Biskoppens prædikener og taler
Nyheder
Biskoppen står på prædikestolen i Aarhus Domkirke

Prædiken i Aarhus Domkirke

Sidste søndag efter helligtrekonger den 24. januar 2021

Salmer: 392 Himlene Herre, 22 Gådefuld er du vor Gud

 

Så står de der, de tre disciple, i stråleglans og i hellig henførelse sammen med deres herre og mester og de to store mytologiske helteskikkelser i deres fædres tro, Moses og Elias. Jesu ansigt er som forandret. Det stråler, står der, som solen. Hans klæder er hvide som sne. Man forestiller sig storslået, pompøs, sfærisk baggrundsmusik. Her slår menneskeord ikke til. Her ses ind i det helligste, ind i mysteriet, dét som menneskers øjne og forstand ikke kan rumme.

Men så står de altså der, Jakob, Johannes og Peter, og føler sig – det kan man i hvert fald godt forestille sig – lidt uden for det hele. Og Peter synes nok, at han ligesom skal sige noget, et eller andet, og så – måske efter at han har rømmet sig lidt, kommer det: »Herre, det er godt, at vi er her. Hvis du vil, bygger jeg tre hytter her, én til dig og én til Moses og én til Elias.«

For disciplen Peters lille, eller faktisk ret store rolle her i tilværelsen, eller i hvert fald i Det nye Testamente, er jo nu engang, som det er. Når det største finder sted, når de vigtigste ting siges, dét som i overført forstand får jorden til at ryste, så så holder han fast på det lille, menneskelige snusfornuftige hverdagsperspektiv - Hvis du vil, bygger jeg tre hytter her, én til dig og én til Moses og én til Elias.« 

Og så får han ellers, på den ene eller anden måde, sådan en på goddaen, bliver kørt over af damptromlen, eller som i dagens tekst slået til jorden af den himmelske tordenrøst, der indikerer at ophavsmanden har overhørt forslaget og tydeligvis har andet og større ting på programmet end hyttebyggeri i højderne.

Og så i århundrederne derefter er der blevet rystet på hovedet af Peter på alverdens prædikestole, for mage til ukristelig klump og fumlegænger. Altid greb han fejl. Altid misforstod han og kom halsende flere meter efter Jesu pointe. Men godt, vil jeg nu sige, at vi har Peter til at kunne spejle os i, godt at vi gennem ham, selv, i vores indskrænkede pinlighed, kan lade os korrigere og retlede af Jesus, der tålmodigt – og det er vigtigt! - holdt Peter tæt på sig og altid gav ham en chance til og kaldte ham for den klippe han ville bygge sin hytte eller kirke på. Tak, Peter, fordi du viser os, at også vi har en chance på trods af vores uforstand. Tak, fordi du viser os, at vi ikke er uden for pædagogisk rækkevidde og Jesu frelsende hånd, selvom vi tumler rundt, grundforvirrede og selvoptagede.

Var Jesus blevet deroppe på bjerget i højhellig konversation med de himmelske skikkelser, havde Jesus overtaget sin fars rolle som den guddom, der, hævet højt over menneskets vrimmel, holdt sig dømmende på afstand af vores veje. Og så var vi forblevet i bund og grund ensomme mennesker dømt til underkastelse, til som disciplene at falde frygtsomt ned på vores ansigt og ligge bævende dér, hvis vi da ikke bare gik vores egen gudløse vej.

Men hans før så fjerne far i himlen, lod sig i ham se i en stald, i en familie, til en bryllupsfest, der hvor mennesker arbejder, kæmper og fester. Han kaldte ham sin søn. Som det lød fra skyen: »Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag. Hør ham!« Og han, hans søn, samlede sine skrækslagne disciple op, tog dem med ned af bjerget, hvor der altså ikke skulle bygges hytter, og ned til det lavland, hvor mennesker er, arbejder, kæmper, fester, sørger, lever og dør. Fra isoleret religiøs ensomhed gik de sammen ned til en hverdag, hvor du lever med andre mennesker og blandt dem lever din tro. Den første de mødte var en epileptisk dreng og hans ulykkelige far.

Ensomheden er måske det, der nu plager os mest. Den helt konkrete ensomhed som erfares af dem, der sidder isoleret i deres lejlighed eller på deres værelse. Såvel den ensomhed vi alle kan erfare, når hverdagens større fællesskaber er sat ud af kraft og vi mangler og savner bare det at kunne gå på gaden eller være på vores arbejdsplads i den fungerende hverdag, mange af os er fælles om.

Så her kommer Peters rolle som fætter pinlig os til undsætning, fordi vi gennem ham også får øje på et fællesskab bag ved fællesskaberne. Et fællesskab som holder på trods af vores svigt, og som på ingen måde går under i disse coronatider. Og det er Guds fællesskab med sit på alle måder skrøbelige og fejlbarlige menneske. Som sagt han kom ned til os i sin søn og viste os hen til de andre for at vi skal komme til dem.

Det er i direkte fysisk forstand svært nu. Så får vi sundhedsmyndighederne på nakken. Men vi kan, indtil det lader sig gøre igen, med det gode budskab huske på, at vores kald, vores opgave, vores bestemmelse her i livet, ikke er at ligge med ansigtet mod jorden eller dalre rundt i selvophøjet selvbestemmelse, men at bringe himlen ned i lavlandet, man kan næsten sige: i overført forstand banke vores hytter op her, hvor vi er, ligesom hytten vi sidder i nu og her, en gang for længe siden, i direkte fysisk forstand, er banket op midt i vores by.

Vi er, som dem der hører Kristus, Guds søn til, altid en del af en sammenhæng, et fællesskab, der forpligter os og kalder på os, og som altid vil være der. Og når vi selv ikke er her længere er vi stadig en del af det. På en eller anden måde, hvor vi ikke skal stillede kejtede spørgsmål som Peter, men bare være i det, uanklagede, uden tanke for vores eget lille pinlige selv. Vi er hverken her eller der, i dybderne eller i højderne, i liv eller i død, ladt alene tilbage. Lige meget hvor meget vi træder som spurve i tranedans eller som pinlige statister i de himmelske haller.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Lad s sammen bede