Biskoppens prædikener og taler
Nyheder

Prædiken, Fastelavn 2022

Aarhus Domkirke søndag den 27. februar 2022 kl. 17.00

Salmer:
3 Lovsynger, 
173 Et vidste han, 
192 Hil dig, 
29 Spænd over os. 
Nadver: 
Øjne I var

 

Uden sammenligning i øvrigt, men man kender det jo godt, dét med, som Jesus indledningsvist gør det i dag, at tabe sine tilhørere. Man forklarer og udlægger og gør ved. Men lige meget hvad, tilhørernes blik mister fokus, det ligesom fæstner sig på noget langt bag ved en og afslører med al tydelighed, at deres tanker er gået på langfart. De er stået af. Der er et andet sted henne. Sagt med en mere tidssvarende vending: De er helt væk.

Vi kender det fra mange sammenhænge. Præsten foran sin menighed, læreren foran sine elever, forældrene foran deres børn eller disciplene, da Jesus forklarer dem, hvilken skæbne der venter ham: “Men de fattede ikke noget af dette; det var skjulte ord for dem, og de forstod ikke det, som blev sagt”. De var – helt væk.

Og vi der vel alle kender til selv at stå og være den, der ikke lige forstår, og hvis blik indstilles på uendeligt, og hvis tanker går på langfart – og være helt væk – vi ved jo udmærket fra os selv, at ord nogle gange simpelthen bliver for store til at vi rigtigt kan have med dem at gøre. De forbliver skjulte for os. Vi synes ikke rigtigt, at de har med os og vores liv at gøre.

Om det er din prøvede ægtefælle, der tålmodigt, eller desperat, for syttende gang forsøger at gøre dig noget begribeligt, der ikke rigtigt interesserer dig. Om det er et talende hoved på tv, der udbreder sig om noget, du ikke forstår en bjælde af og i øvrigt er ligeglad med. Eller om det er samtalen, der ligesom går hen over hovedet på dig, fordi du er ved at blive tunghør (siger konen): ord kan være skjulte for os, som de var det for disciplene. Vi kan være helt væk.

Og jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at det også kan ske her i dette rum, med de gamle tekster, med de store, store ord, at vi ikke fatter, hvad der bliver sagt, at de nogle gange eller ofte forbliver skjulte for os. Derfor jo også den tilbagevendende diskussion: skal kirkens ord mere ned i øjenhøjde med nutidens kirkegængere? Skal vi blive bedre til at tale jævnt om alt det høje? Hvordan få de her ord, som vi ved er så vigtige, ned fra højderne, så de ikke bare svirrer rundt deroppe mellem hvælvingerne, men kommer herned og rammer os i hjertet og altså ikke længere forbliver skjulte og uden for rækkevidde?

Men, kan man spørge, vil vi nogensinde, med en nok så vældig pædagogisk indsats og nok så tidssvarende ritualer, sådan rigtig forstår og kommer i øjenhøjde med f.eks. det, der sker i den påske, vi er begyndt at se frem imod, og som Jesus med sine ord foregriber: “Se, vi går op til Jerusalem, og alt det, som er skrevet ved profeterne om Menneskesønnen, skal opfyldes: Han skal overgives til hedningerne, og de skal håne ham, mishandle ham og spytte på ham; de skal piske ham og slå ham ihjel, og på den tredje dag skal han opstå”. Vi ved måske, hvad det angår, mere end disciplene, men forstår vi det bedre end dem?

Nå, tilbage til dagens tekst, de kommer så forbi den blinde, der sidder ved vejen og tigger, og som da han hører, at det er Jesus, der kommer forbi, begynder at råbe til ham: “Davids søn, forbarm dig over mig!”. Det er da vældigt konkret. Det er enkle ord, der er til at forstå. Derfor beder Jesu følge også manden om at tie stille og ikke på den her utidige måde fra den der utidige vejside trænge sig ind på ham, der sandelig har vigtigere ting for.

MEN, det er jo netop det gode budskab, Jesus hører og bønhører den blinde. Hans ord er få og også til at forstå: “Bliv seende, din tro har frelst dig”. Det er jo også budskabet, der lyder herinde: at menneskets nød ikke er fremmed for Gud, at han standser, lytter, er der, skænker lys og nåde, og lader os forstå, at vi skal gøre ligeså over for vores næste.

Sådan lever budskabet, det store og i bund og grund ufattelige budskab også: i små nære konkrete handlinger, hvor nogen kalder på os fra grøften, eller vi selv, fra samme grøft kalder på nogen og erfarer at nogen er der, og at Gud, i sin søn, ikke går os forbi vores grøft, men giver os håbet, modet og styrken til at komme videre. Sådan lever budskabet, der nogle gange svirrer rundt deroppe under hvælvingerne, også: som enkle forståelige ord, der får os op på vejen igen, og hvor vi måske oven i købet ser noget, vi ikke så før og får et nyt og andet perspektiv på tilværelsen.

Men det hører jo netop sammen, det store, store budskab, de nærmest ufattelige ord, og så den nære konkrete gerning derude på vejen og i grøften, hvor nogle kalder og der med få ord eller små handlinger sker store ting.

