Prædiken ved genindvielse af Sct. Pauls Kirke i Hadsten den 24. november 2019

Salmer: 402 Den signede dag, 332 På Jerusalem, 355 Gud har fra evighed, 276 Dommer over, 217 Min Jesus

I dag bliver jeres kirke, Sct. Pauls kirke i Hadsten, genindviet, og i dag skal dens 100 års jubilæum fejres. Nu kan I endelig tage den i brug igen. I dens forholdsvist lange historie fylder den sidste tid, hvor den har været lukket, og håndværkerne har været i gang, jo ikke det store, men mon ikke I har glædet jer til igen at sidde her i rummet, mange af jer er så fortrolige med. Og mon ikke I har glædet jer til at lytte til det nye orgel og alt det, det kan? Det er da en festgudstjeneste værd.

I dag er det – som på kirkens indvielsesdag – så også den sidste søndag i kirkeåret. Og lige netop den søndag synes, jeg – festgudstjeneste eller ej - der er noget lidt dystert over. Men glæden er der også, og det er den, der altid får det sidste ord, når vi holder gudstjeneste.

Det dystre først. Det har selvfølgelig også med årstiden at gøre. ”Mørk er november og løvfaldet slut, vandet begynder at fryse”, som der står i sangen. Og teksten denne sidste søndag handler så også, som vi hørte, om dom, om den endelige dom. Det er næsten som om vi denne sidste søndag inden bunken vendes er nået frem til konklusionen, til pointen, til moralen, til tværsummen af det hele, som om knytnæven nu lige slås i bordet.

Det er en scene, der udrulles med teksten, som vi kender så udmærket fra kalkmalerierne i landsbykirkerne. Der står de alle, der står vi alle, alverdens folkeslag, afklædte og afslørede. Deroppe løftes de der blev dømt retfærdige mod de himmelske sale. Glade er de og støttes af engle. Nederst i billedet stødes de uretfærdige ned i det ildsprudlende helvedesgab, hvor små sorte djævle tager imod. Får er skilt fra bukke. Evigt liv til de første, evig straf til de sidste. Dystert og skræmmende er det, skræmmende har det virket på menigheden i den november-kolde kirke dernede på de hårde kirkebænke.

På kalkmalerierne, har I nok lagt mærke til, der skildres dem, som dømmes, som et tværsnit af befolkningen, af samfundet, som man kendte det dengang. Vi spotter dem alle: kongen med sit scepter og sin krone og med enden bar, tykke munke og fromme nonner, forædte biskopper (måske en enkelt provst), bønder og borgere, præster og forhutlede tiggere, alle står de, står vi der. Alle er under dommen, alle er vi lige for dommen. Ingen kan vide sig sikker på forhånd.

Jeres kirke er alligevel for ny til kalkmalerier, men I har en klokke i tårnet, hvor den gamle pastor Benzon, som var med til at indvi kirken, har ladet skrive, helt klart med reference til dagens tekst: ”Snart er tid og time omme/da skal regnskabsdagen komme”.

Men for lige at vende tilbage til kalkmalerierne, så har de en pointe med, at vi alle er under dom. For Jesu ord om den store dom engang er en barsk påmindelse om, at det vi i vores liv går og vurderer som den højeste retfærdighed ikke nødvendigvis viser sig at være det, og at de domme vi går her og dømmer verden med ikke nødvendigvis falder sammen med Guds dom. Med andre ord: Det er også vores trang til at dømme, vores trang til at dele verden op i onde og gode, vores tro på vores egen retfærdighed, vores forudfattede tro på, hvad der er retfærdigt og uretfærdigt, der er under dom i dagens tekst.

Vi troede måske, at vi gjorde det rigtigt, og de andre gjorde det forkert, fordi vi dømte på vores præmisser og ud fra vores snævre horisont, men nej siger Menneskesønnen, det handler om noget helt andet. Det handler om, hvorvidt I så eller ikke så en af disse jeres mindste brødre, der havde brug for jer, som savnede jer, behøvede jer. Men I så dem ikke, besøgte dem ikke. I var så optagede af jeres egne fortrædeligheder, jeres egen dømmesyge, jeres egen vrede mod de andre idioter, jeres egen stålsatte tro på, at netop I gjorde og tænkte rigtigt, at I ikke så andet.

Og lad os bare tale nutid her. Fordi den dom, Jesus taler om, er jo en dom, der falder over os hver dag. Vi er så forgabte i vores egne domme over de andre, at vi ikke ser vores næste, alle dem, der færdes omkring os ude i synsranden, og som har brug for os. Dommen falder over vores egen dom over verden.

Vores egen tro på vores egen retfærdighed, fylder så uendeligt meget, at Jesus sætter megafonen for munden og prøver på at råbe os op: Du som har så travlt med at opdele verden i får og bukke, hvidt og sort, venner og fjender, du er selv under dom. Husk lige det.

Tænk hvis det skel en dag faldt fra vores øjne, tænk hvis vi en dag kom frem til den store klarhed over vores liv, tænk hvis vi blev sat på første række i biografen, der spillede vores liv som film med alle pinlighederne i slowmotion, hvor meget ville det så ikke fylde, al den vrede, alle konflikterne vi går og spilder vores tid og liv på, al bitterheden og spekulationerne, der forpester menneskeliv og arbejdspladser og koster strid og fortræd og sygedage og ægteskaber.

Jamen, for slet ikke at tale om de domme, du dømmer dig selv med, fordi du ikke synes, at du gør det godt nok, fordi du føler dig under evig bebrejdelse og reagerer med endnu mere vrede, når du føler andre skubber til dig.

