag, hvor man synes, at nu har man da vist set det hele før, og det begynder at køre en smule i ring. Ja, nogle gange er det som om det hele er kørt fast i lidt den samme rille. Jul følger jul, år følger år, medierne kværner med de samme dårlige nyheder morgen efter morgen, verden er i ulave, som den vel altid har været. Hvad nyt spørger man. For er det ikke, som om gentagelserne nu har overhalet begyndelserne? Eller at det måske ligefrem sådan, at afslutningerne er begyndt at dominere billedet?

Godt så, at vi her i kirken ikke på den måde lader vores træthed og tiltagende alder tale. Godt, at vi i det mindste her tør tænde et lys, et ensomt triumferende begyndelses-lys i adventskransen og vende bunken og fejre et nyt kirkeår og synge salmerne om, at noget nyt sker, at noget nyt kommer til os, at noget nyt begynder.

Sådan er det jo med meget af det, der siges her i kirken. Det modsiger vores trang til at tro, vi har styr på det hele, og at alting går, som det plejer at gå, at der ikke er noget nyt under solen og at alt er ved det gamle. Vi ser gentagelser og afslutninger overalt omkring os, men her i kirkens rum lyder det: begyndelse, begyndelse, begyndelse. ”Gå – føl livet begynde”, som vi sang lige før. For noget sker, noget kommer, noget begynder. Sådan er advents tale.

Jeg ved selvfølgelig godt, at der nogle gange også kan være en slags –skal man kalde det – beroligelse i genkendeligheden, i at alt er ved det gamle. Ikke mindst her i kirken. Når vi er kommet her i dag for at fejre jeres kirkes 75 års fødselsdag eller jubilæum, så er det jo også fordi, den på mange måder er et holdepunkt for jer, noget der står fast og bliver, og hvor de har sidder dernede på bænkene i generationerne før jer, hvor – igennem 75 år - gudstjenester er holdt, hvor børnene er døbt og konfirmeret, og de døde begravet. De her gentagelser, gode gentagelser, traditionerne og ritualerne, har været med til at gøre jeres kirke, Åbyhøj Kirke, til netop en lokal folkekirke, et sted, hvor mange føler sig hjemme og kommer.

Men – igen – det bygger alt sammen, lige meget hvor mange årtier eller måske århundreder kirkebygningen har stået her, på det nye, der begyndte med ham, der den dag red ind i Jerusalem på et æsel.

De mennesker der stod og jublede i gaderne den dag så i hvert fald en ny begyndelse. De syntes også, at verden i sørgelig grad lignede sig selv med romersk besættelse, og ydmygelser og en gammel slidt og arret verden, der kørte i samme rille. Rygtet om Jesus var løbet i forvejen. Og at han så, Jesus, satte sig op på et æsel for at ride ind i byen, gjorde bestemt ikke begejstringen mindre. Nu lignede han pludselig en rigtig gammeltestamentlig konge, der skulle give folket den nye begyndelse, de hungrede efter..

Jeg gætter på, at der ikke er så vældigt mange af jer, der er store og varme tilhængere af den nu snart forhenværende præsident Trump. Men vi skal ikke tage fejl af, at han for rigtig, rigtig mange mennesker, også har repræsenteret en ny begyndelse, fordi de føler sig kørt ud på udviklingens sidespor og har mistet håbet om en bedre tilværelse. Han har givet dem en grund til begejstring, og den begejstring kan, som vi ser for tiden, føre en vældig vrede med sig, når den skuffes.

Derfor var det også, at de samme mennesker, der jublede i Jerusalems gader den ene dag, stod og råbte korsfæst ham den næste. For den begyndelse Jesus stod for, rimer sjældent med den begyndelse vi ofte gerne vil have, når og hvis vi går ud i gaderne og med eller uden mundbind råber på nye tider og ud med de gamle og ind med de nye og dræn sumpen.

Den begyndelse Jesus kommer med, er nemlig ikke nødvendigvis en begyndelse der rimer med vores hoveder, hjerter og sindelag.

Nej, Jesus kom til os, med SIN begyndelse, på SIN måde, sagtmodig og ridende på et æsel, et trækdyrs føl, som et tegn på, at i ham er Gud kommet til sit menneske med sin retfærdighed, sin fred og sin tilgivelse. Han er hos os med SIT rige. Her handler det ikke om kamp og udskillelse, men om kærlighedens og barmhjertighedens fællesskab.

”I begyndelsen”, sådan lyder de første ord i Bibelen om Gud, der skaber alt ud af intet. ”I begyndelsen”, sådan lyder det også i Johannesevangeliets åbning om Gud, der som en ny begyndelse sendte sin søn, fordi han elskede verden, og fordi enhver som tror på ham, skal have evigt liv.