Når Jesus om den kommende påske til disciplene siger, at han skal overgives og hånes, mishandles og spyttes på og piskes og slås ihjel, og på tredjedagen opstå, så er det jo det store perspektiv han udfolder, at fordi Gud kom til sit menneske i grøften, så gik han med det menneske helt ned i ensomheden og døden, og han gik med det menneske gennem graven ud i livet, hvor døden ikke længere bestemmer.

Det er bestemt ikke enkelt og ligetil, men det spænd der er i vores kristne budskab, ikke mindst i Jesu lignelser, mellem hverdagen, som vi lever den og kender den og genkender den, og så Guds store himmel, Guds store løfte til os, der hvælver sig oven over det hele. Man kan også sige: Gud store lys over vores små, hastigt opblussende, kærlighedsgnister. Hans store perspektiv over vores lille hverdag og livet vi lever i den.

For det er jo gennem dette små, vi så nogenlunde forstår, at vi bedre forstår det store, vi ikke helt forstår. Og omvendt: i det store himmelske perspektiv forstår vi bedre det nære jordiske, som så får kastet et nyt lys over sig.

Men trænge helt til bunds i det, det formår vi ikke. Vi formår aldrig at sætte de helt rigtige og helt dækkende ord på. Vi ser eller skuer ind i noget meget, meget større, som med sammenknebne øjne uden nogensinde helt at forstå.

Der er jo, hvad Paulus også siger i dagens epistel med ordene om, at vi her i det her liv, ser tingene stykkevist, som i et spejl, i en gåde. Og her tænker han nok ikke på, at vi i så mange sammenhænge ikke rigtigt kan forstå, ikke rigtigt kan høre, ikke rigtigt gider sætte os ind i tingene, og at ordene på den måde kan være “skjulte” for os.

Nej, det handler nok mere om, hvordan enhver af os skumpler gennem det her liv. Nogle dage aner vi måske en sammenhæng, andre dage slet ikke. Måske vi synes, det hele er kørt hel af sporet, og vi nærmest befinder os på oprørt hav eller i tusmørke og vildnis eller, måske, som en blind i en forladt vejgrøft.

Men, siger Paulus, der er en mening, der er en sammenhæng, vi skal forstå og kende fuldt ud og den sammenhæng er Guds kærlighed, som han kom til os med i sin søn. Den kærlighed som død og grav aldrig skal sejre over. Den kærlighed uden hvilken vi intet var andet end tilfældige liv i en tilfældig verden.

Den store kærlighed kan vi sagtens erfare i glimt, i det små, i livet med hinanden: kærligheden, der ikke hidser sig op, ikke bærer nag, ikke finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden, kærligheden der tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt. Men den kærlighed er i sig selv ikke bare et glimt, noget hastigt forbipasserende. Den hører aldrig op, siger Paulus. Og engang vil den fylde det hele. Og, når den gør det, så forstår du. Så giver det hele mening. En helt ny mening. Troens mening, som den dag kom til den blinde i grøften.

Det er blandt andet dét, teksten til i dag vil sige os, at måske forstår du ikke alt det her, måske du står og måber lidt ligesom disciplene eller synes, at det går lidt hen over hovedet på dig, men så hold fast i, at den lille kærlighed, du kender fra, og har erfaret glimtvist i, det liv du lever, at den har sin rod i Guds store, og i bund og grund ufattelige, uforståelige kærlighed til sit menneske i Jesus Kristus, i hans død og opstandelse, og at den kærlighed også er der for dig. Som den dybe sammenhæng midt i alt det her fragmentariske stykkevise, vi har så svært ved helt at forstå. Budskabet er, at han har fundet os, selvom vi selv er helt væk.

 

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

 

Himmelske far, du som kaldte verden frem og hver dag kalder os til at leve i den i kærlighed til dig og vores næste! Tak for ordet i dag til os om hvordan din søn bønhørte den blinde, ikke fordi den blinde forstod den dybere mening med alting, men fordi han klyngede sig til den tro, at Gud er god og at Gud er steget ned til sit menneske, helt ned i det dybeste dybe.

Hjælp os til troen og håbet på, at den kærlighed, vi ser glimt af i vores liv, engang vil fylde det hele, som den kærlighed du elsker os med, og som du vil kende os med, fuldt ud.

Vi beder for kongehus, regering, folketing og alle med magt, viden og myndighed. Lær dem og os forvalte det ansvar, som vi hver især er blevet givet. Hold os fri af indbyrdes strid og ufred, værn os mod krig, forfølgelser og alt ondt. Styrk os alle i kampen mod det, der vil skille os fra dig og hinanden.

Giv os styrke og vilje til at hjælpe og værne om vores næste. Giv os øjne at se vores næste med og vilje til at lindre vor næstes nød.

Vær med alle som forfølges og flygter og udstødes og

holdes ude og borte eller bag lås og slå og lægges for

had. Skænk dem styrke, mod og håb i deres ensomme

kamp.

Vær med dem, der sidder i mørkets og dødens skygge og vis os dit milde ansigt, når mørket lukker sig om os.

Lad os tage dine ord med os til dagen, der venter. Amen

Amen.