Prædiken påskedag 2019

Salmer: 408 Nu ringer, 222 Opstanden er (dåb), 224 Stat op, 236 Påskeblomst, 234 Som forårssolen. Nadver: 227 Som den gyldne sol/235 Verdens igenfødelse.

Lad mig begynde med at tale lidt om - vinterbadere. Vinterbadning griber jo om sig. Jeg synes i hvert fald de bliver flere og flere derude på badebroerne. Selv på afstand kan man ane de blålige nuancer, deres hud antager. Men de kaster sig jo i bølgerne og kommer tilsyneladende glade op. Som ikke-vinterbader kan man undre sig.

Men mon ikke det har at gøre med en kontrolleret nærdødsoplevelse. Kroppen tror den skal dø, men det gør den ikke, eftersom vinterbaderen jo kravler op på badebroen igen. Og så fryder den sig, kroppen, med hver en porre og varmen breder sig. Dér hvor man for øjeblikke siden følte en instinktiv trang til i en vis fart at komme væk fra et livsfjendsk element, dér pulserer blodet nu livsaligt, og verden bliver stor og god, og den kan bare komme an. Inde i omklædningsrummet venter de måske oven i købet med en lille dram.

Og når jeg denne påskemorgen taler om vinterbadere, så skyldes det, at påskeevangeliet på en måde rammer selvsamme erfaringsspand, mellem først råt chok og så en glæde uden mage. ”Livets varme sejrende over dødens kulde”, som der står i salmen.

Chokket – man kan næsten sige kuldechokket - sidder i os med langfredags beretning om tortur, hån, død og rædsel. Og påskemorgen, hvor kvinderne vovede sig frem fra deres skjulesteder og forsøgte – forsøgte - at komme overens med det skete og salve liget, dér var det der ikke. Den døde lå ikke, hvor de havde lagt ham. Og når døde ikke længere ligger, hvor de blev lagt, så står intet jo længere. Kvinderne var berøvet ethvert holdepunkt og ståsted. Kun flugten var tilbage. Som Markus skriver: ”Og de gik ud og flygtede fra graven, for de var rystede og ude af sig selv. Og de sagde ikke noget til nogen, for de var bange”. Chok, frygt og flugt! Påskemorgen er også chok, frygt og flugt. Og det er måske i virkeligheden mere genkendeligt og erfaringsnært end det med den tomme grav.

Forleden genså jeg tilfældigt en rystet optagelse fra et mobilkamera af flodbølgen eller tsunamien, der sidste sommer ramte en lille grønlandsk bygd ved Karrat-fjorden. I har nok også set det. Pludselig denne kæmpebølge, forårsaget af et jordskred, der kommer rullende, så træhytter, der før var hjem og husede stilfærdig hverdag, der rives med tilbage i det iskolde hav, mennesker på vild flugt, manden med mobilkameraet der går i panik, rædsel og forvirring.

Og nu billederne fra Paris af Notre Dame i brand. Røgen, flammerne, spiret, der styrter sammen, som vi husker, vi har set tårne styrte før. Et foruroligende syn som fik parisere til at stimle sammen og sammen med os, alverdens tv-seere, stirre fortabt på det, der engang var deres bys vartegn. Nu et hærget røgsodet symbol på vores fælles historiske arv.

Begge scenerier vi har svært ved at løsrive os fra. Vi kan ikke se væk, selvom vi har mest lyst til det. Måske fordi det et eller andet sted taler til en dyb frygt i os alle, frygten for at det, vi kendte så godt, pludselig tages fra os, og at grunden skrider under vores fødder. Nogle siger, at det er den samme frygt, der forårsager det store politiske opbrud, vi oplever for tiden, hvor klimakrise og indvandring af henholdsvis den ene og den anden fløj, ses som trusler, som noget der på afgørende vis truer det, vi kender, og som gør vores hverdag vakkelvorn, og som det derfor kræver ekstraordinære foranstaltninger for at bekæmpe.

Ja, vi kender vel alle til fra tid til anden at være, hvor påskeevangeliets kvinder var. Når tårne på så mange forskellige måder falder i vores eget liv, når flodbølger truer, når isen knager under vores fødder, når den faste grund skrider. Væggen mellem hverdag og kaos er nogle gange gjort af skrøbeligt materiale. Alene frygten for at den begynder at smuldre, kan gøre os ukampdygtige og angstplagede. Det er måske særligt tydeligt i tiden, på det politiske, men også på det personlige plan, når der igen og igen fortælles om en drastisk stigen i angsttilfælde og psykisk ukampdygtighed blandt især unge mennesker.