Alt sammen kan det lyde så stort og abstrakt, men det er jo blevet så vældigt konkret og nærværende herinde i Åbyhøj kirke søndag efter søndag, når små børn bæres til dåben, og menigheden holder nadver sammen. For dåb og nadver, DET er små, konkrete udtryk for Guds begyndelse. Dåben er det som et tegn på Guds følgeskab med sit menneske, gennem alle vores livs indgange og udgange, alle vores livs begyndelser og afslutninger, hvor vi, trods alle vores fejltrin, får lov at begynde på en ny hele tiden, og hvor hans miskundhed er ny over os hver eneste morgen. Nadveren er sådan et udtryk for Guds begyndelse, for her kommer vi med hvert vores, slidte af gentagelser, trætte af og tyngede af afslutninger, men han giver os sig selv, og med ham kan vi gå fornyede og foryngede ind i decembers mørke.

Og når vi går ud herfra vader vi jo nærmest i begyndelser. For hver eneste gang du står over for dit medmenneske, eller kommer til dit medmenneske, begynder du jo på en ny. Mødet med det andet menneske er jo aldrig en gentagelse, aldrig en afslutning, men en begyndelse, der kan bære andre begyndelser med sig, når vi bygger med på hinandens liv og lykke og fremtid, hvad enten det drejer sig om få venlige ord til et fremmed menneske, eller det dybere venskab eller bekendtskab, der altid bærer noget godt nyt og nye muligheder med sig. Kort og godt: At kunne give en anden en god begyndelse, er en lille spejling, et ekko, af Guds store begyndelse med os.

Jesus kom til Jerusalem ridende på æslet, sagtmodig. For sådan kom han til mennesker. Han trådte ned, blev født i en stald, trådte ned i Jordanfloden for at blive døbt med vores dåb, han døde forbryderens død på et kors. Han viste os ydmyghedens vej. Og den er svær, hundesvær. Men vi kan forsøge at lære det, f.eks. ved at gå i kirke. For her skal vi netop opgive os selv, afmontere os selv og alt det vi nu kommer med – om det så er vores resignation, træthed, sørgmodighed, bitterhed, sorg, hvad ved jeg – for så stedet at tage Guds begyndelse i Jesus til os, lade ham ride ind i vores hjerte med hans opstandelse og håb og nye begyndelser.

Vi skal tage imod, hvad Gud i ham har givet os og til stadighed giver os. Vi skal på den måde at lade Gud tage over og i ham se begyndelser, hvor vi før kun så gentagelser og afslutninger. Vi skal blive ved med at lære, bøje os, tage imod. Lige indtil den dag, det er slut, Gud tager over, og noget nyt for alvor skal begynde.

Så godt at Åbyhøj kirke har stået her med det formål i 75styve år. Godt at den skal stå her så mange år endnu. Hvad skulle vi gøre uden. Pas på den, værn om den, tillykke med den og:

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

Himmelske far, du som kaldte den gode verden frem og hver dag kalder os til at leve i den i kærlighed til dig og vores næste! Tak for ordet til os i dag, kirkeårets første søndag, om hvordan Jesus kom til os med sin nye begyndelse, den begyndelse, han vores uværdighed til trods, lod os få del i, så vi nu kan lade den blive fortegnet for vores liv, og som vi kan holde os til, når vi synes, at det hele bliver til gentagelser og afslutninger.

Velsign og bevar vor Dronning, Margrethe og hele det kongelige hus. Vær med regering, folketing og alle med magt, viden og myndighed. Lær dem og os forvalte det ansvar, som vi hver især er blevet givet. Hold os fri af indbyrdes strid og ufred og alt ondt. Styrk os alle i kampen mod det, der vil skille os fra dig og hinanden.

Vær med alle som forfølges og flygter og udstødes og holdes ude og borte eller bag lås og slå og lægges for had. Giv dem styrke til at bære deres lidelser og håbet og modet til at komme videre.

Giv os styrke og vilje til at hjælpe og værne om vores næste. Giv os øjne at se vores næste med og vilje til at lindre vor næstes nød.

Vi beder for alle, der sørger og savner. Vær med dem, der sidder i mørkets og dødens skygge og vis os dit milde ansigt, når mørket lukker sig om os.

Lad os tage dine ord med os til dagen, der venter.

 

75 år er ingen alder for en kirke

Lokal virkekraft, indsamlinger, under besættelsen

Kirkens to klokker var af støbejern, fremstillet og foræret af Frichs Fabrikker. På den største af dem ser man indskriften: "Jeg ringer ind over hvert et angst og betynget Sind Guds Naade og Fred."

 

Lad os med apostlen tilønske hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde, og Guds kærlighed

og Helligåndens fællesskab være med os alle!

Amen