Prædiken i Skt. Sørens Kirke

I salmen vi skal synge efter prædikenen, dagens anden salme, der skriver salmedigteren – og det er Grundtvig – om det at længes efter at sidde i Herrens hus. Salmen – og det er Hyggelig, rolig – den er Grundtvig blevet inspireret til af den gammeltestamentlige salme, jeg læste fra altret lige før, om salmistens længsel efter at sidde i Herrens Tempel igen.

Det kan I vel godt sætte jer ind i. På den måde, at I vel også har længtes efter at komme herhen i jeres sognekirke, i Skt. Sørens kirke, igen efter istandsættelsen. Man knytter jo stærke bånd til sit sted, til sin lokale kirke, dér hvor man måske så mange gange har siddet og nu sidder igen, med så meget i hjertet. Her hvor man er til stede, lytter og synger, og det nogle gange er som om – som der så poetisk står i Grundtvigs salme – at sjælen farer af by, eller man ser ind i en større og bedre, ja himmelsk virkelighed end denne til tider lidt forslidte jordiske en af slagsen.

Ja, man kan i den grad længes, som vi alle gør det for tiden, efter den kendte gudstjeneste, hele den herlige pakke, hvor det tager lidt mere end en halv time i rask trav, hvor vi kan synge med på salmerne, og hvor vi kan gå til alters og hilse ordentligt på hinanden bag efter. Ja, vi længes i det hele taget som gale efter hverdag lige nu, efter fællesskab, nærhed, samvær, at kunne mødes på andet end en skærm. Måtte det dog alt sammen snart vende tilbage.

Så med al denne længsel som baggrund – næsten som et stort, tungt baggrundstæppe - er det så godt og passende, at vi i teksten til i dag, hvor jeres kirke åbner, og en lille flok af jer kan sidde her igen, skal høre om netop længsel. Den store længsel. Længslen som den her gamle kirke er bygget på. Længslen der har formet dens historie og lutherske arv. Længslen vores gudstjeneste er et svar på, nemlig den længsel der kommer til udtryk i den kanaanæiske kvindes længsel efter en Gud, der også er der for hende og hendes plagede datter. Hun længes efter en Gud der tager imod hende og hendes plagede datter. En Gud der ikke skiller ud, holder afstand og vender ryggen til som alle de gode og troende folk i Jesu flok og følge, der først end ikke gad skænke hende og hendes plagede datter nogen som helst opmærksomhed.

De var urene, kvinden og hendes datter. De var udenfor, de var foragtede. Sådan nogle som vi jo altid har gået og holdt lidt på afstand. Hvad vi nu end har kaldt dem. Det ligger os næsten i generne, at vi for at føle os inde holder nogle ude. Ja, altså selv Jesus, af hvem man nok kunne forvente anderledes, gad i første omgang end ikke svare hende på hendes bønner.

Men det fantastiske ved den her lille historie er, at hun, den foragtede, den udstødte, randeksistensen, den fortvivlede mor, minder Jesus om, at han altså er andet og mere end en jødisk mand med alt hvad dertil også hørte af faste meninger om, hvem der er inde, og hvem der er ude. Hun minder ham om, at han er så uendeligt meget andet og mere end et skel-sættende menneske. Hun minder ham om, at han er Guds søn, ham, der kom til menneskene for midt iblandt dem at sætte en anden og uendeligt større dagsorden end deres egen stærkt begrænsede. Det havde han gjort hidtil. Så det måtte hun fortsat kunne man forvente af ham.

Hos den Gud, du kommer med nyt om – siger kvinden på sin egen måde - er der også er plads til os andre. Vi små hunde - som Jesus så hånligt kalder hende, hendes datter og hendes trosfæller - vi får også vores. Vi rummes også af Hans rigdom.