Mørk er november og løvfaldet slut. Vandet begynder at fryse. Og vi går rundt med knyttede næver i lommerne eller sidder i bilen og bider i rattet og er vrede, triste og kede af det, klemte i konflikter, som dem, der er vrede, eller som dem andre er vrede på eller som er vrede på os selv. Vi vil så gerne retfærdighed, det vil bare sige vores egen retfærdighed. Ikke den andens.

Men altså, dommen er Guds. Og det synes jeg egentlig talt at der er en enorm befrielse i. Dommen er Guds. Og han dømmer på sin måde. Hans domme er ikke vores. Det er det glædelige. Hans domme falder ikke sammen med vores domme over andre og over os selv. Tvært imod det han dømmer, er vores trang til selv at dømme vores svigt, vores blindhed, vores forglemmelser, FORDI vi har så travlt med at dømme de andre i stedet for at se, at de har brug for os. ”Dommerne bliver dømt, når du skal råde, og de dømte kendes fri af nåde”.

Så godt, at det er Gud der dømmer. Godt det er Gud, der dømmer mig og at det ikke er andre og ikke mg selv, der gør det. Nok er hans dom så meget mere afslørende, fordi jeg står gennemlyst tilbage som den selviske og glemsomme og fordømmende bængel jeg er. Men Gud taler til mig og dømmer mig gennem sin søn, og det han gjorde og sagde, og han afviste ikke den, der opgav sig selv og kom til ham. Det er min trøst, det er vores trøst. Og det er den trøst, der skal fylde billedet og genlyde her i huset.

Derfor kunne pastor Benzon over indgangsdøren fra våbenhuset til kirkerummet her lade følgende lille vers affatte følgende: ”Her skal klokkemalmen klinge/her skal tales Herrens ord./Her skal salmen løfte vinge/her skal dåbens kilde springe/brødet brydes ved Guds bord/fryd os Gud, når vi dig love/giv os fred, når vi skal sove.

Hvad der sker her i kirken, der handler om at takke og kende freden i Guds komme til os. Her skal vi ikke stå og stirre frygtsom mod verdens ende og en eller anden skarp udtagelsesproces, hvor nogle sendes den ene vej og andre den anden. Det er en gammel folkelig forestilling vi kender så godt og forstår så godt, fordi den matcher vores egen private retfærdighedssans og trang til at gøre ret og skel. Nej, det handler om at tage imod Guds fred og have øje for det liv du har fået at leve med andre mennesker, hvor det ikke er dig selv og din retfærdighedssans, men din næstes ve og vel, det kommer an på. Jesus gav dig øjne at se med. Brug dem.

Det er konklusionen, pointen, moralen, tværsummen af det hele, sidste scene før rulleteksterne: det er her og nu, det foregår, mine damer og herrer. Det er dette liv, som Gud har givet os, vi dømmes til. Det er her og nu det afgøres. Og meningen er, at du skal være der for den anden som det Guds barn, han eller hun er, at du skal vende dig ud mod dette liv fremfor at gemme dig i dit eget. Og frygt ikke. Det lærte Jesus os. Du hører ham til og han følger dig hele vejen. 

Mørk er november og løvfaldet slut. Vandet begynder at fryse. Men nu vender bladet. Næste søndag er det den første i kirkeåret. Det er advent. Og så vender lyset og modet tilbage. Så småt, men også så sikkert og vist.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

Himmelske far, du som kaldte verden frem og hver dag kalder os til at leve i den i kærlighed til dig og vores næste! Tak for ordet i dag til os om ikke altid at stole på vores egne domme over andre og os selv, men at give os hen til din dom, som du i din søn har ladet tilgivelsen være fortegn for.

Lad være os til trøst og tilskyndelse til at se vores næste som den, du også elsker, og som altid har brug for os. Vi beder for kongehus, regering, folketing og alle med magt, viden og myndighed. Lær dem og os forvalte det ansvar, som vi hver især er blevet givet. Hold os fri af indbyrdes strid og ufred, værn os mod krig, terror og alt ondt. Styrk os alle i kampen mod det, der vil skille os fra dig og hinanden.

Giv os styrke og vilje til at hjælpe og værne om vores næste. Giv os øjne at se vores næste med og vilje til at lindre vor næstes nød.

Vi beder for alle, der sørger og savner, for dem, der er faret vild eller har mistet deres hjem. Vær med dem, der sidder i mørkets og dødens skygge og vis os dit milde ansigt, når mørket lukker sig om os.

Lad os tage dine ord med os til dagen, der venter. Amen

Lad os med apostlen tilønske hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde, og Guds kærlighed

og Helligåndens fællesskab være med os alle!

Amen

Amen.

Tillykke med jeres nye gamle kirke, eller gamle nye kirke. Som man nu vender det. Når man sidder og læser lidt i jubilæumsskriftet menighedsrådet har udgivet, kan man jo ikke lade være med at tænke på den driftighed og drivkraft, der har ligget bag, da gode borgere i årene op til 1919 knoklede for at få rejst deres kirke. En læge, en landbrugslærer, en stationsforstander, en højskolemand, skolebestyrer, købmand, cementstøber, boghandler, fabrikant og enkefrue, skriver under på grundstensdokumentet og fortæller en historie om forbindelsen mellem kirke og folk, som er så enestående for vores folkekirke, og som I har bekræftet jer i det nuværende menighedsråd og provstiudvalg, for ikke at glemme betjening, præster og frivillige. Tak til jer alle siger jeg på egne, stiftets og folkekirkens vegne.

Lad os med apostlen tilønske hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde, og Guds kærlighed

og Helligåndens fællesskab være med os alle!

Amen