Biskoppens prædikener og taler
Nyheder

Prædiken 2. søndag i fasten 2019

28 De dybeste lag, 441 Alle mine kilder (dåb), 658 Når jeg er træt og trist,158 Kvindelil, 778 Fred hviler over. Nadver: 655 Er du modfalden...

 

I dag hører vi hvordan Jesus - alt efter temperament - sættes på plads, omvendes, kommer på bedre tanker, vinder klarhed, opnår større indsigt, skifter mening, bliver klogere. Ikke ved den pludselige lynende tanke, ikke ved en indskudt guddommelig indsigt, ikke gennem indgående studier af de hellige skrifter, ikke gennem lange mumlende samtaler på et højt bjerg eller i templets allerhelligste. Nej, fordi en plagsom uren hedningekvinde løber storm på ham med sine - i det store perspektiv - små personlige problemer. Så lad os lige tage den igen: Jesus Kristus, Guds søn, vor Herre lader sige dagens tekst irettesætte af en plagsom hedningekvinde.

Hun er altså 1) en hedning, en kanaanærer, med en, i den rettroendes israelits øjne, højst suspekt gudsdyrkelse Hun er 2) en kvinde, på den tid, i den her sammenhæng, ikke nødvendigvis et fortrin. Oven i købet med en datter, der plages af en dæmon. Urent med urent på. Og 3) hun er plagsom. Eller rettere: Hun tager ikke et nej for et nej.

For os der lever i et såkaldt forhandlingssamfund er der ikke noget nyt i, at man hævder sin ret, ikke tager et nej for et nej og ikke lader sig gå på af at autoriteterne har et andet syn på tingene. Vi er vant til ikke bare at kunne verfe folk af eller ignorere dem, sådan som Jesus først forsøger med den desperate fønikiske kvinde. Men i en religiøs og national sammenhæng, hvor man i mødet med omverdenen holder fast på sine privilegier, og helt ind på rygmarven ved, hvem der hører til, og hvem der ikke gør, hvem der er børn af huset, Israels hus,og hvem der ikke er det, der et såmænd såre logisk at han gør det. Og at de vil have ham til at bede hende skrubbe af, for “hun råber efter os”.

Man ser det næsten for sig: hun råber og skriger, trygler og ber, hager sig fast i deres kjortler og kapper, folk kigger på dem, de bliver pinligt berørte - som sagt, at hun er den, hun er, gør nok ikke situationen nemmere - og de kalder på mesteren. Mesteren forsøger sig med et kortfattet “Jeg er ikke sendt til andre end til de fortabte får af Israels hus”.

Men nu, hvor han viser hende den her lille smule, omend negative opmærksomhed, griber hun chancen - uden sammenligning ligesom de der facere vi tit møder herude på strøget. Hun smider sig foran ham, beder så mindeligt for sig selv og sin datter, og så kommer - måske fordi han bliver en smule irriteret - hvad der for tolerante nutidsører lyder som en udsøgt grovhed: “Det er ikke rigtigt at tage børnenes brød og give det til de små hunde”.

Børn og små hunde. Det er da en rangfordeling, der vil noget. Den gang var små hunde ikke nogle små nuttede størrelser eller noget, der blev handlet til adskillige tusinde kroner. Som jeg lige har erfaret, at de gør. Fruen vil så gerne have en. Små hunde var tvært imod sådan nogle man sparkede til, hvis de kom i vejen. Urene og foragtelige.

Men igen: sådan var tankegangen i det møde mellem religiøse og etniske grupper, der var hverdag. Og som i øvrigt stadigvæk er hverdag på de kanter. jeg kommer lige derfra, områderne ved Tyrus og Simon, i dag Libanon, hvor et væld af religiøse grupperinger holder hinanden i skak, men hvor gamle nedarvede og med vold og magt vedligeholdte skillelinjer også ligger lige under overfladen. Lidt lige som, som jeg har hørt det udlagt, at gå rundt på en gammel vulkan, hvor der nok er masser af grønt og blomstrende træer, men hvor det hele tiden rumler ildevarslende i undergrunden. Som det jo efterhånden gør så mange steder. Også under langt fredeligere himmelstrøg.

Og det er den rumlen i undergrunden man også hører i Jesu barske ord til kvinden. Det er den gamle politiske-religiøse orden og hakkeorden, der vælder op som en skoldhed giftig damp.

Mange har sidenhen spekuleret over, hvor den lige kom fra, om der her er tale om et eller anden indre opgør mellem Guds søns menneskeskikkelse og sønnestatus. Det er spekulationer, men en knastør realitet er kvindens omgående gensvar: “Jo, Herre, for de små hunde æder da af de smuler, som falder fra deres herres bord”. Og den sidder. Jesus udbryder: “Kvinde, din tro er stor. Det skal ske dig, som du vil”. Og, som der står: “Og i samme øjeblik blev hendes datter rask”.

