Fortsæt til hovedindholdet
Biskoppens prædikener og taler
Nyheder

Prædiken, 14. søndag efter trinitatis

Aarhus Domkirke den 18. september 2022 kl. 17.00

38 år havde han ligget i halvmørket, den her mand. 38 år glemt af alle, sat ud på tilværelsens vigespor, overladt til sig selv og sin sygdom. Og så en i sandhed skønne dag kommer Jesus og siger, at han skal tage sin båre og gå. Og det gør han så. ”Han tog sin båre og gik omkring”, står der. Og det kan man jo godt forstå, at han gik omkring. Sikkert på må og få med opspilede øjne og på endnu vaklende ben, mens han forsøgte at finde ud af, hvad det er man nu lige gør, nu hvor man dagene ikke bare går med at tigge og længes og døse og holde fluerne væk. 

Han havde ventet og håbet på det her i 38 år, og da helbredelsen så kom, pludseligt og uventet, har det sikkert været som et chok, et næsten brutalt chok. For man kan jo vænne sig til meget. Ja, man kan vænne sig til det meste. Vi mennesker er nogle tilpasningsdygtige væsner.

For mange år siden, under et bankkup i Stockholm, tog bankrøverne gidsler, og man så her første gang, hvordan gidsler nogle gange udvikler en slags loyalitet overfor deres gidseltagere. De affinder sig og føjer sig, vænner sig til den ufrie tilstand og har svært ved at vende tilbage til friheden.

På akkurat samme måde som man kan vænne sig til en sygdom eller til et fængselsophold eller til en lille beskeden minimaltilværelse, som man ganske vist ikke er specielt glad for, ja, som man da for så vidt gerne vil bryde ud af, men som på den anden side også gør tilværelsen mere overskuelig og til at have med at gøre. Når man da først har vænnet sig til det.

Og hvis man så endelig kommer ud – ud af sygdommen, ud af fangenskabet, ud af det, der nu har bundet en – ja, så kan hverdagen i sollys, frisk luft og frihed være svær at have med at gøre. Så vakler man rundt der, går formålsløst og forvirret omkring, som manden omkring Bethesda dam med sin båre på ryggen og ved ikke lige, hvor fedt det er. Hvis man nu skal være helt ærlig.

Men fangenskaber kan være så meget. Ethvert ansvarligt voksenliv har sine fangenskaber, sine Stockholmsyndromer. De lægger sig omkring os, så vi knapt registrer det. Vi rusker i gitre fra den årle morgen, når bekymringerne melder sig og stiller sig i kø, når krav og forventninger og ting, vi ikke fik gjort og ikke fik taget os sammen til, når svigtede venskaber og nye fjendskaber og bitterhed og gamle sorger genfinder deres faste pladser og lægger sig om os som lag af bark, som vi lever videre med, som vi tumler videre med det bedste vi kan.

Tænk så, hvis der nu kom en til os, ligesom Jesus kom til manden her ved Bethesda Dam, og i et snuptag tog det fra os, alt det her gamle møg, vi går og slæber rundt på. Tænk, hvis der kom en og flåede den gamle bark af, løftede bekymringerne fra vores skuldre, tog sorgen og vreden ud af vores hjerter, helede brudte forhold, gjorde det vi havde ødelagt godt igen og lod dagen ligge foran os ny og uprøvet og fyldt med muligheder for at gøre godt og gå nye veje. Ja, tænk hvis der gjorde. Her kommer jeg verden!

Men det lyder altså her i kirken hver evigt eneste søndag, og ved en del andre lejligheder, at sådan én er kommet og har gjort det og gør det ved os og for os, nemlig ham, som dagens tekst og alt det andet herinde handler om, ham, Guds søn, der sagde, at der er tilgivelse hos Gud for, hvad vi gjorde forkert, og hvad vi ikke fik gjort, at der altid er en ny begyndelse for os, og at Gud har et overskud af liv til os, som får døden til at blegne, et overskud af kærlighed, der får hadet til at tage sig fjollet ud, et overskud af fremtid, der gør vores bekymringer grundløse . Alt det siger han faktisk og vi får det at se og høre, når vi døber, og vi får det serveret når vi går til alters. Vi hører til hos ham som åbner fængsler, som siger: du hører ikke til i halvmørket. Du hører til hos mig”.

