Prædiken i Sct. Pauls Kirke sidste søndag i kirkeåret 2021

Salmer: 732, 574, 355, 276, 729, 431

Set nede fra byen, når man bevæger sig op gennem Bruunsgades spraglede mylder, står vores sognekirke, Sct. Pauls Kirke med en egen tung alvor deroppe for enden af gaden, oppe på højen, med de to spir der peger formanende mod det himmelske og, lige foran, vejen og trafikken, der deler sig, som vandet deler sig for klippen, der står støt midt i strømmen.

Næsten som et lidt dystert apropos til teksten her den sidste søndag i det gamle kirkeår, om dommens dag, dagen hvor alle veje ender, hvor Menneskesønnen er kommet igen, og hvor tronen står grundfæstet i altings midte, og nogle sendes til højre og nogle til venstre.

Nogle af jer vil måske tænke, at det er en lidt voldsom association. Og så på en festdag som i dag. Men det ER jo evangelieteksten til i dag. Den hører til. Og der ER store dybder og svimlende højder i det evangelium vores kirke er bygget på, og det afspejler sig selvfølgelig også i de flestes kirkers arkitektur, både den ydre og indre. Både mørket og lyset er intenst til stede. Ikke mindst i den her kirkes rum. Som det jo i øvrigt er på den her årstid, hvor vi på dage, hvor dag og nat næsten går i et, pludselig kan opleve en glødende morgenrøde ude over bugten med efterfølgende lav sol over Århus. Hvor “Bruunsgade brændende sjæl, ifølge den lokale nationalsang, møder “Sin skygge mod glorie om håret”. Hvad der så end menes med det.

For det er morgenrøden, solopgangen fra det fra det høje, som det lyder i en af de kommende adventssøndages tekster, der breder sig over det hele, bag det hele, og som hver søndag oplyser det her gamle kirkehus selv på de mørkeste dage. Det er den solopgang, der står tilbage. Altid. Også i dag, hvor prædiketeksten ellers klinger så foruroligende.

Næste søndag, den første i det nye kirkeår, begynder den forsigtigt at lyse på himlen, morgenrøden. Men i dag er det altså, som sagt, den sidste søndag i det gamle kirkeår. Bogen lukkes, rulleteksterne er på, facit gøres op, knytnæven knaldes i bordet, udenværkerne skrælles af, Undskyldningerne, bortforklaringerne vi omgav os med, falder ynkeligt til jorden, og den grelle kontrast mellem det vi gjorde eller troede vi gjorde, mellem det vi havde i hjertet eller det vi troede vi havde i hjertet, og så det Jesus viste os med sit rige, den grelle kontrast bliver åbenbar, som sidder vi i biografens mørke og ser vores liv og livsvalg oppe på det store lærred gengivet for fuld musik og i slowmotion. Huha!.

Jamen, “hvor, hvornår, hvordan”, spørger vi. Og vi ved det jo godt, at omkring os, var de alle de fremmede, de sultne, de syge, de fængslede. Vi ved jo udmærket, at vi overhørte så meget, overså så meget, sad på vores hænder, bortforklarede, forhærdede os i et væk, mens mennesker, disse Jesu mindste brødre, visnede i mistrivsel og i ensomhed. Eller vi tildelte beredvilligt vores flygtede og mishandlede næste rollen som en grådig, hadefuld og voldelig fremmed. Vi vidste, at ikke langt herfra rådner medmennesker op i politisk fangenskab, og lige nu, sidder flygtede familier, som vores og vores børns og fryser og sulter i polske skove, ofre for et kynisk storpolitisk spil. Vi ved det. Og vi bliver, hvor vi er. Her som der. Vi ER under dom! Hvordan kan det være anderledes, når evangeliets lys falder så afslørende over vores grumsede tusmørke?

Vi burde på enhver måde bøje hovedet og tie under den dom. Men, men, men vi fremturer i tilgift med vores egne domme. Vi der er under dom, optræder, som Jesus så tit forholdt os, selv som dommere. Nådesløse dommere. Det vil sige, at den gode solidaritet der kunne være i, at være en slyngel som alle de andre, overtrumfer vi på den absolut dårlige måde ved uafladeligt at opkaste os til at være de andres dommere. Man kan næsten sig, at vi med en stor fed, frønnet bjælke dinglende ud af vores øje dobler synden op, hver gang vi retter en harmdirrende pegefinger mod vores næste. Og det er som bekendt ikke så sjældent.

Måske er det også derfor, at vreden for nogle generelt kommer til at fylde så meget, og at en tekst som teksten til i dag, med dobbelt udgang og djævleyngel og evig ild, så ofte dukker op: På de gamle kalkmalerier i de gamle kirker, i ængstede menneskers sind eller hos stridbare teologer og fromme folk. Alt sammen fordi vi alt for godt genkender vreden og dommen fra os selv. Er nåden, stor og ufattelig, så er dom og vrede og løn som forskyldt noget, vi i den grad kender til. Vi er anderledes fortrolige med lige netop den mørke side af menneskesindet.

Men lad mig nu fortsætte vandringen, som jeg indledte med, op gennem Bruunsgades brogede mylder, op ad trappen og ind i kirken her, forbi den venlige coronapas-kontrollør, som heldigvis kun er her for en stund og af en presserende årsag. For her skal ingen spærre døren. Her skal ingen kaste skygge for Guds sol. Her er det absolutte frirum for menneskers dom over hinanden, ja for ethvert menneskes dom over sig selv. Den selvpåførte. dom der kan æde sjæle op,

For, som vi i alt, holder fast i med ordet der lyder i det her rum og som bygger det her rum: Dommen er Guds, alene Guds. Det er vores glæde midt i vores fortvivlelse. Det er vores trøst, når vi føler os allermest fastlåste i vores ynkelige uformåenhed, vores dømmesyge. Eller for den sags skyld: vores evigt kværnende selvbebrejdelser. Dommen er alene Guds.