Men tillad mig nu et lille scenskift over til et andet af påskens evangelier, nemlig det som Johannes skrev, og hvor Maria Magdalene i sin rædsel og forvirring over den tomme grav pludselig bliver talt til af en, hun tror er havemanden: »Kvinde, hvorfor græder du? Hvem leder du efter?« Hun siger så til ham: »Herre, hvis det er dig, der har båret ham bort, så sig mig, hvor du har lagt ham, så jeg kan hente ham.« Og Jesus, som hun nu genkender, siger til hende: »Maria!«

“Maria!”Det er ligesom han kalder på hende. Ligesom man kan kalde på en der er ude af sig selv. Ligesom man kan kalde på et ulykkeligt barn. Ligesom man selv kan blive kaldt på af en anden, når man er på vej ud af en tangent, eller sidder og ruger eller står og er helt fortabt i sit eget. At blive kaldt på. At blive kaldt på af en anden, der holder af en eller vil en det godt, det er en lykke og en gave og nogle gange din redning fra at gå under i sorgen, i fortvivlelsen eller i frygten. Du troede din verden var ved at gå under, men en anden ville dig, rakte ud efter dig og gav dig ståsted og fast grund under fødderne.

Vi husker det måske fra skolegården. Så stod man der og mulede, uden for legen, fortabt i sig selv og sit eget, indtil en anden kaldte og råbte: “Kom!”, og så var man med i tumlen igen.

Sådan er påskens budskab også. Som en der kalder på os, kalder os ud af frygten og forskrækkelsen for undergangen, kalder på os, som Jesus stilfærdigt kalder på Maria eller med den unge mand i de hvide klæders vidnesbyrd: “Vær ikke forfærdede! (...) Han er opstået, han er ikke her” (...) Men gå hen og sig til hans disciple og til Peter, at han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham, som han har sagt jer det.«

Verdens vakkelvornhed til trods, livets skrøbelighed til trods, altings brutale omskiftelighed til trods, så rækker Gud  ud til os, der kan sørge, frygte og være bange, med påskens budskab om, at hans vilje til at være hos sit menneske og følge sit menneske på dets mest udsatte og mørkeste veje er betingelsesløs. Altings undergang og udslettelse udsletter ikke den. Graven sætter et punktum for alt, men ikke for Guds vilje til at blive og følge. Alt kan vakle. Alt vil vakle. Men Hans kærlighed til sit menneske vil bestå.

Så vi kaldes på, alle os der står og ser så frygtsomt til mens verden omkring os går sin skæve gang. Vi kaldes på alle os, der er bange, men ikke rigtig har noget sted at flygte hen. Vi kaldes på alle os, der sørger over en død eller frygter vores egen. Han er opstået. Han er ikke her. Graven kunne ikke holde på, og han er nu gået i forvejen for jer til Galilæa. For nu skal I, nu skal vi, ind i kampen ud i livet. Trodsigt skal vi møde det og leve det. Trodsigt som den påskelilje, der står og vajer på graven. Den fylder ikke meget, men den betyder os, at døden ikke er den stærkeste. Den betyder os, at døden ikke er et punktum, og at vores angst for, hvad der mon kan komme til, ikke får det sidste ord. En større lysfyldt himmel hvælver sig over vores mørke.

Vi kaldes på. Vi kaldes op af det iskolde vand, som for et øjeblik siden omsluttede os og  fyldte det hele. Vi er tilbage på badebroen. Døden måtte vige, solen hænger deroppe, den varmer. Livets varme sejrende over dødens kulde. Og hvem ved. Måske venter de derinde med en lille påskedram. Så glædelig påske og lov og tak og evig ære

være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen.

Vor himmelske far, du, som hver dag skænker os livet, vi takker dig for din nåde og kærlighed.

Vi beder dig for vore kære, for alle, som vi er forbundet med, og som vi holder af.

Lad din Ånd holde os i bevægelse. Gå med os, hvor vi går. Åbn vores døre og lad os se alt det gode, du giver os. Ja, lær os at glemme os selv og vores eget over alt det vi har fået og stadigt får. Lær os at din miskundhed hver eneste morgen er ny over os.

Giv os styrke og vilje til at hjælpe og værne om hinanden. Giv os øjne at se vores næste med og vilje til at lindre vor næstes nød.

Vi beder for de mange der i dag, rundt omkring på kloden, smager krigens, terrorens og undertrykkelsens gru. Vær du lys i deres mørke.

Vi beder for alle, der sørger og savner, for de ulykkelige, for dem, der er faret vild. Vær med dem, der sidder i mørkets og dødens skygge. Vis os dit milde ansigt, når mørket lukker sig om os.

Velsign og bevar vor Dronning, Margrethe den 2., Kronprins Frederik, Kronprinsesse Mary og hele det kongelige hus. Vær med alle øvrigheder. Lær dem og os at forvalte det ansvar, som vi hver især er blevet givet.

.

Hold os fast i den pagt, som du ved dåben satte os i. Styrk os gennem nadveren. Bevar os i troen på, at vi ved din søn, Jesus Kristus, er dine elskede børn.

Giv os alle nåde, fred og velsignelse og efter et liv under dit ord den evige salighed.

Amen. Tillysninger

Lad os med apostlen tilønske hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde, og Guds kærlighed

og Helligåndens fællesskab være med os alle!

Amen.