Hvad skete der så lige her? Hvorfor det bratte sceneskift? Eller rettere sindelagsskift hos Jesus? Jo, jeg tænker, at hun, den kanaanæiske kvinde, kender en nådig herre, når hun ser ham eller hører ham. Når man som hende løber rundt der med en sorg og angst så stor, og ingen steder kan gå hen og måske kun møder bortvendt rygge og smertende skosåler eller hånlige tilrettevisninger, så ser man måske, på nogle måder meget klart, godhed, nåde, et ansigt og et par øjne der pludselig vendes mod dig. Nedefra ser du meget klart, hvad der rækkes dig oppefra.

Det er det, hun på en eller anden måde har set og sanset og forstået i Jesus fra Nazareth, og det er vel det, hun pludselig minder ham om, så han på et øjeblik foretager en omvendelse fra den, skal man kalde ur-menneskeligt instinktive grænsedragningstrang, der før kom ud af munden på ham.

Hun minder Jesus om, hvad han kommer med, nemlig Guds nye dagsorden, ikke menneskers den gamle. Og Gud har nok til alle, mens mennesker er karrige mod dem, der ikke er af deres egen flok og slægt. Der er også nok, ja, rigeligt, til dem du kalder for små hunde. Som en kindhest til frelseren, der får ting til at falde på plads og Guds søn til at træde i karakter. Jesus foretager et u-sving, og nu er det Guds søn, der taler: “Kvinde, din tro er stor. Det skal ske dig, som du vil”.

Tro, ja. At hun er påtrængende, plagsom, irriterende, insisterende, vedholdende, trodsig udlægger Jesus som tro. Tro og trods! Det hænger sammen. Trodsigt at fastholde, at Gud er god, når alt andet eller alle andre vil have dig til at tro det modsatte. Trodsigt at have øjet fæstnet på Guds søn og i ham den gode Gud, selv når alting går dig i mod og du måske kommer alvorligt i tvivl, om det virkeligt er sådan. Trodsigt at holde fast i, at Gud, den gode Gud, også er der for dig i liv og i død, selvom du måske tænker, at så meget taler imod det.

Som Grundtvig skriver i salmen vi skal synge her bagefter, så er vores hjerte nogle gange, så må vores hjerte nogle gange være som den lille hund, som den desperate kanaanæiske kvinde, outsideren, den fremmede, der troligt eller trodsigt stoler på, at Gud i sin søn har bragt os så meget mere end vi nogensinde kan komme i nærheden af at forstå og fatte, ja, at han har mere end rigeligt - også til os. Måske er det hvad nadveren også kan hjælpe os til at forstå, helt konkret, at der på den måde falder brød af til os fra det rige bord.

Og så lige til allersidst: Jesu u-sving, Jesu omvendelse, at Jesus kommer på bedre tanker, bliver klogere, ændrer mening. Kan det ikke også være os til inspiration og eksempel, hver gang vi fremturer med vores vrede og uforbeholdne holdninger til vores medmennesker? For måske er der så en ekstra grund til at få Guds lys lidt i øjnene og lade sig bevæge af hans uforbeholdne godhed mod hedninger og små hunde og hele den ansigtsløse flok af uønskede mennesker og dumme svin og hvem, der nu ellers er derude, og som vi nogle gange synes omgiver os til alle sider.

Måske - nej, ikke måske - det er sådan, at vores øje jo ikke skal blive ondt, når han nu er god. De er der jo, alle dem vi ikke kan li, også fordi de skal minde os om, at hvor vi sætter begrænsninger og anstiller forbehold, der har han i sin søn banet en åben vej, anrettet et veldækket bord med nok til os alle. Når det angår Guds nåde skal vi på den måde aldrig vide os sikre i vores eget. Her kan vi kun tage imod. Som små hunde.

 

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen.

Vor himmelske far, du, som hver dag skænker os livet, vi takker dig for din nåde og kærlighed.

Vi beder dig for vore kære, for alle, som vi er forbundet med, og som vi holder af.

Lad din Ånd holde os i bevægelse. Gå med os, hvor vi går. Åbn vores døre og lad os se alt det gode, du giver os. Ja, lær os at glemme os selv og vores eget over alt det vi har fået og stadigt får. Lær os at din miskundhed hver eneste morgen er ny over os.

Giv os styrke og vilje til at hjælpe og værne om hinanden. Giv os øjne at se vores næste med og vilje til at lindre vor næstes nød.

Ja, lad dit ord have frit løb i blandt os, for at dit rige med retfærdighed, fred og glæde i Helligånden må udbredes og vokse.

Vi beder for alle, der sørger og savner, for de ulykkelige, for dem, der er faret vild. Vær med dem, der sidder i mørkets og dødens skygge. Vis os dit milde ansigt, når mørket lukker sig om os.

Velsign og bevar vor Dronning, Margrethe den 2. og hele det kongelige hus. Vær med alle øvrigheder. Lær dem og os at forvalte det ansvar, som vi hver især er blevet givet.

Hold os fast i den pagt, som du ved dåben satte os i. Styrk os gennem nadveren. Bevar os i troen på, at vi ved din søn, Jesus Kristus, er dine elskede børn.

Giv os alle nåde, fred og velsignelse og efter et liv under dit ord den evige salighed.

Amen. Tillysninger

Lad os med apostlen tilønske hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde, og Guds kærlighed

og Helligåndens fællesskab være med os alle!

Amen