Og så fornemmer vi måske, når vi er herinde, at kirken her med sin placering i bybilledet ikke signalerer en dyster forbeholdenhed eller en kritisk reservation i forhold til bilerne, busserne, barnevognene, børnene der kommer hjem fra skole, cafegæsterne, de indkøbende, gadekøkkenet, værtshuset og alle dem, der haster forbi med hvert deres, men at den kalder ind, tager imod og byder velkommen. “Gå ind i hans porte med lovsang”, som der står på en af jeres kirkes klokker. Kom ikke krybende som de i alt fordømte. Men gå ind med takkesang.

Og måske bliver det allertydeligst, når vi når op til alterbilledet heroppe, hvorfor Guds dom på den måde er en glæde og en befrielse, der kalder og byder ind. For på maleriet ser vi jo Paulus ligge der, slået til jorden. Paulus den tidligere forfølger af frafaldne, dommeren, den fnysende fordømmer og forfølger, blændet af lyset, afsløret af det, mens al hans elendighed, hans vrede, hans had og forfølgertrang, falder på ham som den tungeste dom, med den mest uudholdelige vægt.

Men vi ser også, eller vi skimter svagt oppe i billedets hjørne, at lyset, der falder på Paulus, ikke bare er dommens afslørende hårde lys som det der er på færde i dagens tekst. For dér, i lysets kerne, står den opstandne Kristus, der kalder på Paulus og rejser ham op, befriet fra det, der tyngede ham til jorden. Paulus møder midt i Guds dom en barmhjertighed ud over enhver forstand.

For Kristus er i Guds dom. Det må og kan vi holde fast ved, og det byggede de den her kirke, Sct. Pauls kirke, og alle de uendeligt mange andre kirker på. Og derfor skal vi ikke som Paulus på alterbilledet ligge med ansigtet mod jorden, knugede af dom og fordømmelse, men sidde herinde takke, bede, lytte, tage imod, det vi har fået og til stadighed får af Gud i hans søn.

Og måske der så sker det for os, som skete for Paulus, at der falder skel fra vores øjne og vi ser verden omkring os på en ny måde, i et nyt lys, et nyt perspektiv, hvor ikke vi selv, vores vrede, vores angst, vores domme, er i centrum men alt det Gud giver os og skænker os, på daglig basis

Ja, når vi rejser os og går ud af kirken, får vi gennem den åbne dør det her helt særlige Sct. Pauls vue, Sct. Pauls udsigten, nemlig byen derude: Bilerne, busserne, barnevognene, børnene der kommer hjem fra skole, cafegæsterne, de indkøbende, gadekøkkenet, værtshuset og alle dem, der haster forbi med hvert deres. Fra kirkens rum, hvor vi mærkede en luftning fra Guds rige, hvor nåde, tilgivelse, barmhjertighed, fred og retfærdighed hersker, ser vi ud på vores by. Der ligger den, måske-måske ikke med lav sol og Bruunsgade med glorie om håret. Det er her vi i det daglige roder rundt, færdes, kæmper, sørger, græder, griner. Alle vi, får og bukke i en stor uigennemskuelig blanding.

Og her skal vi være, bygge, ringe, kalde ind, tage imod og prædike. Prædike at Gud i sin søn er kommet til os. Til dom, når vi ser og erfarer og erkender, hvad vi er lavet af OG til frelse, når han rejser os op, tager tunge byrder fra os, fjerner skel fra vores øjne og sender os ud til alle dem, der har brug for os, alle disse hans mindste små, for at gøre gavn som Gud det vil. På allerbedste måde.

Og så vender vi bunken, og fra på søndag er kirkeåret nyt, og morgenrøden breder sig forsigtigt på himlen.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

Himmelske far, du som kaldte verden frem og hver dag kalder os til at leve i den i kærlighed til dig og vores næste! Tak for ordet i dag til os om ikke altid at stole på vores egne domme over andre og os selv, men at give os hen til din dom, som du i din søn har ladet tilgivelsen være fortegn for.

Velsign og bevar vor Dronning, Margrethe og hele det kongelige hus. Vær med regering, folketing og alle med magt, viden og myndighed. Lær dem og os forvalte det ansvar, som vi hver især er blevet givet.

Hold os fri af indbyrdes strid og ufred og alt ondt.

Styrk os alle i kampen mod det, der vil skille os fra dig og hinanden.

Vær med alle som forfølges og flygter og udstødes og holdes ude og borte eller bag lås og slå og lægges for had. Skænk dem styrke, mod og håb i deres ensomme kamp.

Giv os styrke og vilje til at hjælpe og værne om vores næste. Giv os øjne at se vores næste med og vilje til at lindre vor næstes nød.

Vi beder for alle, der sørger og savner, for dem, der er faret vild eller har mistet deres hjem. Vær med dem, der sidder i mørkets og dødens skygge og vis os dit milde ansigt, når mørket lukker sig om os.

Lad os tage dine ord med os til dagen, der venter. Amen

Udbygning, istandsættelse, Steinway (Sallingfondene)

Lad os med apostlen tilønske hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde, og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle!

Amen