Og vi aner det måske i glimt, men vi vakler ikke – og det kan jeg jo se, når jeg står nede ved døren og ønsker god søndag – vi vakler jo ikke fortumlede og forvirrede ud i sollyset med missende øjne og vores båre på ryggen og ser verden ligge ny og uprøvet foran os. Her kommer jeg verden. Det er ikke helt sådan. De gamle fængsler er ikke sådan at vriste sig ud af, selvom han kalder og insisterer, Guds egen søn. De gamle fængsler ikke sådan at vriste af sig. Vi er, som sagt, tilpasningsdygtige, alt for fortrolige med Stockholmsyndromet.

I dagens tekst hører vi også, at de fromme jøder, der er stærkt fortørnede over, at Jesus sådan bare slår en streg over det hele og lader manden begynde på en frisk. Og så på en sabbat! Vi tænker måske også, at det er alt for stort det her og finder tilbage i den vante gænge.

Men Jesus viser os, og han viser os det igen og igen, at det ikke er så svært at gøre verden ny og bedre og åbne fængsler og skrælle bark af. Han viser os det i dag, hvor han bøjer sig mod den syge mand i halvmørket, ham der har ligget der i 38 år, ham som ingen har villet hjælpe. Jesus rækker sin hånd ind i hans mørke og gør verden ny for ham.

Det kan vi også gøre. Vi kan ikke helbrede og sende de syge af sted med deres seng på ryggen, men vi kan række vores hånd ind i deres mørke og gøre dem livet og verden en smule lettere. Andre kan række deres hånd ind i vores mørke og gøre os vores liv en smule lettere. Vores fængsler, vores lag af bark forsvinder måske ikke, men der kan lindes og lettes, når vi på den måde bliver som mennesker for hinanden.

Det kan godt være – nej, det er sikkert – at vi ikke helt forstår rækkevidden af det Jesus kom til os med, alt det han sagde og gjorde, men vi kan tage det til os og fortælle os selv og hinanden, at der er tilgivelse hos Gud for, hvad vi gjorde forkert, og hvad vi ikke fik gjort, at der altid er en ny begyndelse for os, og at Gud har et overskud af liv til os, som får døden til at blegne, et overskud af kærlighed, der får hadet til at tage sig fjollet ud, et overskud af fremtid, der gør vores bekymringer grundløse.

Måtte vi så i det mindste erfare det i glimt, og bringe det videre til os selv og hinanden, så vi aldrig nogensinde solidariserer os og fortaber os selv til mørke, fængsler og gammel bark, men kæmper imod og linder, letter og holder på klem. Lige indtil den dag Gud tager over for alvor og flår alt til side og lader sit lys skinne og overstråle alt, og vi går rundt med vores bårer på nakken, med missende øjne, forvirrede og fortabte i hans godhed.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

Himmelske far, du som kaldte verden frem og hver dag kalder os til at leve i den i kærlighed til dig og vores næste!

Tak for ordet i dag til os om, at du i din søn Jesus Kristus rækker ind i vores liv og gør alting nyt, og at vi på samme måde kan række ind i vores næstes liv og bringe lys i mørke.

Velsign og bevar vor Dronning og hele det kongelige hus. Vær med regering, folketing og alle med magt og myndighed. Lær dem og os at forvalte det ansvar, som vi er blevet givet.

Hold os fri af indbyrdes strid og ufred, værn os mod krig, forfølgelser og alt ondt. Styrk os alle i kampen mod det, der vil skille os fra dig og hinanden.

Vær med alle som forfølges og flygter og udstødes og holdes ude og borte eller bag lås og slå og lægges for had. Skænk dem styrke, mod og håb i deres ensomme kamp.

 

Vi beder for alle, der sørger og savner og tynges af bekymrede og sorgfulde hjerter. Vær med dem, der sidder i mørkets og dødens skygge og vis os dit milde ansigt, når mørket lukker sig om os.

Amen