Nu kunne Jesus så have sagt til hende: tak fordi du mindede mig om alt det. Tak fordi du mindede mig om mit kald. Han siger det med andre ord ved at svare hende: ”Kvinde, din tro er stor”. Eller med andre ord: du ser jo Guds sande ansigt bag om alle de forbehold vi andre stiller op. Du ser hans nåde bag om, hvad vi går og lærer, og hvad vi bilder os ind, og du ser at den er så meget større end alt, hvad der udgår fra os. Dét er tro. Det er en tro, der ikke alene helbreder din datter, den frelser, fordi du, når du tror og har tillid til, at du bliver taget imod af den gode Gud, jeg bringer bud om. For når du tror, har tillid til Ham, Ham, så bliver du taget imod. At tage imod er selve hans væsen.

Den kanaanæiske kvinde er en outsider, en udefra. Måske er det én som hende, en outsider, en udefra, der skal til for at se, hvad Gud har bragt i sin søn. Der skal en udstødt til at høre, hvordan han favner og kalder ind. Der skal en fattig til for at se hans rigdom. En angst og urolig sjæl erfarer hans fred. Præcist som det var tilfældet for Luther. For det er jo Luther længsel efter en nådig Gud, og den fred hans tro på at Gud er nådig, gav ham, vi bygger videre på, vi, der kalder os lutherske, og som i dette rum fik sin helt egen danske historie. Det kan jeg ikke lade være med at nævne i dag

Og sådan hænger det hele sammen: Det gamle Testamente, evangeliet, salmerne, kirkerummet vi sidder i, traditionen vi bygger på. Også når vi som i dag, grundet omstændighederne, skærer ind til benet: Gud er den gode Gud, der tager imod og er der for dig i sin søn. Også dig der tror dig udenfor, og tror at du kun kan stå udenfor og længes.

For det handler jo om os, der sidder her og kommer her og hører til her i Gl. Ry sogn, Aarhus stift, den danske folkekirke, og hele den hellige almindelige kirke. Det er budskabet til os, som kirken her, fin og fornyet som den er, ikke skal gøre til en historisk arv for de få, nej, den skal bringe det videre, så længe den overhovedet står her.

Vi glemmer så let. Vi falder så let i som Jesus selv så kortvarigt gjorde det i mødet med den kanaanæiske kvinde og hendes datter. I kirken her huskes vi på, så vores perspektiv udvides og vores kurs justeres og vores hjerte bliver talt til. Her med, budskabet om Gud, der ikke som mennesker holder på afstand og lukker ude, men kalder ind og holder ved, der skal vi bygges op, se, smugkigge ind i den himmelske virkelighed og vores sjæl fare af bys over alle stjerner.

Måtte hver eneste søndag i dette smukt istandsatte kirkerum på den måde bringe nyt, svare på vores længsel og skænke fred i vores hjerter.

AMEN

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Lad os med apostlen tilønske hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde, og Guds kærlighed

og Helligåndens fællesskab være med os alle!

Amen

Kirkebøn:

Himmelske far, du som kaldte den gode verden frem og hver dag kalder os til at leve i den i kærlighed til dig og vores næste! Tak for ordet til os i dag om, at du svarer os på vores længsler, befrier os fra vores fængsler, og at du i din søn gavmildt og nådefuldt er kommet til os, de små hunde, for at tage os til bords.

Velsign og bevar vor Dronning, Margrethe og hele det kongelige hus. Vær med regering, folketing og alle med magt, viden og myndighed. Lær dem og os forvalte det ansvar, som vi hver især er blevet givet. Hold os fri af indbyrdes strid og ufred og alt ondt. Styrk os alle i kampen mod det, der vil skille os fra dig og hinanden.

Vær med alle som forfølges og flygter og udstødes og holdes ude og borte eller bag lås og slå og lægges for had. Skænk dem styrke, mod og håb.

Giv os styrke og vilje til at hjælpe og værne om vores næste. Giv os øjne at se vores næste med og vilje til at lindre vor næstes nød.

Vi beder for alle, der sørger og savner. Vær med dem, der sidder i mørkets og dødens skygge og vis os dit milde ansigt, når mørket lukker sig om os.

Lad os tage dine ord med os til dagen, der venter.

Fadervor

Velsignelse