Biskoppens prædikener og taler
Nyheder
Biskop Henrik Wigh-Poulsen på prædikestolen i  Aarhus Domkirke

Prædiken ved grundstensnedlæggelse til Hvinningdal-kirken 

Den 19. november 2021 kl. 13.00

Dette siger Gud Herren: Nu skaber jeg en ny himmel og en ny jord; det, der skete tidligere, skal ikke længere huskes, og ingen skal tænke på det. Men I skal fryde jer og juble til evig tid over det, jeg skaber. For jeg skaber Jerusalem om til jubel, dens folk om til fryd; jeg vil juble over Jerusalem og fryde mig over mit folk. Der høres ikke mere gråd eller skrig.

Esajas' Bog 65,17-19

Det er et godt tidspunkt I har valgt til at lægge grundsten for den kirke, I vil bygge. Vejret er måske ikke det mest spændende, og dagene bliver bare kortere og kortere. Mørkt når vi står op og mørkt når vi kommer hjem.

En halvtrist tid er det, men det er også en overgangstid. I hvert fald i vores kirkeår. For nu, i overmorgen søndag, fejrer vi jo den sidste søndag i det gamle kirkeår. Og det er, som I måske husker, en søndag, hvor teksterne rumler med dom over alt det gamle uden om os og inden i os. Den gamle verden med dens uro, konflikter, uretfærdighed og mistrivsel, og alt det medierne flyder over med dagligt. Men også en dom over alt det gamle ragelse vi hver især går og gemmer på, når vi overser eller dømmer vores næste og hele tiden kommer med os selv forrest.

Alt det gamle må forgå, lyder det derfor i overmorgens tekster. I lyset af alt det Gud til os med i sin søn, skal alt det falde. Det skal vige for Guds rige. “Nu skaber jeg en ny himmel og en ny jord”, som det lød i teksten, jeg læste lige før, og som også skal læses på søndag.

Og så næste søndag igen der er det adventssøndag, den første i det nye kirkeår, og der hører vi, om alt det nye, der kommer med Guds søn. Det breder sig som en morgenrøde på himlen. Ikke med bulder og ild og svovl, men med ham, der blev født i en krybbe og kom til vores jord med fred, glæde, tilgivelse og barmhjertighed.

Så her står vi altså i dag og fejrer, at der skal bygges en ny kirke her hos jer, i dagbrækningen, kan man næsten sige, i overgangen mellem gammelt og nyt, mellem dommen over det gamle og advents forventning til det nye. Og det er jo på en måde her, hvor enhver kirke står, ny som gammel. Plantet i det gamle kendte menneskeliv med alt, hvad det indebærer, men hele tiden med ord til os om den nye begyndelse, Gud har givet os i Kristus. Med rod og ståsted i det gamle grumsede omskiftelige menneskeliv vil kirken altid med sine ord og sakramenter gøre alting nyt.

De her store linjer i Guds store fortælling om os, og de kirkebygninger vi gennem et par årtusinder har grundet på den fortælling, er gode at have i erindring, når vi nu i dag, om lidt, skal stå og fumle med nogle mursten, grise lidt med mørtlen, og traditionen tro læse grundstensdokumenterne. Det er alt sammen bittesmå symbolske handlinger, men de bereder os på, at vi her er i gang med noget vældigt stort, ikke bare bygningen, den smukke bygning, som vi nu skal give videre til kommende generationer, men, som sagt, også som et synligt bidrag til den store fortælling om Guds dom og nåde, om gammelt som skal forgå, og nyt der skal tage sin begyndelse, som sagt: om alt det gamle som skal vige for Guds rige.

Nu kommer der jo en travl og bevæget tid for jer i menighedsrådet, ja den har I for længst taget hul på, hvor håndværkere og maskiner kommer og går, og hvor der holdes byggepladsmøder, og hvor der skal diskuteres og småskændes, hvor der måske skal søges ekstrabevillinger for uforudsete udgifter og provst og provstiudvalg skal beroliges, og udfordringer løbende kan dukke op og justeringer fortages fra nu af og frem til Grundlovsdag 2022.

Men fra den dag af, så vil der, søndag efter søndag, og alle de mellemliggende dage, skabes nyt herinde. Når ordet lyder, når børn døbes, når der indbydes til nadver, når de sørgende trøstes og der tales mod til de bange, så er Gud på færde med sin nyskabende kraft. Han er der i sin Ånd og gør alting nyt, og hver gang er intet helt som før. Et menneskeliv der nogle dage føles gammelt og brugt, kan på den måde pludselig sætte nye skud. Og så går du ny ud i den gamle verden, parat til at tage fat igen og gøre gavn, som Gud det vil.

Mon ikke det også er, hvad Grundtvig mener, når han skriver, at der fra Herrens drivhuse, altså kirken, plantes poder, altså sådan nogle som os, ud i det fri, hvor storme suse og at vi på den måde fra kirken bærer det nye ud i den gamle verden, bærer det evige ud, hvor alting forgår, bringer det himmelske med ud i den jordiske hverdag.

Men i dag skal den første sten lægges tilden nye kirke i Hvinningdal. Så lad os sammen sige Gud tak for denne nye begyndelse og for det, som vi har i vente Fader, Søn og Helligånd, du, som har skabt alt, og som vi end ikke kan få greb om i himlenes himmel.

Du lader dit lys, din kærlighed og velsignelse skinne over mørtel, sten og ben.

Du giver det ikke-rummelige rum, og dit evige rige til kende her, hvor alting har sin tid.

Vi beder dig.

Lad dine øjne være åbne for dette hus, som vi bygger, og hvis grundsten bliver lagt i dag.

Dit navn skal lyde her.

Gør med dit ord og ånd dette til dit hus, så vi herfra må hente mod til at leve vort liv i ansvar og med det håb, som din søns død og opstandelse rejser i os, at vi må opvækkes til det høje.

Gud, kom vore hænders værk i hu, opliv med Ånd vore døde ord, så stenene her bliver til en kirke.

AMEN